∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla strømberg.
Snedronningen som familieballet i Tivoli – repremiere.
Hvor H.C. Andersen tror, at kærlighed overvinder alt, synes balletten ”Snedronningen”s styrke at ligge hos danserne og i dronning Margrethes charmerende og naivistiske scenografi og kostumer.
Dronning Margrethes scenografi har fortsat den søde glød af naivitet og kolorisme iblandet lidt tekniske fif med projektioner i de skiftende scener. Danserne er overraskende gode, hvor ikke mindst Gerda, danset af Laurie Nielsen, fortsat er totalt charmerende. Hende udstråling burde kunne smelte den onde snedronnings istapper. Men det tager tid, før problemerne er løst, for Kay, fint danset af Vincent Gabriel Vernal, bliver hurtigt opslugt af den nye verden, som glassplinten i hans øje fører ham hen til.
Begge dansere har haft partierne tidligere, og det kan mærkes. De fungerer superbt. Næsten alle er gode og præcise, med en undtagelse eller to, 36 dansere i alt på scenen, ganske imponerende.
Dermed er balletten ”Snedronningen” endnu engang på et fint niveau, mens jeg desværre stadig har lidt svært ved Oh Lands kraftige og voluminøse musik, der sendes ud i det store rum via stærke højtalere. Det er som om, der er for meget kraft på i forhold til den naive scenografi og den også ganske porøse fortælling. For sådan er H.C. Andersens eventyr. Der skal være en fin balancegang imellem ”kærligheden overvinder alt” og så den eksisterende ondskab, som H.C, Andersen kendte til og som desværre stadig findes i verden. Andersens eventyr rummer det hele på tværs af århundreder.
Flere scener emner af atmosfære. Ikke mindst skøjteløberscenen, hvor danserne nøjes med at have sokker på, fungerer flot – og ligeså røverscenen, hvor lille Gerda bliver bagbundet, og den ene smukke bagprojektion efter den anden afløser hinanden. Vi er i en trolleskov. Kragedansene er også ren underholdning og stemningsfulde, mens en lille sejltur i en robåd giver gode sommerassociationer og dette optrin havde faktisk fortjent et mindre rum.
Men spillescenen i Tivolis koncertsal er stor, alt for bred, med samme skavanker som Skuespilhusets nye store scene. Hvorfor lærer man ikke af arkitektoniske fejltagelserne?
Der er mange fiffigheder nedlagt i scenografien. En lang række af verdenskunstens mestre dukker sporadisk op som sjove citater: van Goghs landskaber, Munchs bølgende streger, der kan afsløre sjove detaljer, Else Alfelts isbjerge ses hos Snedronningen, og der er sikkert flere henvisninger.
H.C. Andersens eventyr ”Snedronningen” kan være isnende kold på en scenen. Jeg har set forskellige dramatiseringer, hvor det menneskelige helt forsvandt, men sådan er det ikke i Tivoli. Derfor går forestillingen også an for de yngre generationer, men jeg ved ikke helt hvor langt ned i aldersrækkerne man skal gå. Tivoli skriver 8 år.
Oh Land har i øvrigt ændret på musikken. Hun synger ikke selv mere. En sopran har overtaget noderne, og der er heller intet billede af Oh Land. Det er godt, for mere signatur behøves ikke.
Og således kan balletten justeres ved hver repremiere. I år danses balletten for tredje gang i Tivoli med koreografi af den ferme russiske koreograf Yuri Possokhov, ved genopsætningen indstuderet af viceballetchef Tori Cooper.
Koreografi og iscenesættelse: Yuri Possokhov
Musik: Oh Land (Nanna Øland Fabricius)
Scenografi og kostumer: H.M. Dronning Margrethe II
Libretto: Camilla Hübbe
Kapelmester: Adi Zukanovic
Orkester: Musikere fra Tivoli Copenhagen Phil
Repremieredato: Den 30. november kl. 19.00 2023.
Scene: Tivolis Koncertsal
Genre: Familieforestilling/Ballet
Aldersanbefaling: Fra 8 år
Pris: Fra 220 kr. inkl. gebyr og entre til Jul i Tivoli
Her er henvisning til min anmeldelse i 2019, ved førsteopførelsen:
Læs mere på www.tivoli.dk