Kommenteret af Ulla Strømberg.
Ufortalte historier – ny bog om Kvinder og arkitektur i det 20. århundrede – op til 1980.
Nyere dansk arkitektur set med feministiske videnskabsøjne!
Bogen er skrevet af Jannie Rosenberg Bendsen, Svava Riesto og Henriette Steiner, og ifølge forlaget er bogen en del af et forskningsprojekt på Københavns Universitet. Men hvorfor ikke Arkitektskolen på Holmen?
Tre kvindelige forskere, hvor af mindst to er fastansatte lektorer på Københavns Universitet skriver ud fra en feministisk synsvinkel (det understreges mange gange i teksten) og med kraftig fondsstøtte i ryggen (12 fonde, herunder Statens Kunstfond og Realdania) om det mindre gennemforskede område: kvindelige, danske arkitekters virke i det 20. århundrede i perioden 1930-1980.
Det ville sikkert være nyttig læsning, hvis det nu var afdækningen af dansk arkitektur på trods af køn, der var emnet. Men som det så ”klart” formuleres i indledningen: ”Ved at anerkende mangetydighed, paradokser og flere stemmer samt inkludere historier fra marginen ønsker vi at korrigere misvisende patriarkalske forforståelser (sic) og på den måde bidrage til at skabe en mere retfærdig og bæredygtig fremtid.” Store ord og måske også luftige ønsker. Tidligere i indledningen er den fagfællebedømte bog dog helt nede på i et sprogligt lavpunkt: ”Og, endelig, spørger vi, hvad dette kan fortælle os om, hvordan arkitektur bliver til?” I Indledningen er de tre forfattere også ”nysgerrige på”.
Som det fremgår af citaterne fra indledningen, er det sproglige niveau svingende. Det kan ses hele vejen igennem bogen, der tillige, som alt hvad en fagfællebedømmer som regel har fat i, har mange overflødige jeg’er og vi’er og adskillige gentagelser, fordi fremgangsmåden hele tiden skal forklares.
Struktur
Forfatterne har valgt at portrættere en lang række af de aktive kvindelige arkitekter og havearkitekter hen igennem bogens margin. Det er fint nok, men det havde nu været mere nyttigt, hvis portrætterne, præcis som de tre forfattere selv bliver beskrevet med store typer på en helside, var samlet bagest i bogen. Så havde bogen været mere pædagogisk og brugbar.
Men oplysning og pædagogik synes ikke at være de tre forskere og underviseres stærke side. Måske kan det skyldes, at de gemmer sig bag nyere feministisk skrivestil, hvor det er legitimt ikke at være lineær, men snarere cirkulær – eller med et plat udtryk lidt rodet.
Sådan var det faktisk også i mine unge dage, hvor man bl.a. forsøgte at indkredse den nye teaterdramaturgi, som en række kvindelige dramatikere demonstrerede i 1970erne (bl.a. Vita Andersen og Ulla Ryum i Danmark, Caryl Churchill i England). Her var der bl.a. med forfatteren Ulla Ryums begrebsapparat tale om en cirkulær dramaturgi, hvor handlinger ingen start eller slutning fik.
Måske er det sådan, de tre forfattere i denne bog legitimerer den forvirring, jeg som læser oplever. De mest basale oplysninger drysses hen ad vejen: eksempelvis hvornår og med hvilke krav kvinder for første gang kunne optages på Kunstakademiets arkitektskole? Hvordan var det på andre og senere uddannelsesinstitutioner? For uanset hvilken trendy skrivestil og forskningsskole man tilslutter sig, så er ikke mindst kvinders adgang til uddannelse en grundsten i den samlede samfundsmæssige accept af kvinder som ligeværdige samfundsborgere, kunstnere etc. Det skal altså være med i indledningskapitlet og lige så andre vigtige samfundsmæssige vilkår, der udgør fundamentet i det beskrevne emne.
Udvalgte kvinder
Nogle få udvalgte kvinder får megen plads, og det er ikke mindst kvinder, der har været i tæt arbejdsrelation med deres ægtefæller:
Inger Exner, gift med Johannes Exner. Parret blev ikke mindst kendt for deres arbejde med nybyg og restaurering af dansk kirkebyggeri.
Eva Koppel blev gift med Nils Koppel og sammen stod de for store byggerier, der i dag præger det københavnske bybillede, bl.a. H.C. Ørsted Instituttet og Panum Instituttet. Men æstetikken beskrives ikke – heller ikke materialevalg!
