∗ ∗ ∗ ∗ ∗      

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Min far kan flyve – Livingstones Kabinet på Bådteatret.

Smuk og bevægende lille forestilling om noget så hverdagsnært som, hvordan håndterer en almindelig familie en sindslidelse? Her er det et familieportræt med en far, der er maniodepressiv. I begyndelsen er han primært depressiv, taler om at begå selvmord, men mod slutningen af forestillingen tager det maniske over, og der indkøbes hus, båd og biler. Det hele er set igennem en lille piges øjne, sikkert selvbiografisk fra instruktørens side: Nina Kareis.

Samtidigt er historien lagt tilbage i tresserne, så der er andefødder og fløjlsbukser samt skovmandsskjorter, ganske morsomt og nostalgisk for nogle af os. Ligeså når familiehistorien som stærkt kristent/indremissionsk eller sekterisk oprulles. Her anvendes små dukker for at demonstrere, og de hæftes op på en stofbaggrund. Pludselig var jeg i min  barndoms missionshus i et fiskerleje, hvor dukkerne var apostle og engle.

 

Det hele på bådteatret er småt, koncentreret og meget virkningsfuldt.  For en gangs skyld fungerer også skuespillernes dyremasker, som jeg eller er godt træt af som en tyskinspireret teatergimmick. Men her er den syge far iført en sød bjørnemaske, mens omgivelserne er mere fiskeagtige – meget symbolsk.

Som altid hos Livingstones Kabinet er det gennemmusikalsk med Pete Livingstone ved klaviaturet, så selv om handlingen spidser til, pakkes det teatralsk smukt og gennemmusikalsk ind.

Det er ikke første gang, at instruktøren Nina Kareis tager det selvbiografiske frem. Tidligere i ”Canada” har vi mødt en anden afdækning af slægtshistorien. Men her med ”Min Far kan Flyve” bruges teatermediet raffineret til at fortælle en alt andet end underholdende historie. Men vedkommende er det – og ikke mindst portrættet af den lille pige, der har lært at tie stille og kun tale på de rigtige tidspunkter, er hjerteskærende.

Slutningen er, som man kan forvente. Selv om systemet tilsyneladende har gjort, hvad det kunne over for faderens sygdom, i øvrigt er han selv læge, så er sygdommen tilsyneladende for stærk.

Skuespillerne er gode: Amia Miang, Bo Carlsson, Troels Kortegaard Ullerup og Pete Livingstone – afdæmpede og velfungerende på de rigtige tidspunkter,  både med og uden masker og med og uden stemmer på bånd. Fortælleren, den lille pige, er vel instruktøren. Hun høres kun, men ses ikke.

Livingstones Kabinet har endnu engang overrasket. Her med et smukt eksempel på, hvad teatermediet kan bruges til: i stedet for en stor og tung lærebog er forestillingen en times demonstration af et sygdomsforløb.  Sundhedspersonale se her – pårørende ligeså!

 

Medvirkende: Amia Miang, Bo Carlsson, Troels Kortegaard Ullerup og Pete Livingstone

Iscenesættelse: Nina Kareis

Komponist: Pete Livingstone

Scenograf: Johan Kølkjær Scenografi ass.: Olivia Sahl

Lysdesign: Martin Danielsen Lyddesign: Jacobe Suissa

Kostumier: Clara Bisgaard Krokodillemaskemager: Julie Forchhammer Bygger: Sven Buse

Producent: Anny Neel Dirchsen

Produktionsleder: Luna Brøndal Afvikler: Magnus Hjortslund

PR & Markedsføring: Art Attack Aps

Grafik: Helle Riis Jensen

Foto & Trailer: Henrik Ohsten