∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Arendt – at se i mørke – nyt filosofisk stykke.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Begavet, aktuelt og uhyre velspillet er dette lille stykke for tre stemmer – skrevet af Rhea Leman og spillet til perfektion af Ina-Miriam Rosenbaum, Benjamin Kitter og Klaus T. Søndergaard.
Der skrives og spilles så meget overflødigt teater, og når der endelig er noget aktuelt, vedkommende og velskrevet på tværs af alder og nationalitet, så spilles forestillingen 5 dage i København, 4 dage i Aarhus, men heldigvis tre uger i Odense.
Med udgangspunkt i den kvindelige filosof Hannah Arendts person og tildel filosofiske livsgrundlag har Rhea Leman skrevet et skuespil, der i den grad er barberet for overflødige sidehandlinger og alligevel mættet i beskrivelsen af en stærk kvinde, der måtte flygte fra nazismen i 1933 og efterfølgende lide i Frankrig, da tyskerne kom, mens hun som mange andre jødiske flygtninge i USA endelig fandt et fristed.
Forestillingen skaber en dansk forbindelse ved at lade åbningsscenen være i København, 1975, hvor hun er inviteret for at modtage Sonningprisen. Men stemmer fra fortiden og døde personer, både elskeren igennem mange år og Eichmann, trænger sig på og folder hele hendes idegrundlag ud.
Arendts konklusion på den nazistiske ondskab og Holocaust er overraskende og understreger Arendts ideologiske grundlag: Ondskabens banalitet – underforstået, at ondskab ofte er ureflekteret og stupidt.
Ina-Miriam Rosenbaum får smukt gestaltet både den aldrende Arendt med en evig cigaret i munden og den yngre version, der ikke går af vejen for at flirte, hvis hun møder en mand med interessante øjne. Benjamin Kitter viser endnu engang sit rige skuespillerregister fra blid mand til despot med fuld beherskelse af både stemme og krop. Klaus T. Søndergaard, som vist sjældent spiller i København, har ret utaknemmelige roller som bl.a. Adolf Eichmann, men passer ind i ensemblet og tilføjer det ekstra, der også giver plads til mere spex-agtige scener.
Det er en forestilling, der lægger op til refleksion over, hvad der foregik i Europa i de ulykkelige år i 1930erne og 1940erne, og tillige giver mulighed for at se uhyggelige paralleller til det, der sker i Europa i disse år. Menneskelig dårskab! Men kan vi undskylde de aktuelle hændelser ved at kalde det for ondskabens banalitet?
Fin diskret iscenesættelse ved Anne Zacho Søgaard, smuk scenografi, det evige hotelværelse af Lisbeth Burian, og stilfærdigt lyddesign og musikalsk tæppe af August Rosenbaum gør forestillingen næsten fuldendt.
”Arendt” bør ses af så mange som muligt, for hvornår har man sidst haft en eftertænksom teateroplevelse, der var svær at ryste af sig?
Dramatiker/ Rhea Leman
Iscenesættelse/ Anne Zacho Søgaard
Scenografi, video/foto og kostumedesign/ Lisbeth Burian
Musik og lyddesign/ August Rosenbaum
koreograf/ Alma Toaspern
Lysdesign & videoteknik/ Andreas Buhl
Medvirkende:
Hannah Arendt/ Ina-Miriam Rosenbaum
Adolf Eichmann m.fl / Klaus T. Søndergaard
Heinrich Blücher m.fl./ Benjamin Kitter
Produktion: Odense Teater og off off/ production