∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Marie Krøyer på Hirschsprungs Samling.

 

Skagensmalerne sælger altid entrébilletter, og lige nu er der både ægteparret Ancher på Ordrupgaard og Marie Krøyer på Hirschsprung.

Udstillingen med titlen “Marie Krøyer” kunne nu lige så godt have anvendt hendes pigenavn Marie Triepcke, som hun bar indtil 1889 eller hendes navn efter flytningen til Sverige i 2005, Maria Alfvén. Det var et navn hun lovformeligt fik i 1912, da hun giftede sig med komponisten Hugo Alfvén, men anvendte allerede fra 1905. For mange af hendes  kunstneriske aktiviteter er netop fra de perioder.

Med denne udstilling er alle kræfter sat ind på, i et samarbejde imellem Skagens Museum, Hirschsprung, Alfvéngaarden og Valdemars Udde,  at komme med en moderne, feministisk og endelig fortolkning af et kunstnerisk kvindeliv i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

For der er nok at analyse med nymodens ord og begreber, som kun til dels kan relatere til de enkelte værker. Men ser man for en stund bort fra det, er udstillingen som den møder et alment publikum, bare smuk, klassisk i ophængningen og forholdsvis logisk disponeret. Derfor 5 stjerner.

Kort resumé af Maries liv

Marie Triepcke bliver født af tyske forældre i København, hvor faderen bl.a. tegner mønstre til en dansk klædefabrik, som han er ansat på. Tidligt interesserer hun sig for kunst og ønsker at blive ”kunstner”.  Da hun er kvinde, må hun tage til takke med de private kunstskoler og dyrker i øvrigt det københavnske borgerskabs selskabsliv. Hun forlover sig kortvarigt med en søn i familien Hirschsprung, der køber megen kunst og direkte understøtter P.S. Krøyer, som er godt på vej som en lysende stjerne.

Hendes afskedsbrev til den unge Hirschsprung er dukket op hos familien Hirschsprung for få år siden og viser en meget moderne og ærlig kvinde, der ikke tør binde sig til en mand, der har sit fastlåste kvindebillede. Brevet ligger på museets hjemmeside.

I Paris i 1888/89 forelsker hun sig i P.S. Krøyer, og de bliver hurtigt gift. Ægteskabet varer til omkring 1905, da hun allerede i 1902 har forelsket sig i Hugo Alfvén, den svenske komponist.  Datteren, hun får med P.S. Krøyer synes at blive en kastebold imellem både Marie, P.S. Krøyer og hendes forældre og andre venner. I begyndelsen af det nye århundrede bliver P.S. Krøyer mere og mere syg med sindslidelser og dør i 1908.

Da Marie i 1905 flytter til Sverige, venter hun allerede barn med Alfvén, og Marie kaster sig igen ud i at boligindrette. Dog bliver den nye tilværelse heller ikke lykkelig. Hun får endnu en datter, som på et tidspunkt forsøger at begå selvmord. Ægteskabet med Alfvén slutter også med skilsmisse. De sidste år, indtil sin død i 1940, lever hun i Sverige – og ligeså begge døtre.

Udstillingen

På udstillingen vises i indgangsrummet den unge Marie som hun så ud, både selvportræt og da hun blev portrætteret af P.S. Krøyer i begyndelsen af deres ægteskab. Marie er altid i kunsthistorien blevet betegnet som smuk, og alene af den grund blev hun bemærket i det det borgerlige København.

I det store rum på museet er de mange malerier, som hun efter forskellig undervisning på private kunstskoler evnede og arbejdede med.  De er nydelige og stilfærdige, mangler måske kant, men har en nedstemt naturlighed over sig og lægger sig i slipstrømmen af bl.a. Anna Anchers værker.  Enestående er Maries billeder ikke, men bl.a. et maleri med vasketøj i vinden er så porøst, at det kun kan beundres.

Mange af malerierne kender vi allerede, ikke kun fra Skagens Museum, som nu ikke har så mange, men fra den allerede eksisterende litteratur, hvor kunsthistorikeren Lise Svanholm var en pioner med en lille bog bygget på Marie Krøyers dagbøger – udkommet i 1987. Siden kom Tonni Arnold med et par bøger og heri er adskillige oliemalerier i privateje medtaget.

Da der nu har pågået et fornyet eftersøgningsarbejde, er denne ophængning tæt på at være den ultimative demonstration af Maries kunstneriske udfoldelser.

I et andet rum hænger adskillige tegninger, som viser en ihærdig og flittig elev, der tegner efter model. Men sandelig ikke opmuntrende personager, som de unge kvinder på de private kunstskoler fik lov at tegne efter. Det er modne mænd, der ser triste ud, som de poserer med linnedklæde, hvilket var almindeligt, når der var kvindelige elever til stede i undervisningslokalet.

Boligindretninger

Udstillingen på Hirschsprungs har heldigvis også et ekstra bidrag til den almene viden om Marie Krøyer. For nu lægges fornyet vægt på hendes indretningsideer, dekorationer, udsmykninger og møbler.

Tre forskellige bosteder gav mulighed for at hun kunne udfolde sig i en dansk og siden svensk fortolkning af både borgerlig og landlig boligindretning.  Men interiørerne ville næppe have den charme, hvis ikke det var for inspirationen fra den britiske Arts and Craft bevægelse, via tidsskriftet the Studio. Hovednavnet var William Morris, i øvrigt repræsenteret på en fin udstilling for få år siden på Nivaagaard.

