Verdis Aida på Operaen

 

4 stjerner (5 til sangerne, 3 til instruktøren, 2 til scenografen, lysdesigneren og kostumedesigneren).

Anmeldelse af Ulla strømberg.

Verdis Aida på Operaen

Gode udenlandske sangere i skuffende iscenesættelse af ”Aida” med en alt for gennemsnitlig scenografi.

For tredje gang inden for et par år kan det danske operapublikum møde en danskproduceret ”Aida” – dog med udenlandske sangere og udenlandske instruktører, scenografer, dirigenter etc.  Heraf kan man vel konkludere, at AIDA vel anses for at være en aktuel opera, der peger på nogle relevante problemstillinger i det moderne samfund. Men tilsyneladende er der ingen, som i INGEN, danske kunstnere med få undtagelser, der kan honorere de store krav, som henholdsvis Den Jyske Opera, Opera Hedeland og nu Den Kongelige Opera stiller.  Kan det passe?  Hvis ja, så burde vi da gentænke både Konservatoriets solistklasser og Operaakademiet og hvad med vores udmærkede instruktører og scenografer.

Alle gode gange tre: Derfor kunne kvindeteamet, som det Kongelige Teater har indkaldt til ”Aida”,  sagtens have skabt en fuldtræffer. Sådan er det bare ikke blevet.

Det er nærmest uinteressant, hvad den engelske instruktør Annabel Arden og co. kan ryste op med, for det er blevet til en kærlighedshistorie, Romeo og Julie-fortællingen, om to mennesker, der ikke kan få hinanden, fordi de kommer fra rivaliserende lande eller familier.

Det krigeriske, at et land er i krig med nabolandet, at et land tager krigsfanger og prøver at undertrykke basale menneskelige følelser, synes ikke relevant for iscenesætteren og co.  Måske fordi iscenesættelsen er konciperet før Ruslands invasion af Ukraine,  eller instruktøren har opholdt sig langt væk fra Centraleuropa. Men som kunstner burde instruktøren have gentænkt iscenesættelsen.

I programmet understreges det, at instruktøren, som i øvrigt har sat ”Aida” op et par gange i en koncertversion, har fokuseret på kærligheden.

Sangerne kan ikke gøre for, at iscenesættelsen ikke er up to date. Flere af gæsterne i København er overraskende gode, selv om der aldrig bliver sammenhæng eller samspil i forestillingen. Aida, Miriam Clark og Radames, Samuele Simoncini, er ikke et troværdigt par ved premieren:  hun tillukket, men med en smuk og næsten sprød stemme, han ikke mindst i begyndelsen i en for heftig og skærende italiensk stil. Efter pausen falder der ro på, og deres fælles død i fangehullet til sidst er faktisk bevægende. Men det bliver den onde ægyptiske prinsesse Amneris, sunget med kraft og munterhed af Raehann Bryce-Davis, der scorer kegler hos publikum. Der opstår næsten harmoni imellem hende og Aida,  to store kvinder, der kæmper om samme militærmand i moderne kampdragt a la Ukraines præsident.

Ligeså er der styrke og engagement i Aidas fader, sunget af  Musa Ngqungwana med et spillemæssigt overskud, der karakteriserer den slagne konge, der stadig aner håb.  Med Paolo Carignani på dirigentpodiet er der fuld styrke og alligevel plads til sangerne. Men fra min plads på gulvet ude i side var det ikke altid, at musikken faldt i hak. Måske skyldes det noget akustisk.

Iscenesættelsen er hovedproblemet, og der var ikke megen hjælp at hente for sangerne, selv om der med kor og orkester blev fuld knald på ved triumfmarchen inden pausen. Et ekstra tilskud til fortolkningen er fire dansere (i kjoler og siden soldatertøj). De skal tilsyneladende symbolisere den indre kamp hos Aida. Men selv om det fungerede ok, er det alligevel isoleret og indgår ikke i en mere samlet fortolkning.

Når der tilsyneladende skal være fest og ikke slagmark ved marchen,  savnede jeg elefanter og andre vilde optrin.  Det er jo forbudt at have levende dyr på scenen, men det kunne vel ordnes med store bure og tøjdyr.  For det, som kvindeteamet serverer ved Triumfmarchen, er en gang billig BonBon-Land med damerne i frastødende 1970ér guldlamé og til sidst masser af skinnende  balloner! Korets damer fik samtidigt lov på individuel vis at smådanse uden koordination.  Det hele som i en skolekomedie.

Problemet med denne ”Aida” er ikke mindst det visuelle, som tilsyneladende ikke ved i hvilken retning, den samlede fortolkning skal gå.

Med moderne teknik er alt muligt for scenograf og lysdesigner. Men det, der er valgt, ligner genbrug af nogle gamle rulleborde og store plader, som får projektioner, der farvemæssigt skifter ca. hvert 20. minut. Det hele er ringe oplyst på siderne og på de nederste 2-3 meter. Efter pausen afsløres midt for en trappe, der kan bruges til lidt af hvert. Og så er der nogle uheldige sorte felter af og til på bagvæggen. (Skal vist bruges til at lade  et par sangere komme til syne.)

Kostumer og parykker, både ved triumfmarchen og ved kvindekorets forvandling til tjenerinder med ens hvide nylonparykker, flytter endnu engang produktionen hen mod optrin på den lokale sangskole.  Nu må Det Kongelige Teater med en tre milliard kroner bygning med det fineste tekniske udstyr altså oppe sig inden for visualitet og lysdesign.  Det er ikke nok, at det sker af og til, nej det må være ved hver ny produktion.  Enhver rockkoncert med respekt for sig selv kan overgå nationalscenens lysdesign.

Så konklusionen må lyde: det havde været fornuftigere at lade ”Aida” være en koncertopførelse, hvor den engelske instruktør kunne regere hjemmevant med de udmærkede sangere.

Instruktør: Annabel Arden
Dirigent: Paolo Carignani
Dirigent: Hossein Pishkar
Assisterende dirigent: Thomas Bagwell
Med-instruktør: Angelo Smimmo
Koreograf: Theo Clinkard
Scenograf: Merle Hensel
Kostume idé: Christina Cunningham
Kostumedesigner: Gabrielle Dalton
Lysdesign: Lee Curran
Videodesign: Will Duke

 

Paolo Carignani/ Dirigent

Hossein Pishkar / Dirigent

Miriam Clark/ Aida

Anna Nechaeva/ Aida

Raehann Bryce-Davis/ Amneris

Nora Sourouzian/ Amneris

Samuele Simoncini/ Radames

Hovhannes Ayvazyan/ Radames

Musa Ngqungwana/ Amonasro

Jens Søndergaard/ Amonasro

Kyungil Ko/ Ramfis

Byung Gil Kim/ Ramfis

Sir Willard White/ Il Re, Amneris´ fader

Jacques-Greg Belobo/ Il Re, Amneris´ fader

Gisela Stille/ En tempelsangerinde

Cecilia Hjortsberg/ En tempelsangerinde

Michael Kristensen/ Et bud

Sungwon Park/ Et bud

Stine Rønne/ Danser

Brittanie Brown/ Danser

Jens Schyth Brøndum/ Danser

Nikoline Due/ Danser

Det Kongelige Kapel

www.kglteater.dk

se nedenfor – mine gamle anmeldelser af AIDA.  hvor der står lidt mere om Verdis opera, som blev bestilt til at åbne det nye operahus i Cairo, men først fik premiere i 1871 og året efter rigtig premiere i Italien.

Aida på Den Jyske Opera.

Aida i Opera Hedeland.