∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Titus – opera af Mozart på Det Kongelige Teater.

Titus med den egentlige titel ”Titus’ mildhed” er et skattet værk og alligevel en sjældent opført opera. Et bestillingsværk skrevet i et ruf samme år som Mozart dør og i den periode, hvor han er ved at færdiggøre ”Tryllefløjten” og også ”Requim” komponeres.

”Titus” blev uropført i Prag ved kroningen af Leopold II, som i øvrigt var bror til Marie Antoinette.

Musikken er nærmest sfærisk og noget anderledes end Mozarts samtidige værker og ikke uden grund citeres flere forskere og kunstnere for at sige, at netop det viser Mozarts genialitet.

Med Det Kongelige Kapel spilles musikken smukt med Hossein Pishkar som dirigent, men inden for en moderne forståelsesramme.”Titus” er i struktur en opera seria, en ”alvor opera”, som havde været moderne i barokkens tidsalder, men allerede i 1791 var lidt outdated. Som hyldestværk var det dog fint med en barokopera med happy-ending.

Derfor opstår der en række formmæssige sammenstød hele vejen igennem, når ”Titus” moderniseres både musikalsk og visuelt som i denne opsætning.

For den kvindelige hollandske instruktør, Jetske Mijnssen, der tidligere har været hos Den Kongelige Opera med den meget ”rene” ”Orfeo” af Monteverdi, har igen valgt at være stram, visuelt moderne og næsten monocrom  i farvevalget.  Set-up’et er moderne yuppiagtigt, primært gråt, sort og æggefarvet ved scenografen Ben Baur.

Derfor bliver det helt mystisk, at ægteskaber er arrangerede, at de yngre mænd synges af kvinder, mens revolveren til sidst synes både ægte og effektiv.

Samtidigt har instruktøren givet sig selv lov til at smide det karakteristiske træk ud ved en opera seria: de indlagte recitativer, der er halvt tale, halvt musik. De ikke er fremmende for handlingen, citeres instruktøren for.  Men for mig er det jo netop en del af den barokke æstetik, som gør det hele inklusive handlingen eksotisk på den rigtige måde. For nok handler denne opsætning om kærlighed, men kvinderne vælger efter prestige og magt.

Det er som om operaverdenen lever i sin egen boble med en egen indre logik, for mens hele verden er ved at gøre op med kønsroller og give kvinden maximal respekt og frihed, får kvinden som symbol på operascenen stadig lov at sælge sin krop for mammon og position. Pippi Langstrømpe blev censureret, men ikke disse sopraner, der udleverer kvinden som et beregnende væsen.

Derfor er denne produktion problematisk, moderne og gammeldags på for mange planer. For selv om denne fortolkning kører efter Mozarts direktiver med kvinder i de roller som oprindelig var tiltænkt  kastrater, kontratenorer eller kvindestemmer bliver det også  ulogisk.

Da åbningsscenen under ouverturen skal vise et moderne yuppi-liv, hvor alle iklædt beige fritidstøj omfavner og befamler hinanden, synes det lidt for meget cross gender, som det vist bl.a. hedder. Moderne, tilsyneladende, men hvad med den stramt strukturerede opera-seria-form, der er kastet overbord?

Mozart følger det udleverede tekstgrundlag  om den retlinede nye kejser Titus, der ender med at tilgive dem, der oprindeligt ville myrde ham. Det er en tilpas hyldest i 1791 til den nye hersker. Men tør jeg godt afsløre: i Operaen på Holmen sætter Titus revolveren for sin egen tinding – måske i erkendelsen af, at han ikke kan stole på nogen. Sådan var det nok ikke tænkt, for operaen var en understregning af, at  kejseren som en anden gud kunne og skulle svæve over alle og dermed også tilgive.

I det moderne regiteater skal alt helst vendes lidt op og ned, så det oprindelige værk forsvinder, og instruktørens nye tanker træder frem.

To af sangerne er i denne opsætning herfra, Elisabeth Jannson og Magnus Berg – de andre er hentet udefra, og alle indordner sig på smukkeste vis principperne og omsluttes af koret, der  som altid fortjener ros. Denne gang står de igen i en klassisk enhedsdekoration, habitklædte, som var de teatrets djøf´ere, der er kommet ned på scenen.

Opera-produktionen er blevet til i samarbejde med Statsoper Hamburg og Operaen i Monte Carlo, men København er vist første sted. Programmet fortæller desværre ikke nok. Hvorfor ikke skrive om samarbejdet og hvorvidt sangerne følger med hele vejen rundt. Og, som jeg har skrevet i tidligere sæsoner om operaprogrammerne: brug lidt mere tid på de nye tekster, for igen er der sproglige og grammatiske fejl i resumé og stikord, så man bliver helt forvirret.

 

 

Dirigent: Hossein Pishkar

Dirigent: Marie Jacquot

Iscenesættelse: Jetske Mijnssen

Scenografi og kostumedesign: Ben Baur

Lysdesign: Bernd Purkrabek

Sangere:

Edgaras Montvidas / Titus

Mojca Erdmann / Vitellia

Emily Pogorelc / Servilia

Marlene Metzger / Servilia

Elisabeth Jansson / Sextus

Angela Brower / Annius

Magnus Berg/ Publius

 

Det Kongelige Kapel

Det Kongelige Teaters Kor.

www.kglteater.dk