∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Wagners Ringen på en aften – under Operafestivalen.
Det er et imponerende initiativ, og heldigvis har Helsingør Kammeropera allerede fået stor ros for projektet: Wagners Ringen på en aften – for 7 musikere og 9 sangere – opført tidligere på foråret i Helsingør.
Udover Kammeroperaen er det ikke mindst pianisten Leif Greibe og tenoren og instruktøren Stig Fogh Andersens fortjeneste, at Wagners mammutværk kan blive allemandseje, og ikke nok med det, historien er kogt ind, så enhver gymnasieelev kan genfortælle handlingen. Hvad Richard Wagner måske ville sige er en anden sag, for han brugte flere årtier på den komplicerede historie og den sofistikerede og fornyende musik med urpremiere i 1876.
Med 3,5 times sang kan alle være med, også rent økonomisk, for operabilletter er ellers blevet dyre og var det allerede, da Det Kongelige Teater opførte Ringen i begyndelsen af det 21. århundrede. Det er mere end nogen sinde en udskrivning at drage til Bayreuth til Wagners eget teater, for her koster de fire operaer i rap snildt 12.000 kr, og er man to bliver det det dobbelt op, og det fordrer luft i økonomien.
Dette års Operafestival har været rig på flere gedigne opsætninger (se tidligere anmeldelser af henholdsvis Brødre og Suor Angelica) .
Med Wagners Ringen for klaver, tre strygere og tre blæsere er det en bedrift, hvor sangerne, de fleste danske, fyldte rummet på Aveny-T på smukkeste vis. Som Leif Greibe sagde til introduktion: selvfølgelig vil der mangle noget. Den eneste bebrejdelse fra min side er, at denne version er så forhippet på at fortælle en fortløbende handling.
Jeg har det nemlig modsat med Ringen. Det er stemningen og stemningerne, ledemotiverne og mellemspillene der giver de helt unikke impulser og naturligvis også de lange seje stræk.
Men i denne omgang blev jeg mere bevidst end nogen sinde om, at ondskaben er til stede overalt, mens lykken er kortvarig og umulig at fastholde. Livsvisdom, der ikke kan gentages for ofte.
Ringen handler om magt og kærlighed, og som de fleste ved, iblandet en mærkelig incestuøs kærlighed mellem Siegmund og Sieglinde, der får sønnen Siegfried, som siden forelsker sig i Brünnhilde. Sådan er det. Derfor kan en handlingsorienteret opsætning selvfølgelig sætte gang i diskussionen om, hvordan man i moderne tid skal forholde sig til denne mærkelige og forbudte kærlighed.
Alle sangere gjorde deres yderste, og selvfølgelig var det ikke mindst interessant at følge, hvordan instruktøren Stig Fogh Andersen, der selv har brilleret først i Aarhus og siden andre steder som både Siegmund og Siegfried nu som dværgen Mime tog denne karakter til sig. Et intenst spil.
Også den unge Anders Kampmann som Siegmund/Siegfried havde en fin ungdommelighed med i sangen. Ingen stod tilbage: Jens Søndergaard som Wotan, en rolle han også har haft i Esbjerg og Jesper Buhl som Alberich samt Morten Staugaard som kæmpen Fafner og den onde Hunding. Lars Fosser som onde Hagen og Fasolt, der må død tidligt.
De tre kvindestemmer gav et smukt, varieret billede af Wagners kraftfulde kvinderoller: Randi Gislason, Philippa Cold og Camilla Illeborg.
Denne Ringen endte lidt dystert, det var som om en ny verden havde svært ved at tilkæmpe sig plads, men livet skal jo leves videre, uanset at den gamle verden er gået under. Vi må tro på fremtiden.
Hold øje med Operafestivalen, som først slutter søndag d.20.8. – og vær opmærksom på Helsingør Kammeropera.
kunstnerisk team
ISCENESÆTTELSE Stig Fogh Andersen
KAPELMESTER Leif Greibe
SCENOGRAFI Sara Vilslev
LYSDESIGN Viktor Holm Lauridsen
INSTRUKTØRASSISTENT Philip Briggs
medvirkende:
Stig Fogh Andersen, Jens Søndergaard, Jesper Buhl, Randi Gislason, Philippa Cold, Anders Kampmann, Morten Staugaard, Lars Fosser og Camilla Illeborg.
kammerensemble
VIOLIN Anton Lasine
BRATSCH Hidekazu Uno
CELLO Nina Reintoft
FLØJTE Leyla Peker-Nielsen
KLARINET Simon Kovacs
HORN Henriette Holk
KLAVER Leif Greibe