Anbefaling af Ulla Strømberg.
Med kunsten som indsats – ny bog om erhvervsliv og kunst.
Børsen-journalisten Michael Solgaard har skrevet en venlig og interessant bog om en række danske virksomheder med et bevidst og ligefrem aktivt forhold til nutidskunsten og ikke mindst til danske nutidskunstnere.
I gamle dage
Baggrunden for dansk erhvervslivs engagement i kunstverdenen er vidt forskelligt, og, må jeg tilføje, fænomenet er altså ikke så nyt endda. Allerede omkring 1970 var Angli-fabrikken i Herning berømt for sin udsmykning, og unge designere valfartede dertil. Siden blev Angli-fabrikken med bl.a. Carl-Henning Pedersens indre gårdudsmykning grundstammen i Herning Kunstmuseum.I dag er meget dog ændret i Herning, herunder også museumsnavnet: Heart.
Endnu tidligere var det kendt, at Sukkerfabrikkernes hovedsæde i København rummede en fantastisk glasmosaik af Preben Hornung ( henvisning til netop den virksomhed i indledningen).
Nørgaard på Strøget var tilbage i 1960erne en forretning med et ”kunstnerisk udformet vindue” lige ud til de spadserende københavnere, som blot gik forbi, men sjældent kunne lade være med at standse op og se på vinduet og den vildt charmerende husfacade på Amagertorv.
Penge, penge
Det er vigtigt at give pionererne credit for deres indsats. Men det nye i dag er nok den kapitalisering, der er sket med nutidskunsten og det danske samfund. Mange kunstnere lever i dag ganske godt af at sælge deres værker, og en mindre håndfuld gallerier og gallerister har evnet at tage mere internationale metoder i brug, når kunsten skulle sælges. Der er flere penge i omløb i de snævre kunstkredse.
Venlige samtaler
Med Michael Solberg som skribent og som manden, der har mødt både kunstnere og yngre som ældre virksomhedsledere, stilles ingen ubekvemme spørgsmål. Det hele er indlysende og sympatisk, og der spørges heller ikke til de reelle økonomiske satsninger, dvs. henholdsvis investeringer og udgifter for en virksomhed, der indkøber yngre nutidskunst.
Bogen “Med kunsten som indsats” lever derfor fuldt op til formålet som inspirationsbog for eksperimenterende virksomhedsledere og veletablerede kunstnere (og ikke omvendt).
Olafur Eliasson
Olafur Eliasson behøver vist ingen præsentation. Med et værksted med 100 ansatte, kunne der være nok at diskutere. For det er ikke første gang i historien, at atelieret også er værksted med assistenter og elever og celebre kunder i butikken, (Jvf.uden sammenligning maleri af Ditlev Martens, hvor Pave Leo XII aflægger besøg i Thorvaldsens værksted i Rom, 1826.)
Det er naturligvis nødvendigt for Eliasson med mange medarbejdere for at skabe så store værker, som installationen ”The weather project” på Tate Modern i 2003 eller den permanente installation i Paris på Louis Vuitton Foundation tegnet af Frank Gehry.
Fjordenhus til Kirk Johansen-familien
Olafur Eliasson og arkitekten Sebastian Behmann har sammen med Studio Olafur Eliasson skabt Fjordenhus i Vejle, (2009-2018) en skulpturel bygning ude i vandet tænkt som hovedsæde for flere legoarvingers investeringsfirma. Det er interessant, at et funktionelt hus også kan have direkte skulpturelle kvaliteter, men det kendes allerede fra bl.a. en arkitekt som Gehry og såmænd Per Kirkeby, når han arbejdede med de røde mursten. Kirk Johansen’erne (der er flere) ser bygningen som en gave til Vejle og til danskerne, bl.a. fordi der er fri adgang til huset, der også rummer en restaurant! Her mangler jeg virkelig kritiske spørgsmål.
