∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Historien om mig, skovterapeutisk klimasatire fra Svalegangen med undertitlen: ”Kollision mellem det gode og det grønne liv”.
Det begynder fornuftigt nok med at en publikummer, Trine Pallesen, rejser sig og taler til den store pakke på scenen. Der sidder Andrea Øst Birkkjær i skjul for omverdenen, som hun ikke kan klare. Hun har isoleret sig, og Trine Pallesen skal redde hende. Men forestillingens undertitel er lidt kryptisk, og hurtigt må publikum stille spørgsmålet: Hvad går det hele ud på ?
De to skuespillere, den unge Andrea Øst Birkkjær og den mere garvede Trine Pallesen, kæmper i halvanden time en brav kamp for at få forestillingen til at fungere i den meget smukke, men overraskende syntetiske scenografi ved Mikkel Rostrup i Niels Erlings instruktion.
Skuespillerne har næppe kunnet sige nej, men instruktøren burde have sagt stop – det her går bare ikke. For ikke mindst den sidste halve time er ganske kluntet både tekstmæssigt og indholdsmæssigt. Og så er den udramatisk. Men vi lever i en tid, hvor det nok er farligt at sige nej til kunstneriske opgaver, for hvad så i morgen?
Med dramatikeren Vivian Nielsens navn øverst på manuskriptet burde der nok være en vis tryghed for, at teksten var holdbar. Det er den bare ikke. Hvor har teaterdirektør og dramaturg været henne?
Historien kort: en ung pige er blevet grebet af depression over verdens undergang og sidder i sit eget klimatelt og har sagt farvel til den nære omverden. Hendes broder, der er bankmand(!) har for at hjælpe sendt bud efter en betalt skuespiller, der skal prøve at få den unge pige tilbage til civilisationen. Om det lykkes, ved vi næppe, men til allersidst, efter flere minutters iagttagelse af en usynlig flue, sker der et under, et mirakel. Det er ikke en stigmatisering i stil med Frans af Assisi, der vågnede op og havde naglehuller i håndfladerne, det er noget andet og mere positivt. For grønne grene vokser ud af underarmene på den unge pige. Og så er vi vist næsten tilbage hos Holberg og Niels Klim – men jeg tør ikke vove mig ud i sammenlignende fortolkninger.
Der er al mulig grund til at skrive klimakritiske artikler, kronikker eller dramatiske arbejder. Men det sidste er pokkers svært. Vivian Nielsen forsøgte tilbage i 2015 på Husets Teater med ”No Planet B” i 2015. Det var ikke af stor vigtighed.
Anderledes gik det på Mungo Park sidste efterår med ”At lære at dø” af Viktor Tjerneld, som også instruerede. Det var en begavet tour de force om at være klimakritisk og at ville gøre noget, selv om det kunne føles som et sisyfos-arbejde. Hvorfor spiller Svalegangen ikke en afprøvet tekst? Hvorfor tro, at verden, og ikke mindst teatret, skal opfindes på ny hver gang?
Med det in mente må man sige, at der er brug for flere hårdtarbejdende dramaturger og begavede tekstkritiske læsere, så gode skuespillere ikke bliver gidsler på scenen.
Medvirkende: Andrea Øst Birkkjær, Trine Pallesen
Instruktør: Niels Erling
Scenograf: Mikkel Rostrup
Lysdesigner: Henrik Sloth
Lyddesigner: Anton Bast
Dramatiker og forfatter: Vivian Nielsen
Producent: Teatret Svalegangen
Co-producent: PowerAct