∗ ∗ ∗ ∗
Små, fine udstillinger på Nivaagaards Malerisamling.
Set af Ulla Strømberg.
Venskabsportrætter fra Rom vises de næste måneder i Nivå.
Nivaagaards Malerisamling er et hyggeligt lille sted, som på bedste vis både følger med tiden og forbliver at være en tidslomme med sin smukke beliggenhed tæt på Øresund i Nivå og med en interessant samling af bl.a. dansk guldalder og internationale kæmper som Rembrandt og Claude Lorrain.
Men et museum skal jo fortsat vise nye udstillinger, og nu er det blevet til det lidt eksklusive: ”Venskabsportrætter fra Rom”. Hvis man har besøgt Skandinavisk Forening i Rom, enten hvor de bor i dag i Trastevere eller tidligere, bl.a. for mange år siden på Via Condotti, så ved man måske, at der altid har fandtes en interessant samling af tegninger skabt af store som mindre store kunstnere, der kom forbi Rom omkring midten af 1800-tallet.
Tegningerne har hængt på væggen eller ligget i skuffer. De har i hvert fald ikke været genstand for sirlige konservatorhænder, men de har overlevet. Men efter denne udstilling vil der fremover blive taget hånd om dem – og det er jo godt, her i Danmark eller tilbage i Rom.
Mange kender til bevidstløshed historien om Skagen som kunstnerkoloni, hvor det tydeligste bevis er de små portrætter, der i dag hænger på museet og tidligere prydede spisestuen på Brønnums hotel. Billederne, der alle er oliemalerier, fortæller historien om et liv, vi andre blot kan se på med misunderlige blikke. For hvor går man hen i dag, hvis man vi småsnakke om kunst og kultur?
Dengang var det som om kunsten, livet og friheden gik op i en højere enhed- eller er det bare noget vi bilder os ind, når vi ser på billederne og drømmer os tilbage til Skagen eller Rom?
Rom, den evige stad, var i flere århundreder det nødvendige sted for unge mandlige kunstnere, der måtte forstå fortiden for at kunne skabe noget nyt og anderledes. Thorvaldsen åbnede sit atelier og holdt kontakt med danskerne, og vi ved fra nogle få malerier, hvilket hyggeligt liv, der kunne udfolde sig blandt skandinaver i Rom.
Skandinavisk Forening blev til hen ad vejen i Thorvaldsens sidste romerår i 1830erne – med oprettelsen af ”De danskes Bogsamling i Rom” og siden fra 1843 ”De Nordiske Kunstneres Hjælpekasse” og så endelig fra 1860: Skandinavisk Forening i Rom – Circolo Scandinavo.
Hvornår det blev muligt at bo i foreningen, melder historien ikke noget om, og heller ikke på hvilket tidspunkt den nuværende struktur opstod med månedlange stipendier til kunstnere af alle slags fra alle de nordiske lande – herunder ikke mindst med mange repræsentanter fra både Island og Finland.
Det er en anden og ikke mindre interessant historie, som der ville være god grund til at fordybe sig i af både historiske grunde og så sandelig også i et kulturpolitisk perspektiv.
Tilbage til den lille fine udstilling af portrætter af kendte og ukendte kunstnere, der kom forbi Rom. Begrebet venskabsportræt er lånt fra de tyske kunstnere, som allerede i det 19.
århundredes begyndelse holdt tæt sammen i Rom og ligefrem dannede sammenslutningen Nazarenerne. Blandt danskerne, der tager venskabsportrættet alvorligt omkring midten af århundredet, er der heldigvis en del, vi kender.
Et sjældent smukt og indfølt portræt af H.C. Andersen tegnet af Albert Küchler i 1834 – og H.C. Andersen beskrev siden på forskellig vis Rom. Også Marstrands portrætter af henholdsvis Michael K Raffenberg og af J. Th. Lundbye viser niveauet, som ikke synker hos de selv mindre kendte, bl.a. et stærkt selvportræt af Ernst Meyer. Mens P.S. Krøyer og Lorenz Frølich altid er suveræne som tegnere.
Kataloget til udstillingen er smukt at skue, men noget højpandet og svært at orientere sig i. Det er lidt ærgerligt, at der forspildes en rigtig god mulighed for at formidle historien om venskabsportrætterne og om Skandinavisk Forening til en bredere kreds. For det må ikke være eller forblive at være en fætter/kusinefest for kunsthistorikere og kunstnere, der er tæt på de eksisterende kunstnerorganisationer.
Skandinavisk Forening i Rom og de forskellige Nordiske Akademier, bl.a. Det danske Akademi i Rom, er en del af vores fælles kulturarv og må – om ikke være for alle, så dog formidles til alle interesserede.
Samtidig med udstillingen Venskabsportrætter fra Rom vises også en række nyere danske fotografers værker, der på hver sin en måde udsiger det modsatte: Ensomhed.
