∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Blod, svigt og tårer – Shakespeare-collage med dukker på Bådteatret.
Intens dukkeforestilling med tekstcollage over Shakespares værste skurke.
Det er altid en særlig oplevelse at gå ombord på bådteatret og opleve en af instruktøren og teaterlederen Rolf Heims værker. For han er ganske unik i sin måde at tegne et ofte dystopisk verdensbillede i bådens klaustrofobiske rum og inddrage store dukker med nogle dygtige, talende dukkeførere bag.
Det er ikke mærkeligt, at Rolf Heim har set muligheder i flere af Shakespeares dramaer og her specielt i tragedierne fundet lighedspunkter til vore dages storpolitiske situation. Nu er ”Blod, svigt og tårer” dog konciperet i 2019, hvor bl.a. Donald Trump var midt i sin regeringsperiode og styrede efter nogle helt irrationelle ideer.
I dag, 2023, er hele verden mere end tidligere igen bevidst om den krybende uhygge selv enkeltpersoner med magt kan skabe. Europa er i krig – og det har nok gjort mange af os ydmyge.
I Shakespeares tragedier er der masser af overvejelser om magtstræben, hævn og had og, som denne lille forestilling også afslører, sex.
Med store og lyse dukker i lyse gevandter i et skummelt mørke lykkes det hurtigt at skabe et rum, hvor alt kan ske. En næsten dæmonisk lydside hjælper til og ligeså lysdesignet. DET HER SKAL IKKE VÆRE BEHAGELIGT: Med uendelig mange citater fra henholdsvis “Richard 3.” (ham med puklen) og “Macbeth” (bl.a. ægteparret med lady Macbeth i spidsen, som tilskynder manden til at myrde). Yderligere har Rolf Heim brugt de mindre kendte, dog endnu mere brutale tragedier: “Titus Andronicus” samt “Coriolanus”.
Det er en teatermæssigt stor mundfuld, som klares flot af de tre kvinder bag dukkerne: Jannie Faurschou med et overraskende dybt stemmeregister, Astrid Kjær Jensen og Signe Kærup Dahl.
Med Niels Brunses moderne, mundrette oversættelser er teksterne lige at gå til, for det er måske Brunses største bedrift, at han har gjort Shakespeare spilbar i vor tid. Men det betyder på den anden side, at skuespillerne og dukkeførerne faktisk ikke behøver at tage om ordene, som om de var skabt århundreder tilbage – de er faktisk dugfriske og genfødte..
Her kommer min lille anke ind – at man som publikummer desværre bruger en del tid på at forestille sig, hvem af Shakespeares figurer der nu siger hvad. For navne etc. er som sådan strøget for at få en sammenhængende historie frem. Samtidigt er der en tendens til ”duarder” i de store, lidt brølende replikker. Udsagnene er jo mere end gyldige i sig selv.
Her kommer jeg til at tænke på den store skuespiller Erik Mørk, som engang i et radiointerview demonstrerede, hvordan underdrivelse kan skabe store effekt – altså tro på ordet og på pausen.
Rolf Heim har sikkert haft det sjovt, da hen har sakset og klistret i Shakespeares samlede tragedier, men for overblikkets skyld havde jeg egentlig foretrukket, at han havde taget til takke med ”Richard 3.” og måske blandet lidt ”Macbeth” ind, når bl.a. ladyen står og skynder på sin mand, så de kan få overstået mordene og nærme sig magten. Ved de mange relokeringer bliver det lidt, som da Jørgen Leth som ung kunstner i Aarhus i 1966 ville sætte ”Hamlet” op på Svalegangen og rykkede rundt på alle scener, fordi han fandt at Shakespeare var lidt kedelig (!). Jørgen Leths forestilling, som jeg ikke så, blev af de fleste betegnet som meget kedelig og fortænkt.
Alt andet lige – Rolf Heim og co. er ganske unikke i deres seriøse og vedholdende tilgang til de muligheder, som teatermediet og specielt dukketeatret rummer for at kunne beskrive livets mørkere sider.
Bådteatret har udviklet sig til et unikt sted for refleksion over livets dystre vilkår og konsekvenser.
Instruktion og tekstbearbejdelse: Rolf Heim
Scenografi: Rolf Heim & Jonathan Hjort
Dukkemager: Erik Sanko
Lysdesign: Egil B. H. Hansen
Lyddesign: Janus Jensen
Oversætter: Niels Brunse
Spillere: Astrid Kjær Jensen, Jannie Faurschou, Signe Kærup Dahl
Rekvisitør og ass. til dukkerne: Pernille Lehnert
Pressefotos: Miklos Szabo
Tegninger: Claus Seidel