Jeppe Hein
Jeppe Hein har ”kun” 20 personer ansat til at klare de spændende værker, som han ofte på bestilling har skabt til store institutioner og lokationer, bl.a. springvand foran Rockefeller Centret i New York. Og hvad har det så betydet for Jeppe Hein? Desværre stiller forfatteren heller ikke her spørgsmål.
Novo Nordisk
Novo Nordisk har et særligt forhold til moderne kunst og giver i dag mange penge til ganske teoretisk forskning inden for kunstvidenskaben. Samtidigt indkøbes nutidskunst, som hænger rundt i virksomheden, Sådan har det været siden 1970erne ikke mindst på initiativ af den tidligere direktør Mads Øvlisen. I et radiointerview i 1990erne indrømmede Øvlisen dog, at der trods alt var begrænsninger for kunstindkøbene. Hvor gerne han end ville have Michael Kvium-værker på væggene, så gik det ikke, for tænk hvis en kunde troede, at det var Novo-medicinen der havde forårsaget den ”mutation”, som er en iboende faktor i Kviums begrebsverden. Ikke nogen uinteressant detalje, men den slags overvejelser er ikke nævnt i Solbergs bog. Hvilken nutidskunst harmonerer med en ambitiøs erhvervsvirksomheds imageopbygning? Og hvad går ikke an? heller ikke Novo som økonomisk magtfaktor i det danske samfund nævnes.
Gammel kunst duer ikke, væk.
Direktøren for DSV, det store transportfirma, Jens Bjørn Andersen, synes at være ny i klubben af kunstindkøbere og glæder sig over Kørner, Tal R og andre farvestrålende billedkunstnere i firmaets domicil. Men han har vist ikke helt forstået, hvad god kunst kan, når han kan citeres for at sige: ”Vi vil gerne udstråle, at vi er en moderne og innovativ virksomhed, og så nytter det ikke noget at have 200 år gammel kunst hængende”. Her kan jeg blot supplere: Eckersberg og andre guldaldermalere go home.
Designfirmaernes engagement
Det kan ikke undre, at designvirksomheder som Kvadrat, Hay og også Nørgaard på Strøget er fascinerede og inspireret af moderne kunst. De er jo selv skabende.
Samlet set er hovedparten af den kunst, som firmaer og virksomheder investerer i, forbeholdt deres ansatte, mens kunderne ikke mærker meget til kunstinteressen. Med i bogen er direktøren for Salling, som tæller to varehuse og en cafékæde og en burgerkæde. Hun er selv både glad for kunst og stolt af en ny, stor tagterrasse i Aarhus. Men hvad med moderfirmaet Salling, som også består af Føtex, Bilka, Netto og BR? Jeg oplever ikke megen kunst- eller æstetisk fornemmelse, når jeg går forbi de butikker og ser på facaderne, der sjældent beriger bybilledet. Igen mangler kritiske spørgsmål.
Mest interessant er nok virksomheden Aquaporin, der blev grundlagt i 2005 og endnu ikke er så velpolstret. Tidligt opstod ideen om at invitere yngre kunstnere indenfor i nogle tomme produktionshaller. Siden fulgte en interessant synergi ifølge direktøren Peter Holme Jensen, for kunstnere stiller andre spørgsmål end teknokrater og videnskabsmænd. Men igen: kunderne mærker ingenting.
Konklusion
Det er nok de velstillede billedkunstnere, der er interviewet og sat over for danske virksomheder med markant stor profit (Lego og Novo Nordisk). Det er helt fint og i ”Børsen”’s ånd, men for almindelige mennesker, der ikke kommer på direktionsgangene, kan det hele føles lidt fjernt og næsten ligegyldigt.
“Med kunsten som indsats” ( lidt underlig titel) må derfor ikke mindst ses som en inspirationsbog for de udvalgte.
Med kunsten som indsats er udkommet d. 25. 8. 2023. hos Strandberg Publishing.