Først indretter Marie sommerbolig i Skagen i 1895 til den lille familie bestående af P.S. Krøyer, datteren Vibeke og Marie.  Et par år efter tegner skagensarkitekten Ulrik Plesner et flot hus i Bergensgade på Østerbro (i dag lige ved den russiske Ambassade.)  Her var højt til loftet og brug for både hall, stor trappe, stuer og vel også atelier. Fine små detaljer findes vist stadig i huset, som kun kunsthistorikere har haft adgang til. Nogle gode fotografier viser blomsterudskæringer, markante træpaneler og tillige møbler i tidens simple stil.

Efter Maries egen opfattelse blev den gård, som bærer ægtemand nr. tos navn,  Alfvéngården i Dalerne det endelige om ikke punktum, så finale, hvor Marie ikke blot tegnede husets facade og måske rumindretningen, men også møbler og farvelægninger nu i en friskere mere landlig svensk almuestil.

Netop fordi ingen af stederne er offentligt tilgængelige ( Alfvéns senere hus kan dog besøges) er både udstilling og det store katalog et nyttigt skridt på vej til en dybere forståelse af den unge Marie Triepcke, den mere modne Marie Krøyer og siden Maria Alfvén.

Kataloget

Bag udstillingen og ikke mindst i katalogteksterne ligger der en klar hensigt om at bruge Marie som eksponent for det, som en række museer og kvindelige kunsthistorikere har arbejdet på i de seneste år: at afdække ikke mindst oversete kvindelige kunstnere, som aldrig har fået plads i den store danske kunsthistorie, der igennem hele det 20. århundrede blev skrevet af mænd.

Arbejdet er interessant at følge, men det betyder også, at der måske forsvinder nogle detaljer, som ikke passer ind i den nye ”fortælling”. Bl.a. er Maries baggrund af kunsthistorikeren Lise Svanholm i bogen fra 1987, ”Marie Krøyer”,  betegnet som god og borgerlig. Derfor fik Marie mange veninder blandt det københavnske borgerskabs døtre.

Kataloget og dermed udstillingen synes bevidst at ville nedtone den gode sociale baggrund og også den  umiddelbare udstråling, som den unge og også mere modne Marie havde på andre mennesker, ikke mindst mænd. Bl.a. er Georg Brandes en af dem, der bemærkede hende, og da han skal give hende en parisisk introduktionsskrivelse til forfatterne Jonas Lie og Sophus Schandorph, som begge boede i Paris, skriver han bl.a. : …Som De hurtig vil overbevise Dem om én i alle Måder henrivende ung Skabning…”. Som kontrast står den introduktion, som maleren Bertha Wegmann skrev til P.S. Krøyer, i håb om at han ville tage Marie som elev. Det ville han ikke, men i 1888 i Paris bliver han forelsket i den unge kvinde.

Bertha Wegmann malede i øvrigt i 1885 et portræt af Marie Triepcke. Maleriet var for få år siden et stort diskussionsemne blandt kunsthistorikere. Den Hirschsprungske Samling erhvervede maleriet for mere end 2 millioner kroner. Efterfølgende kunne en forsker på museet, Jonas Bencard, skrive en detaljeret analyse af de feministiske og seksuelle symboler, som var indlagt i maleriet, der naturligvis også var med på den store Bertha Wegmann udstilling, som museet viste for et par år siden.

Sådan går forskningen hånd i hånd med den udstillingspolitik, som flere museer fører i disse år.  Og det er kun godt. Værre er det, og ganske irriterende, at kataloget for eventuelt at leve op til den såkaldte ”fagfællebedømmelse” skriver i et sprog, som drejede det sig op nogle yngre start-up talenter:

Allerede i det fælles forord af tre kvindelige museumsdirektører jongleres med begreber som: Mulighedsrum, virkningshistorie, optik, koordinater og kuratering. Og når diverse venlige fonde skal takkes er det “fornem opbakning” og tak til Staten for forskningsfrikøb (Hirschsprung er allerede et statsmuseum). Det misklæder den ellers seriøse formidling – og endnu mere provokerende bliver det, når begreber som forhandlingsrum, kunstscene, applikere, stillet skarpt på, forhandling, talentmakør og netværk bruges op til flere gange.  Jeg er sikker på at der er mange flere forskerfloskler, da jeg kun i opremsningen er nået til side 24.

Jeg forstår ikke, hvorfor det accepteres, at kunsthistorikere om et emne, der ligger omkring år 1900, skriver ( eller tvinges til at skrive) i et moderne floskelsprog. Hvor er det ærgerligt.  Igen spørger jeg:  hvem opfandt ”fagfællebedømmelserne”? Var det måske djøf´ere i Kulturministeriet omkring 2010?  Ødelæggende er det,  og jeg kan kun sige, at de gamle kunsthistorikere skrev på en helt anden måde. Mange af dem var mindst lige så dygtige detektiver og kildekritiske som de unge skribenter, der i øvrigt har mere end svært ved at henvise til forgængerne. De lader faktisk som om, de selv har gravet de fleste kilder frem. Det er ikke så klædeligt.

Kort sagt:  Nydelig udstilling og irriterende, åh så moderne katalogbog, der dog layout-mæssigt peger bagud.

www.hirschsprung.dk