∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Repremiere på Askepot med Prokofjevs musik nu på Operaen.
I 2019 havde Gregory Deans store udgave af “Askepot” premiere med Prokofjevs musik. Året efter under Corona blev balletten genopsat, men desværre kun oplevet af ganske få.
Nu er ”Askepot” der igen, vist uden de store ændringer, men flyttet til Operaen – som har en større scene og flere pladser.
Se den tidligere anmeldelse:
https://www.kulturkupeen.dk/askepot-ny-ballet-paa-det-kongelige-teater/
Her nye stikord:
Askepot er et gammelt fransk folkeventyr, som også indgår i den grimmske samling fra begyndelsen af det 19. århundrede. Men her ved genopsætningen synes det pludselig nærmest for banalt at nøjes med en klassisk genfortælling af historien om den unge pige, der skal gå så grueligt meget igennem for til sidst at blive forenet med PRINSEN.
Kan det bruges i dag? Næppe. Burde rollerne ikke tvistes en smule eller iblandet lidt klassekamp? Eller måske en moderne iklædning, nu hvor vi tilsyneladende har en fælles dansk, forstærket royal følelse og samhørighed. Noget burde nok nyfortolkes.
Den engelske scenograf John Morrells to-tre forskellige scenebilleder synes nu i 2024 lidt ferske, nærmest ucharmerende, men dygtige lysdesignere havde kunnet hjælpe på det. Sådan er det bare ikke på Nationalscenen, der burde kikke lidt på den unge musik- og teaterscene, hvor lysdesign er i højsædet.
”Askepot” var Deans første helaftensballet siden fulgt op af bl.a. ”Blixen”, hvor han fortalte en ny, nuanceret historie og i højere grad kunne blande både klassiske og mere moderne trin.
”Askepot” er overordnet set klassisk, traditionel og dermed nydelig, lige at gå til for publikum. Premieretilskuerne var også taknemlige og inkluderede Det Kongelige Kapel, som spillede musikken fra de tidligere 1940ere upåklageligt, ja smukt og bevægende og var lige ved at snuppe opmærksomheden ind imellem.
For ”Askepot” er en lang fortælling, hvor alle kender udfaldet, så det er trinene og billederne, der skal fastholde vor opmærksomhed og sikre koncentrationen.
Som Askepot dansede Emma Riis-Koefoed lørdag aften partiet teknisk upåklageligt, men hun har svært ved at vise de følelser, som er med til at forme en primaballerina. Der skal i hver en fiber i kroppen være både tanke og følelse, som kan skabe den stemning, der skal plantes hos publikum. Det samme kunne måske også siges om Ryan Tomash’ prins denne aften, men måske var det premierenerver.
Kærligheden imellem prinsen og stakkels Askepot havde svært ved at nå ud over rampen – og afstanden til scenen er i øvrigt stor i Operaen, så udtrykkene skal være rene og klare.
Nogle af de andre figurer kunne heldigvis score point, ikke mindst de to ondskabsfulde stedsøstre, som igen var sjove og vilde, Camilla Ruelykke Holst og Wilma Giglio med muntre referencer til Bournonvilles koreografi. Også den skrappe stedmoder, Maria Bernholdt, havde nogle markante attituder, mens den gode fe, danset af Stephanie Chen Gundorph, viste det ekstra og også charmerende overskud, der ramte publikum.
Der har været en lang og god periode, hvor korpsets herrerne har været fint dansende, og sådan er det heldigvis stadig, mens der synes at mangle en fælles ånd blandt kvinderne i korpset. Det synes ujævnt.
Med ”Askepot” – lever Det Kongelige Teater lige op til sine forpligtelser, og der skal nok blive fuldt hus, for Deans koreografi er klar og uden modhager. Men ”Askepot” er ikke nogen landvinding for en national scene med både et velspillende kapel og en balletskole. Der burde være flere og større udfordringer for både korps, solodansere som for publikum.
Og konkurrencen spidser til: Hamburg-balletten med John Neumeier gæstespiller fra 16. – 18. maj i Tivoli og d.12. og 13. juni kommer Göteborgoperans Danskompani til Østre Gasværk. Samtidigt har Dansk Danseteater fået en ny, dynamisk leder, Marina Mascarell, hvilket allerede er demonstreret med den nye ballet ”Køter”.
Der et stort balletpublikum i Danmark, og dets behov for variation og kunstnerisk styrke bør ikke ignoreres.
ASKEPOT BALLET
Dirigent: Paolo Carignani
Koreografi: Gregory Dean
Musik: Sergej Prokofjev
Scenografi og kostumedesign: Jon Morrell
Lysdesign: Thomas Bek Jensen
Videodesign: Jakob Bo Nystrup
Paolo Carignani / Dirigent
Emma Riis-Kofoed / Askepot
Silvia Selvini / Askepot
Ji Min Hong / Askepot
Ryan Tomash / Prinsen
Guilherme de Menezes / Prinsen
Jonathan Chmelensky / Prinsen
Maria Bernholdt / Stedmoderen
Camilla Ruelykke Holst / Den strenge søster, Stedmoderen
Eukene Sagues / Den strenge søster
Tara Schaufuss / Den strenge søster
Wilma Giglio / Den flirtende søster
Joscelyn Reneé Dolson / Den flirtende søster
Stephanie Chen Gundorph / Den flirtende søster, Den gode fe
Lania Atkins / Den gode fe
Isabella Walsh / Den gode fe