Karen Clemmensen tegnede sammen med sin mand bl.a. Kildeskovhallen i Gentofte i samarbejde med den kvindelige havearkitekt Agnete Muusfeldt.
Også en arkitekt som Rut Speyer får forfatterne til at rulle ny begreber ud, når et hus tegnes af og til et arkitektpar. Så er der nok af tanker om relationer og kærlighed imellem mennesker. Med reference til den feministiske forsker Eva Illouz, der har interesseret sig for uligheder og begrænsninger, kan forfatterne slå fast: ”….ikke mindst set i lyset af, at kærlighed og lidenskab i den vestlige, kapitalistiske samfund er organiseret om en binær og hierarkisk forståelse af køn.” ( s.147)
Susanne Ussing og co.
Det store afslutningskapitel er helliget multikunstneren Susanne Ussing, der døde i en ung alder i 1998. Hun arbejdede både som billedhugger og installationskunstner ved siden af det mere arkitektoniske, som kom til udtryk på bl.a. den store udstilling ”Alternativ Arkitektur” på Louisiana i 1977 og tidligere bl.a. på Christiania.
Det meste af Ussings arkitekturorienterede arbejde skete i samarbejde med samleveren Carsten Hoff. Forfatterne kan derfor ikke tage stilling til spørgsmålet om en ren feministisk skaberevne! Det må ærgre dem. En lidt sjov detalje, som understreges i bogen med billede, er Susanne Ussings “borgerlige” baggrund. Begge forældre var arkitekter og et foto viser deres store boligbebyggelse i legoklodsform i Ballerup fra 1960erne. Men dette umenneskelige spekulationsbyggeri er jo aldrig ophørt i Danmark. Heller ikke det inddrager forfatterne.
De fleste enfamiliehuse, som de portrætterede kvindelige arkitekter var med til at bygge, er faktisk eksempler på det såkaldte lav tæt, ofte af beton og ganske uskønt på flere niveauer. Det tager forfatterne heller ikke stilling til.
Måske var Susanne Ussing og Carsten Hoff de gode undtagelser, der erkendte, hvor åndsforladt det moderne betonbyggeri var, og hvor ødelæggende det er at fælde gammel bevoksning uden at erstatte det med ny grøn vækst.
Men desværre moraliserer bogen kun på køn, ikke på æstetik.
Det er og bliver en skuffelse at læse dette ambitiøse bidrag til nyere dansk arkitekturhistorie indskrevet i en moderne feministisk ramme.
Tekniske overvejelser endnu engang
Layout’en ser i første omgang fiks ud: En forside, der peger tilbage på den aktive kvindebevægelse i 1970erne og farvede sider indlagt før hvert af de seks hovedkapitler, men ak. Det er nyt for mig, at lade teksten starte på de farvede forsider (nederst) og så gå videre på hvidt papir – det betyder, at læsningen hæmmes særdeles meget. Det bude de æstetisk orienterede (?) forfattere have tænkt på sammen med lay out-teamet og forlaget. Det er vel vigtigt, at teksten kan læses uden besvær!
Fotomaterialet er, hvad det må være, når udvalget er indskrænket til en blanding af privatfotos fra midten af det 20. århundrede suppleret med tegninger og nyere farvefotos. Men i en bog om æstetik (for det er arkitektur vel også) havde det været godt med lidt mere omhu og detailinteresse ved billedlayouten og billedteksterne, der ofte blot er kopieret fra hovedteksten. Det bliver simpelthen for kedeligt og grænser til det mekaniske og maskinelle.
Konklusion
Bogen er, som jeg måske allerede har antydet, irriterende at læse. Det får mig endnu engang til at tænke på alle de fonde, der måske uden efterfølgende check gladeligt giver store summer til bogudgivelser uden at stille krav om læsbarheden. Også fagfællebedømmere er tilsyneladende farlige i forbindelse med bogudgivelser. Det er som om de partout vil have en række floskler drysset rundt i teksten. Det er helt fint, hvis de skal bedømme interne eksamensopgaver på universitetet. Så kan det blive endnu en lukket fest, men drejer det sig om forskning, der skal formidles for siden at blive til gavn, nytte og udvikling, er kravene anderledes.
Udgivet i juni, 2023
Strandberg Publishing.