∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Giant Steps II – nyt underholdende balletprogram på Gamle Scene.
Showdance og klassiske trin i smuk forening på Gamle Scene.
Balletaftenen lørdag til premieren var lige så munter som i Ballettens velmagtsdage i 1960erne og 1970erne. Med moderne trin, kapellet i orkestergraven og hele balletkompagniet på scenen. Hverken synlige tutu’er eller de store samfundsproblemer kom til debat. Bare dans og smældende toner fra Bernstein, Verdi og Philip Glass, hvis musik her var i en ganske folkelig udgave.
Overskriften er Giant Steps – lidt underligt, for den overskrift blev brugt til et helt andet balletprogram i 2021. Derfor skriver jeg konsekvent “Giant Steps II” ( 2023).
Den Kongelige ballet har taget tre af Jerome Robbins danseværker frem. Robbins muntre debutarbejde fra 1944: ”Fancy Free” med Leonard Bernsteins storbystoner har tidligere været danset i København, mens hverken ”De fire årstider” (1979) eller ”Glass Pieces” (1983) har stået på plakaten på Kongens Nytorv.
Jerome Robbins (1918-1998) er som koreograf en ener i moderne ballethistorie, fordi han uden snobbisme favnede både den klassiske dans, som fik fri udfoldelse hos New York City Ballet hos Balanchine igennem en lang årrække, og den moderne Broadway-musicalstil.
Ikke mindst ”West Side Story” (1957) sammen med Leonard Bernstein har gjort Robbins berømt i vide kredse, mens mange musicalelskere måske har oplevet ”The King and I” (1951), ”Call me madame” (1950), ”Funny Girl” (1964) eller ”Spillemand på en Tagryg” (1964).
Med åbningsballetten ”Fancy Free” om tre sømænd på landlov er der lagt op til ren underholdning. Bernsteins toner har mindelser på den gode måde om George Gershwins ”Rhapsody in Blue”. Med tre super dansere: Jón Axel Fransson, Tobias Praetorius og Sebastian Pico Haynes er det muntert, uhøjtideligt og raffineret, når de tre gutter skal imponere unge damer i korte kjoler og små tasker med badutspring. Et udpræget tidsbillede, som måske kan få visse krakilere til at tale om stereotyper, men damerne lægger nu selv op til det meste. Hvor det klæder danserne ikke altid at være så klassiske.
Med ”Glass Pieces” går det serielle tonemaleri hos Glass i smuk symbiose med Robbins trin. På en ternet baggrund, som et stykke regnepapir, løber og hopper hele kompagniet i de sødeste sommerfarver. Flot ser det ud, musikken er imponerende varieret inden for et begrænset felt, og med Robbins’ flair for at skabe stemninger og samle danserne, bliver man helt forpustet. Er det storbymennesker i evig drift? Det eneste ærgerlige, og det er ikke Robbins skyld, er, at de færreste tilskuere vil få det rette visuelle indtryk. Jeg så desværre aldrig mere end 40 procent af scenen, men det, jeg så, var mageløst. En lille sorgløs, kollektiv ballet.
”De fire årstider” har hentet musikken fra Verdi og har altså intet med Vivaldi at gøre. Her er ambitionerne lidt mere seriøse. Med nye kostumer bliver åbningen lidt selvhøjtidelig med årstidernes allegorier som store dukker.
Robbins må være New Yorker indtil benet, for når han skildrer årets gang, er vinteren for kold, og sommeren for doven. Til gengæld er det spæde forår fuld af håb, mens efteråret har tryk på. Sæsonen starter, og alt kan ske. ”De fire årstider” er for mig den mindst ”evige” af balletterne, måske fordi Robbins er bange for at gå for vidt med Verdis toner hentet fra både ”Siciliansk Vesper” og ”Trubaduren”. Danserne er mere end nærværende, og med 40% synsvinkel ad gangen var det flot, men den store Grand Finale til sidst, hvor alle årstider kæmper og forenes som hvirvlende snefnug, kunne jeg slet ikke opfatte. Håber andre får bedre muligheder for at opleve Den Kongelige Ballets nye program, som i den grad har smil om munden.
Det Kongelige Kapel spillede som en lyst under dirigenten Per Kristian Skalstad.
Programmet, redigeret af Lise Kaiser, er som vanligt for ballettens vedkommende formfuldendt. Der er alle de oplysninger, man umiddelbart har brug for. Gid det var lige så godt inden for de andre kunstarter. Men layouten og papirvalget til programmerne er fortsat ikke en nationalscene værdig.
Dirigent: Per Kristian Skalstad
Fancy Free
Koreografi: Jerome Robbins
Musik: Leonard Bernstein
Scenografi: Oliver Smith
Kostumedesign: Kermit Love
Lysdesign: Ronald Bates, genskabt af Jennifer Tipton
Iscenesættelse: Robert La Fosse, assisteret af Tim Matiakis
Medv: Jón Axel Fransson, Tobias Praetorius, Sebastian Pico Haynes, Silvia Selvini, Lena-Maria Gruber, Joscelyn Dolson & Morten Eggert
Glass Pieces
Koreografi: Jerome Robbins
Musik: Philip Glass
Scenografi: Jerome Robbins og Ronald Bates
Kostumedesign: Ben Benson
Lysdesign: Jennifer Tipton
Iscenesættelse: Amar Ramasar, assisteret af Petrusjka Broholm
De fire årstider
Koreografi: Jerome Robbins
Musik. Giuseppe Verdi
Scenografi og kostumedesign: Richard Hudson
Lysdesign: Jennifer Tipton
Iscenesættelse: Maria Calegari og Bart Cook, assisteret af Rose Gad og Ask la Cou