∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Væggen – monodrama på Edison med Christine Albeck Børge.
Smukt og neddæmpet portræt af det sidste menneske på jorden. Varm anbefaling.
Rummet er tomt og stort på Edison. Publikum sidder på to rækker udenom en hvid, kvadratisk spilleplads. Og der ligger et menneske, sammenkrøbet. Det er hele den verden, som er tilbage.
Christine Albeck Børge er kvinden der overlevede, men ingen ved hvilken katastrofe. I hvert fald er kvinden efterladt i en jagthytte, først med en hund, siden med en kat og en ko samt en tyrekalv.
Hvordan overlever en bybo verdens undergang? En lidt banalt spørgsmål, som kunne være helt uinteressant. Men forestillingen sejrer, takket være Christine Albeck Børges både modne og stilfærdige spil. Skridt for skridt resonerer kvinden sig frem. Har aldrig prøvet at være på egen hånd og kløve brænde, at malke en ko, at dyrke kartofler. For mere er der ikke at leve af, at overleve på.
Instruktøren Anna Balslev har på smukkeste vis skruet ned for virkemidlerne i både spillespil og plot, men suppleret med en fascinerende lydside og et umærkeligt lysdesign, der fint skaber præcise associationer til en verden, som pludselig bliver meget lille.
Den gamle roman fra 1963 af den østrigske kvindelige forfatter Marlen Hashofer er dramatiseret af Karen Marie Bille. Det synes ok, men ikke mindst i starten er der nogle mærkelige spring, og oversættelsen, som er den gamle fra Gyldendal ved Anneli Høier, skurer nogle gange i ørerne, men sådan er måske originalen, lidt ude af trit med almindelig sprogbrug.
Forestillingen rammer én og bevæger én, takket være samarbejdet imellem skuespiller, instruktør, scenograf og komponist, – men synes måske også lidt anæmisk i en tid med en nu et-årig krig i Ukraine og efter de seneste dages rædselsberetninger fra Tyrkiet og Syrien om jordskælv. Virkeligheden overrumpler os ustandseligt, og teatret hverken kan eller skal være med i det kapløb. Men en forestilling som “Væggen”, så grum den end er i sine konklusioner, har dog sin eksistensberettigelse i og med, at vi præsenteres for noget eksistentielt, som vi måske bliver nødt til at diskutere med naboen.
Romanen ”Væggen” ( Die Wand) kom i 1963 og gjorde efter sigende forfatteren ganske berømt. Interessant nok er der mange genkendelsesmomenter i denne kvindelige robinsonade, som Betty Nansen Teatret kalder forestillingen. I Radioteatret i 1970erne, som med skiftende held forsøgte at have fingeren på også den politiske puls, erindrer jeg flere produktioner som lige netop handlede om dagen før eller dagen efter verdens sammenbrud. Også lydsiden var ofte som her i ”Væggen” formidabel. Mange forskellige forfattere skrev i koldkrigsperioden dommedagsvisioner i skyggen af en atomkrigsangst, hvor konsekvenserne var umulige at forestille sig. Dermed var Radioteatret en meget effektivt og interessant mulighed. Og nu, hvor podcasts florerer, har DR selvfølgelig begravet den gamle kunstform. Det er helt uforståeligt. Og arkivet må være enormt.
Men på Edison med ”Væggen” er der mere end respekt for teaterkunstens evne til at diskutere, for det hjælper ikke bare at stille spørgsmålstegn
Varm anbefaling af ”Væggen” til de eftertænksomme.
Holdet bag
medvirkende: Christine Albeck Børge
ROMAN AF: Marlen Haushofer
DANSK OVERSÆTTELSE: Anneli Høier/Gyldendal
DRAMATISERET AF /Karen-Maria Bille
INSTRUKTION / Anna Balslev
SCENOGRAFI / Jonas Fly
LYDDESIGN / Asger Kudahl
LYSDESIGN / Christian Alkjær
KOREOGRAFI / Esther Wilkinson