Carl Bloch for fuld udblæsning på Statens Museum for Kunst.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Carl Bloch for fuld udblæsning på Statens Museum for Kunst.

Stor udstilling om en udpræget 1800-tals maler.

Det var Bloch, der gjorde Christian IIs ophold på Sønderborg Slot ”udødeligt”. For hvem har ikke spurgt kustoden på slottet om lov til at se det markante bord med rillen efter kongens trasken rundt om bordet?

Blochs værker er mere end kendte i den danske kulturhistorie, men kunstneren røg ud af kanonen i det 20. århundrede.  Han var for ferm og passede ikke ind i den moderne tidsånd.

Men tiderne skifter, og det er godt for museumsfolkene. Hele det professionelle, statslige museumsapparat er sat i gear for at revitalisere Blochs omdømme og indsætte ham i en både acceptabel faglig og nutidig ramme.

Det hele er fint og nærmest lydefrit, for Statens Museum for Kunst har sikret sig og stiller i det store katalog  også spørgsmål til sig selv: ”Hvorfor endnu en udstilling om en gammel, hvid, mandlig kunstner?”  Dette sidste kapitel i kataloget er på glat papir og med masser af billeder af unge, kvindelige personer! Ak ja, hvad gør et museum ikke for at sikre sig, være moderne og ikke blive udskammet.  Men SMK havde for min skyld ikke behøvet at helgardere sig, tværtimod. Lidt tro på sig selv og på kunsten er ikke af vejen i disse tider.

Carl Bloch (1834 -1890) var elev af Wilhelm Marstrand og blev hurtigt en højt skattet kunstner, der drog ud i verden og hjemme leverede de ønskede værker, bl.a. til bryggeren J.C. Jacobsen.  Bloch var på alle måder håndværksmæssigt ekstrem ferm, og det kunne samtiden lide.

Udstillingen er af chefkuratoren, Peter Nørgaard Larsen, klogeligt delt op i fire hovedkategorier, som gør Blochs store produktion overskuelig.

Bloch virkede jo lige efter den ”maleriske guldalder” med kunstnere som Købke og Lundbye, og han kunne faktisk også male som dem, hvis han ville. Det viser bl.a. et lille værk af en kæmpehøj.

 

Næste afdeling har museet givet den mere moderne titel: ”Superstjerne”, hvor Bloch folder sig ud med store lærreder og kraftfulde mænd. Her er bl.a. maleriet ”Samson hos Filistrene” (1863). Detaljerne er i orden, ondskaben ligeså, men det, der fanger øjet, er Samsons skinnende hud.

Denne interesse for kroppen bliver meget markant i det store billede, som i dagspressen allerede har været beskrevet som kunsthistoriens fortabte og genfundne søn: ”Prometheus´s befrielse”, 1864. Det har været udstillet i Danmark, men forsvandt til Grækenland og blev ifølge kataloget genfundet i 2012. Værket ejes af det græske kulturministerium, fordi det oprindelig tilhørte ”Hans kongelige Højhed Prins Georg af Grækenland”.  Gad vide hvornår denne sag om ”tyveri” af kongeligt gods afsluttes.

Værket er stort og fra 1864, så tiden taget i betragtning kan man måske indfortolke nederlaget i 1864 og forstå billedet som Blochs forsøg på en genrejsning af vor nationale stolthed. Men den køber jeg nu ikke – værket er faktisk på nudansk ”for meget”!

Endnu et kapitel i Blochs store oeuvre er det religiøse. Her kunne Bloch male sig ind i hjerterne hos befolkningen, og ifølge SMKs oplysninger er der et Bloch-værk, eller en kopi, i mere end 100 danske kirker. Også en Mormon-bevægelse i Utah i USA har i det 20. århundrede forelsket sig i Blochs tilgang til ikke mindst Kristus, som afbildes som en mand, der synes både nærværende og menneskelig.

Sidste hovedafdeling er bl.a. portrætter af kendte mennesker. Et billede af vennen H.C. Andersen er faktisk smukt, derimod er flere små genrebilleder svære at tage til sig. Men male, det kunne Bloch.

 

Det store katalog er flot i meget stort format, men præget af den politisk korrekte tone, som et nationalgalleri selvfølgelig skal lægge for dagen.

Et afsnit om det overdrevne i Blochs billeder tager udgangspunkt i den gamle kunsthistoriker Emil Hannovers kritik, hvor Bloch bebrejdes at ”råbe”.  Det bliver i artiklen til en meget kompliceret diskussion, der iblandes det nye modebegreb “performativitet” og gamle gedigne ord som teater. Det er ikke nemt, når alt i dag skal have en etikette. Så kommer der forklaringer ud af det blå som: ”Teatraliteten er på den vis en performativ handling hos den, som ser, ligeså meget som hos dem, der agerer”, skriver kunsthistorikeren Camilla Jalving på s.165 i kataloget med henvisning til en fransk teoretiker Josette Férals artikel fra 1982.  At mange af figurerne på malerierne ser ud på beskueren er vel blot en del af den iscenesættelse, som de fleste billedkunstnere (og fotografer og amatørfotografer) foretager forud for gennemførelsen af værket. Og at museumsgæsten ser på billedet, er vel helt naturligt – også entréprisen taget i betragtning.

Uanset hvilke gode hensigter der er, skaber det mere forvirring og mindre klarhed, når diverse nymodens begreber kastes unødvendigt op i luften.Værre bliver det, når den store teaterkunst inddrages. Helt svært synes det, når man kunne forledes til at se paralleller til Carl Blochs yngre broder, William Bloch, der præcis som sin broder i både samtiden og eftertiden er blevet hædret og udskammet. William Bloch blev Det Kongelige Teaters første egentlige instruktør og står i teaterhistorien som ham, der indførte naturalismen på Kongens Nytorv, dvs. en vis troværdighed og ”naturlighed” i spillestilen. Men dog langt fra det, vi kender i dag. William Bloch var i et par omgange ansat på Det Kongelige Teater, fra 1881-1909. Men det er en anden historie.

Og fremmedord eller ej, Bloch var en mand, der leverede varen i sin samtid, og i de seneste år har fået en vis genrejsning blandt kunsthistorikere.

Pointen er nok bare, at Carl Bloch altid har været accepteret af lægfolk.

Udstillingen varer  til d. 29. maj 2023.

Museet har sparet den almindelige infofolder væk. Der er er kun kataloget til 350 kr. Til gengæld har museet en hel ungdomsafdeling med rum og videoindslag på søjler og en tryksag samt kapitlet i kataloget. Jeg melder pas, forstår ikke en snus!

www.smk.dk