Til mine brødre – om krigen.

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Til mine brødre urpremiere i Aarhus – på Stiklingen af Peter Clement Woetmann.

Mens Store Scene på Aarhus Teater spiller en farce med både henvisninger til danske udsendinge i Afghanistan og den voksende flygtningestrøm, så lægges ansigtet i alvorlige folder i kælderen, hvor teatrets nye husdramatiker, Peter Clement Woetmann, viser sin tekst ”Til mine Brødre”.

Nogle soldater beretter om oplevelser i Afghanistan, enten som de har hørt om eller oplevet. Det er lidt uklart i opsætningen, hvorfor den svensk/tyske instruktør Annika Silkeberg har valgt at lade alle fem skuespillere være i camouflageuniformer og med samme rekvisitter: guitarer, pistoler og kyllingelår! For den ene er netop ikke soldat, kun en søster, der taler om sin broder, der ofrede sig for krigen og vendte hjem uden ben.

Emnet er vigtigt. Næsten halvtreds unge danske mænd er faldet, mens de var udsendt. Og i dag er det ved at være den officielle opfattelse, at det hele var formålsløst. Derfor kan vi ikke afvise at diskutere og analysere krigen og dens ofre.pressebillede.

Det er også fint at skrive digte eller kronikker om det – og vi er tæt på det i stykket Til mine Brødre. For teksten har svært ved at finde sit leje – det ene øjeblik højstemt – det andet konkret og nede på jorden. Men måske kunne en helt anden tilgang til teksten end den, som instruktøren Annika Silkeberg har valgt, have hjulpet på det dramatiske. For der sker meget lidt, og teksten skaber ikke billeder. Ingen taler til hinanden, ingen dialoger, kun monologer til publikum. Ingen interaktion, kun frem og tilbage på den smalle scene og masser af tv-skærme, der alt for skematisk flyttes rundt som var det dansepartnere. Svært at se symbolikken. I det hele taget er der noget ufrit over instruktionen. Måske er det krampagtige ok, emnet taget i betragtning, men det virker blot som om der er noget, som ikke er blevet tænkt til ende.

Derfor synes de 5 unge skuespillere nærmest at være gidsler i instruktørens iscenesættelse, og med de alt for mange gentagelser i selve teksten, bliver Til mine Brødre alt andet end dramatik og teater.

pressebillede.

Det er ærgerligt. For der er brug for at forstå og diskutere krigen og de udsendte på en anden måde – men bare ikke denne. Og den unge dramatiker, der skal husere på teatret i de næste år, har brug for en indsigtsfuld instruktør.

www.aarhusteater.dk