Menu Luk

Close

∗∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

De to 13 årige drenge Leo(Eden Dambrine) og Remi (Gustav de Waele) er bedste venner. De nyder den lange sommerferie. De leger gemmelege i Leo’s families store smukke blomstermarker, hjælper hans forældre med høsten, cykler ture sammen, tegner hinanden og overnatter hos hinanden.

Efter ferien skal de begge starte i samme nye klasse. De nye klassekammerater finder, at Leo og Remi er påfaldende meget og tæt sammen. Det varer ikke længe, før nogle af pigerne i klassen insinuerer, at der nok er mere mellem Leo og Remi end som så. Leo benægter det hårdnakket, men pigerne tror ham ikke og påstår, at de to venner nok nægter at se sandheden i øjnene.

Foto: Camera Film

Langsomt ændres Leo og Remis forhold fra at være let, kærligt og ukompliceret til at blive anspændt og vanskeligt. Leo kaster sig med andre klassekammerater ud i diverse tidskrævende aktiviteter som ishockey og fodbold. Når Remi forsøger at nærme sig Leo, afviser han ham konsekvent. En dag konfronterer Remi Leo med hans pludselige afvisning, hvilket får store konsekvenser.

Foto: Camera Film

Instruktøren Lukas Dhont tager med sin film mandlige kønsroller og identitet op til debat. Han har ladet sig inspirere af et sociologisk studie, der omhandler, hvordan forholdet mellem drenge udvikler sig fra barn til voksen.

Close er en intim skildring af forholdet mellem to børn på tærsklen af ungdomslivet. Et følsomt portræt af to unge, som er ved at finde egen identitet og plads i verden. Filmen har et nærmest kropsligt filmsprog, hvor Leo og Remi i begyndelsen af filmen gør alt sammen f.eks. cykler, løber, slås og sover sammen. Der er en udtalt følsomhed og kærlighed mellem de to børn. Lukas Dhont siger i et interview: I Close ville jeg have drengene til at være så tæt på hinanden som muligt også i sengen. Billeder af unge vi sjældent ser på film.

Foto: Camera Film

For så vidt angår castingen af de to drenge er begge debutanter. Luka Dhont har udtalt, at han ved et tilfælde stødte ind i Eden Dambrine på et tog fra Antwerpen til Gent, hvor han straks tilbød ham at gå til casting på filmen. Dambrine fik derefter hovedrollen som Leo, og snart fik Gustav de Waele rollen som Remi.

Hver for sig yder de en flot indsats og spiller så naturligt, at man næsten glemmer, at der er tale om fiktion. I betragtning af, at begge er debutanter på det hvide lærred er samspillet mellem dem særligt imponerende. Ikke mindst lever den lyshårede Eden Dambrine med sit følsomme og udtryksfulde ansigt, sig totalt ind i rollen som Leo. Ham kommer vi nok til at se mere til.

Close vandt Juryens Grand Prix ved Cannes Filmfestival i 2022 og var nomineret til en Oscar i 2023. Helt fortjent for denne sanselige og betagende film.

Instruktør: Lukas Dhont

Plakat og trailer: Camera Film

Premiere: 27. april 2023

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *