∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Margrethe er blevet en sympatisk og venlig musical om Dronning Margrethe.

Flink, ny musical om den fælles historie, som mange modne danskere har oplevet og kan remse op med lukkede øjne: Dronning Margrethes udvikling fra lille pige til moden og elsket monark.  Fra skolegang på Zahles Skole til studier i Aarhus og England for at ende som regerende dronning efter 1972 med den franske ægtemand Henri ved sin side og to sønner, der engang godt kunne lide hurtige biler, men vist er faldet til ro. Og så er der nytårstalerne, som er legendariske.

Premierepublikummet Sankt Hans aften på Gamle Scene var tilfreds. De fik, hvad de kom efter: en feel good-næsten-oplevelse om den danske monark og hendes liv som rigets øverste, men uden ret meget magt og indflydelse. Dog en årlig gage på op mod 100 millioner kroner og en række attraktive bosteder som Amalienborg, Fredensborg, Marselisborg, Gråsten og et mindre slot i Frankrig.

Dronning Margrethe lever heldigvis i bedste velgående og har netop fejret 50 års regeringsjubilæum. Imponerende. Derfor må en musical om denne levende legende være positiv. Sådan er det, og heldigvis har trekløveret bag musicalen, Høg·Aagaard·Svanekier,  også helt bevidst gået i den retning.   Men det sjove er, at musicalen afgjort er bedst i de konfliktfyldte momenter, når noget kommer på tværs. F.eks. da Folketinget skal vedtage en grundlovsændring således, at også kvinder kan arve tronen. Musicalens bedst optrin er faktisk med sjove politiker-karikaturer.

Også da prins Henriks fader skal forstå, at sønnen tager til Danmark sker der noget. Et par moltoner lyder, og de dybe herrestemmer tager over med Søren Bech-Madsen i fin form. I en scene, hvor Dronningen er lykkelig for at få lov at være en del af et team på Det Kongelige Teater om scenografi og kostumer til Bournonville-balletten ”Et Folkesagn”, har trekløveret bag musicalen gjort et sjovt valg. For her sendes Prokofiev-associationer fra succesballetten ”Romeo og Julie”, mens der tales om gravhøje. Skævt, men det fungerer.

Med et flot hold, ekstremt mange skuespillere på scenen, er der en imponerende og velafbalanceret spillestil over hele linjen. Der er dog mest at rive i for de i alt fire Margrethe-er, hvor Ulla Henningsen som den modne Margrethe er den gennemgående og ganske smukke figur, der er iagttager til sit eget liv.  Xenia Lach-Nielsen får lige et par gange lov at udfolde sin flotte sangstemme, mens Emilie Groth er sød og charmerende som den unge Margrethe, der gerne vil studere og forelsker sig i en franskmand. Og så er der unge Daisy, som synges af fire forskellige skolepiger. Ved premieren helt flot.

Også prins Henrik spilles af flere skuespillere. Sebastian Harris er meget sød som den unge diplomat lige hjemvendt fra Vietnam, mens Morten Lützhøft tager sig af den voksne Henrik, der kan skabe lidt uro i huset. Til sidst kommer Peter Schrøder og giver den i samme stil, som vi kender fra Ulf Pilgaards parodier i den gamle Cirkusrevyen. Det balancerer fint uden at blive majestætsfornærmelse. Også Kristian Boland er i harmoni som den kong Frederik mange husker som en flink og jovial mand, der nok var mindre formel end datteren blev som dronning.

Og sådan er det hele vejen hen igennem beretningen, som rummer lidt for mange ord og egentlig færre sange og musikalske optrin end forventet. Det hele upåklageligt holdt sammen af instruktøren Mads M. Nielsen, men dog meget statuarisk, næsten majestætisk.

“Margrethe” er vel en bunden opgave, der ikke må gå for tæt på det kongehus, som i øvrigt IKKE var til stede ved premieren. Det var lidt synd for ophavsmændene, der må have gjort sige umage for at blive i både salontonelejet og flinkeskolen.

I det store souvenirprogram, som ikke har meget om dansk historie igennem de mange årtier, stod ”originalt scenografisk koncept af Benjamin La Cour”. Den betegnelse kender jeg ikke, men nu forstår jeg godt, at La Cour ikke vil lægge navn til eller gå på scenen ved fremkaldelserne. For det er nogle meget triste, grotesk store kommoder og skabsvægge i grønmalet træ, der skubbes og drejes rundt og rundt for at skabe diverse gemakker på Amalienborg og andre steder. I musicalen er der om ikke sparet rent økonomisk, så i hvert fald har nogen (?) valgt en meget, nærmest kedsommelig visuel ramme for noget, der ellers er så stort (og dyrt) at producere.

Mikkel Rønnow stod selv i orkestergraven med et stort orkester, som vist efter pausen havde fundet en bedre balance imellem musik og sang, eller var det fordi jeg flyttede plads? Gamle scene vil jeg nemlig udnævne til det teater i DK, hvor man ser dårligst fra parkettet og parterret – ja, hvis man overhovedet ser!

Så jeg er begyndt at tro, at kongelogen på Gamle Scene på trods af det skæve indkig nok er at foretrække. Men ved premieren var der tomt!

”Margrethe” rejser videre efter lidt over en måned i København og så skal Odense og siden Aarhus erobres.

 

Musical af Høg·Aagaard·Svanekier
Orkestrering Jesper Riis
Iscenesættelse Mads M. Nielsen
Dirigent Mikkel Rønnow

Produceres af Mikkel Rønnow Musicals i samarbejde med blandt andre H.C. Andersen Festivals og TOCA Records.

Medvirkende:

H.M. Dronning Margrethe II / Ulla Henningsen

H.M. Dronning Margrethe II / Xenia Lach-Nielsen

Prinsesse Margrethe / Emilie Groth

H.K.H. Prins Henrik / Peter Schrøder

Kong Frederik IX / Kristian Boland

Mellemste Henri / Morten Lützhøft

Yngste Henri / Sebastian Gil Harris

Prins Henriks fader / Søren Bech-Madsen.

Og mange flere.

https://musicals.dk/index.php/medvirkende/