Den Gerrige på Grønnegårds Teatret.

5 stjerner til skuespillerne, færre til instruktør og scenograf.

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Den Gerrige på Grønnegårds Teatret.

Imponerende spil af Karen-Lise Mynster i titelrollen som ”Den Gerrige”, hr. Harpagon, en nærig parisisk familiefar og enkemand i Molières komedie.

Karen-Lise Mynster har skabt en titelperson, der i det meget detaljerede karakterstudie skaber stor respekt. Ikke et øjeblik undrer eller ærgrer man sig over, at den gerrige, gnieren eller hvad han nu plejer at hedde i Molières komedie, spilles af en kvinde. Nej, for Karen Lise Mynster evner at gøre figuren universel ved netop ikke at forvrænge sin stemme ret meget, men snarere lade kropsudtrykket gøre det ud for hele karaktertegningen. Med lidt skrævende gammelmands-jockeyben, fremskudt underliv og tendens til duknakkethed tegner hun en figur, vi tror på, men selvfølgelig også tager afstand fra.

Denne kraftfulde spilleteknik kræver noget. Flere af de andre skuespillere, ikke mindst Tina Gylling Mortensen, står også med begge ben plantet i en respektindgydende beherskelse af skuespillerens klaviatur. Også hos de mere modne som yngre skuespillere er sprog og kropsholdning velbegrundet i karaktertegningen.

Det er naturligvis både skuespillerne og instruktøren Madeleine Røn Juuls fortjeneste.  Og tak for det.

”Den Gerrige”, fra 1668, er måske det eneste af Molières mere kendte værker, der ikke er på vers. Det hjælper også skuespillerne, at de i Jesper Kjærs ganske mundrette oversættelse kan spille forholdsvis frit i denne ind imellem lavkomiske fortælling, som Molière hentede hos den romerske komedieforfatter Plautus. Det er uden malice, at jeg skriver det, for de færreste hverken før eller nu opfinder jo deres egne intriger, tænk blot på Shakespeare og Holberg. De lod sig netop inspirere af andre.

Molière var nok i nogle af sine ”store” komedier mere nuanceret og begavet, når han undersøgte menneskelige dårskaber, det være sig menneskehaderen i ”Misantropen”, den  uforbederlige forfører i ”Dom Juan” eller hykleriet i højeste potens i ”Tartuffe”.

”Den Gerrige” er mindre dialektisk, men stadig moderne. For det er lige ud ad vejen og et klassisk billede af Disneys Joakim von And, Dickens  Scrooge i ”Et juleeventyr” – og flere andre nyere beretninger om rige personer, der foretrækker penge frem for mennesker.  Og sådan er Harpagon. Han vil gøre alt for ikke at bruge af sin formue. Selv vil han, gamle mand, gerne have en ung, smuk kone uanset medgiften. Men hans egen datter kan få en gammel rigmand, mens sønnen må tage til takke med en rig og moden enke.  Kort sagt arrangerede ægteskaber. Men det bliver som sådan ikke debatteret i denne opsætning og som bekendt heller ikke til noget.

Grønnegårds Teatret har igennem årene om ikke været innovativ i sine fortolkninger af Holberg, Shakespeare og Molière, så har teatrets kendetegn altid været et æstetisk overskud.  Navnet Grønnegården kommer jo fra den smukke have i det gamle Frederiks Hospital, siden Kunstindustrimuseet og i dag Designmuseum Danmark. Men for få år siden blev teatret umotiveret smidt på porten og har nu hjemme i baggården til Odd Fellow Palæet, der også er fra midten af 1700-tallet. Men gården er hverken grøn eller smuk, den er brutal og grå.

Scenografisk burde der i langt højere grad tages højde for denne hurdle. Det har årets nye scenograf, Gøje Rostrup, desværre ikke gjort. Tværtimod har hun understreget den grå facade og fordoblet tristessen.  Da scenograf og instruktør tilsyneladende heller ikke har ønsket at skabe attraktive rober til damerne (Tina Gylling Mortensens koblerske er en positiv undtagelse) fremstår det hele ret mistrøstigt. Det passer selvfølgelig ind i en banal fortolkning af ”Den Gerrige”, at det skal se usselt ud, men det her er teater, hvor alt er muligt, og det kunne jo lige så godt være ren Commedia dell’arte. Så havde et vildt farveorgie været tilladt og givet også øjnene lidt næring.

Tempoet er overraskende langsomt, arrangementerne gentagende på den grå trappeopbygning, men da der er skåret grundigt i teksten, lader det sig gøre at klare hele halløjet på 100 minutter uden pause. Der lyder to-tre gange lidt musik, når der brutalt trykkes på båndoptageren med Lullys samtidige toner fra 1600-tallet. Også her kunne det have givet lidt auditiv flugt fra de ret deprimerende visuelle omgivelser med en mere interessant lydside. I de første mange år havde Grønnegårds Teatret levende musikledsagelse!

For et par år siden spillede Grønnegårds Teatret en energisk, vild og kostumemæssigt yderst raffineret ”Jean de France” på samme sted, så det kan lade sig gøre i de grå omgivelser. I 2018 med knitrende silkerober og en stram koreografi stod Madeleine Røn Juul for en underskøn version af Molières ”Misantropen” – i den gamle Grønnegård.

Derfor er det ærgerligt, at det samlede resultat her i 2023 ikke kan hamle op med tidligere forestillinger, når Grønnegårds Teatret i år har en håndfuld meget velspillende skuespillere, der alle mestrer den stil, som en Molière-tekst lægger op til.

Programmet,  i souvenirformat, lader et par kendisskribenter sige ingenting, mens en teaterskribent tilsyneladende allerede har set forestillingen og kan skrive, hvor velfungerende det er at lade en kvindelig skuespiller have hovedrollen. Det går altså ikke, at et teater bestiller folk til at rose produktionen før premieren. Der er brug for klare leksikale oplysninger.

ISCENESÆTTELSE: Madeleine Røn Juul
SCENOGRAFI og KOSTUMER: Gøje Rostrup
KOREOGRAFI: Esa Alanne
OVERSÆTTELSE: Jesper Kjær

Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Tina Gylling Mortensen, Jesper Hyldegaard, Nanna Skaarup Voss, Andrea Øst Birkkjær, Peter Flyvholm, Jeppe Ellegaard Marling, Joachim Kubel, Jacob Weble, Steen Stig Lommer.

www.groennegaard.dk