∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Balanchine og Bournonville med hver sin sylfide. Det Kongelige Teater.
Det er interessant og tilsyneladende helt rigtigt at lade to forskellige Sylfide-balletter spejle sig i hinanden.
Så ideen fejler ikke noget, når Balanchines lille hyldest til det skotske højland: ”Skotsk Symfoni” og August Bournonvilles ”Sylfiden” for første gang danses i samme program.
Men resultatet er egentlig slet ikke så interessant, som man kunne forvente og fik i mine øjne Balanchine til at blegne lidt. For der er jo ikke noget så ”hyggeligt” som en handlingsspækket ballet fra den romantiske æra, og her vinder ”Sylfiden” fra 1836 på alle parametre. Derimod bliver ”Skotsk Symfoni”, som i øvrigt aldrig har været danset herhjemme, til en mærkelig oldsag.
For det blev en visuel sejr endnu engang her ved repremieren af den seneste Hübbe-version af ”Sylfiden” takket være den charmerende scenografi og kostumerne, der kunne være fra et folkloristisk modeblad, mens bagtæpperne i William Morris-stil syntes klippet ud af den højere skotske som engelske landadels dekorationsguide.
Kort sag, ”Sylfiden” så moderne-romantisk og delikat ud, mens Balanchines ballet i Mikael Melbyes dekoration blev lidt for nøgen og nøgtern. Mærkeligt, for da Melbye omkring år 2000 var en yndet scenograf på Det Kongelige Teater, var han nærmest for dekorativ for den tid.
Som hovedparret hos Balanchine var Holly Dorger ogJonathan Chmelensky som altid begge lydefri, men gav de noget ekstra? ”Skotsk Symfoni” er uden handling, men lidt mærkeligt synes det, at sylfiden både er fri og alligevel beskyttes af nogle vaskeægte herreskotter. Hvad er de bange for? De skal jo egentlig blot danse? Korpset syntes i øvrigt at have lidt svært ved at bestemme sig for hånd-og hovedstilling – skulle det være ”romantik-moderne” i fransk/amerikansk ånd – eller med den specielle Bournonville- håndstilling: svagt bøjet ind med ikke helt lukket hånd?
Med en ny sylfide hos Bournonville, blev det en anderledes oplevelse end for 3 år siden, hvor en fuldstændig blid og fnuglet Ida Praetorius dansede det berømte parti. Med Stephanie Chen Gundorph var der anderledes styrke og kækhed, men uden sprødhed – og det er jo en smagssag, hvad man foretrækker. Alexander Bozinoff gjorde det nydeligt med James – led følelsesmæssigt med tristesse de rigtige steder, sprang pænt, uden at være prangende, før til allersidst, hvor der var kraft i springene. Men der skal måske økonomiseres med kræfterne?
Hvad handler ”Sylfiden” egentlig om, udover at være romantisk og overnaturlig? ”Sylfiden” viser vel et sammenstød mellem to verdener, den jordnære for den unge mand, som taber hjerte og hoved til den overnaturlige sylfide, og Sylfiden selv, der i Stephanie Chen Gundorphs skikkelse desværre ikke trykkede tilstrækkeligt markant på de mere sentimentale og sfæriske strenge.
Men aftenen blev fin alligevel, og teatret kan godt være niveauet bekendt, men dobbeltprogrammet gjorde ikke et uudsletteligt indtryk, desværre.
I 2020 ved førsteopførelsen af denne Sylfiden-version var der noget uforglemmeligt over aftenen. Henviser til den gamle anmeldelse:
Skotsk symfoni
Koreografi: George Balanchine
Musik: Felix Mendelssohn Bartholdy
Scenografi og kostumedesign: Mikael Melbye
Lysdesign: Michael Radl
Sylfiden
Koreografi: Nikolaj Hübbe, efter August Bournonville
Scenografi og kostumedesign: Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard
Lysdesign: Åsa Frankenberg
Dirigent: Martin Yates
Medvirkende: (XXX dansede ved premiereaftenen)
XXX Stephanie Chen Gundorph/ Sylfiden
XXX Holly Dorger/ Solo sylfide – Balanchine
Wilma Giglio/ Sylfiden
Emma Riis-Kofoed/ Solo sylfide
XXX Alexander Bozinoff/ James
XXX Jonathan Chmelensky/ Solo skotte – Balanchine
Jón Axel Fransson/ James
Sebastian Pico Haynes/ Solo skotte