∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Endnu en stor musical på Det Ny Teater: den sørgelige og sentimentale ” Miss Saigon”.
Det kan ikke være lige nemt hvert halve år at skulle hitte en ny musical og helst overgå teatrets tidligere succeser. Men sådan er vilkårene for Det Ny Teater, der i modsætning til de allerfleste teatre i Danmark ikke får produktionsstøtte fra staten og derfor skal sælge billetter og have salen fuld.
Med Miss Saigon-musicalen fra 1989 er forudsætningerne til stede for at få succes. Meget er dog sket i de allerseneste år, vedrørende hvad man må og ikke må på en teaterscene. Hvordan gebærde sig for at være politisk korrekt? Her har Det Ny Teater gjort lidt af en genistreg ved primært at engagere asiatiske dansere og sangere til “Miss Saigon”. Det er energiske unge folk, som vi for hovedpartens vedkommende ikke tidligere har set på en københavnsk teaterscene.
Som bekendt er det næsten tabu at lade en hvid, nordeuropæisk kvinde tage en sort paryk på for at spille en prostitueret i Bangkok. Det undrer mig derfor, at man stadig må bruge små børn i en teaterforestilling, hvor der skydes med pistol flere gange for øjnene af barnet.
På samme vis giver “Miss Saigon”, der har den mere elitære opera af Puccini: ”Madame Butterfly” som inspirationskilde, faktisk et stereotypt billede af både vietnamesiske og thailandske kvinder. For hovedpartens vedkommende ender det med prostitution, synes udsagnet at lyde.
Det er en kompliceret musical, der iblander politiske situationer og udnytter de mest sentimentale sider hos publikum. Historien er kort: Amerikansk soldat møder ung vietnamesisk kvinde, Kim, i Saigon. De forelsker sig i hinanden og vil være sammen, men det mislykkes, da amerikaneren mod sin vilje sendes hjem. Hun får siden et barn og er samtidigt bundet af sin fortid som prostitueret – og et gammelt løfte til en anden mand. Da amerikaneren får nys om, at hun lever, og at han har en søn, rejser han afsted med sin nye, amerikanske hustru til Bangkok, hvor Kim og barn nu befinder sig.
Slutscenen i musicalen er værre end hos Puccini, andet vil jeg ikke afsløre. Kender man et lille barn, eller har man selv engang haft små børn, er det svært ikke at blive berørt. For sådan er det med børn eller umulig kærlighed på en scene, det går lige i hjertet.
De to franske ophavsmænd: Claude-Michel Schönberg og Alain Boublil, som også stod bag bl.a. “Les Miserables”, kender deres virkemidler, også rent musikalsk.
På Det Ny Teater kører den velsmurte musicalmaskine med makkerparret fra England: instruktøren Lisa Kent og scenografen Paul Farnsworth. De er dygtige folk og gengangere på Gammel Kongevej. Med den smukke og velfungerende scenografi og de store arrangementer får de fortalt historien, så vi forstår den, selv om de færreste af spillerne kan høres nede i salen. Men det gør ikke noget.
Med Linda Arunee Olofsson som den unge, ulykkelige kvinde, der forelsker sig og til sidst ofrer sig for barnet, leveres et fint, men meget neddæmpet portræt. Som amerikaneren, der egentlig gerne vil opføre sig moralsk ok, er Christian Lund dækkende i begyndelsen, men får sunget sig flot op hen igennem forestillingens næsten tre timer.
Skurken er ikke mindst den lokale alfons, Engineer, spillet mere end energisk af Kim Hammelsvang. Desværre har han nogle ganske afstumpede og vulgariserede replikker. Jeg mindes ikke, at det var sådan tilbage i 1990erne, da forestillingen blev spillet på Østre Gasværk – eller såmænd på Broadway. Programmet fortæller da også, at Peter Laugesens gamle oversættelse har været udsat for ”revidering” og fået ”tilføjelser”. Det synes ikke klogt.
Det kan være farligt at huske og sammenligne. Men denne nye “Miss Saigon” har tilsyneladende mindre koreografi, dog er der i anden halvdel et flot musikalsk dansenummer, “The American Dream” anført af Kim Hammelsvang. Så kører musicalmaskinen for fuld speed.
Musikalsk er musicalen ikke sprængfuld af ørehængere, men de franske gutter kan deres kram, som vi nynner med på det meste.
“Miss Saigon” er en oplagt mulighed, hvis man gerne vil snøfte lidt og gå ned ad Memory Lane for at nå en tid, hvor der også var uro i verden, og USA sendte tropper til Asien.
Det Ny Teater er i dag synonym med de store, gennemarbejdede musicals her i hovedstaden. Med fuldt orkester og et par håndfulde dansere og solister på scenen er det fortsat imponerende, at det lader sig gøre at skabe så stort et show under de meget ulig produktionsvilkår, som de danske teatre er underlagt.
Ophavsmændene:
Musik / Claude-Michel Schönberg
Original fransk tekst/ Alain Boublil
Tekst/ Richard Maltby Jr. og Alain Boublil
Yderligere materiale/ Richard Maltby Jr.
Oversættelse/ Peter Laugesen
Oversættelse revideret og tilføjet af Kenneth Thordal
Originally produced on the stage by Cameron Mackintosh.
This production licensed by Music Theatre International (MTI)
by arrangement with Cameron Mackintosh.
Det Kreative Team
Iscenesættelse og koreografi/ Lisa Kent
Scenografi/ Paul Farnsworth
Musikalsk indstudering/ Per Engström
Lyddesign/ Richard Sharratt
Lysdesign/ David Howe
Videoprojektioner/ Thomas Gray
Instruktørassistent/ Michael Lindvad
Medvirkende
Chris / Christian Lund
Engineer/ Kim Hammelsvang
John Thomas/ Thomas Høj Falkenberg
Ellen Scott/ Alexandra-Yoana Alexandrova
Thuy/ Gerald Santos
Gigi/ Na-Young Jeon
I andre roller
Orkester
Dirigent: Per Engström / Jesper Frank Christensen
Keyboard 1: Jesper Frank Christensen
Keyboard 2: Fransesco Cali
Bas: Henrik Simonsen
Percussion I: Andrew Cholvat
Percussion II og trommer: Timothy Lutte
Reed I, Fløjte: Nicolai Schultz
Reed II, Obo: Lene Hesselbjerg
Reed III, Klarinet / Saxofon: Magnus Thuelund
Trombone: Ian Price
Trompet: Jens Gotholdt
Violin: Piotr Gasior
Viola: Deanna Said
Cello: Leyla Ek
Horn: Henriette Holk