∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Verdis Falstaff på Operaen.
Pressefotos: Miklos Szabo
Peter Langdals nyfortolkning af Verdis muntre opera ”Falstaff ” var en glædelig overraskelse ved premieren i efteråret 2013 i 200 året for Verdis fødsel. Flot at skue i Karin Betz’s overdådige kostumer anno 1947/48, men først som sidst med en vægtig interesse for sangernes karaktertegning. Det var kort sagt meget vellykket, og kunstnerne syntes at nyde det. Kun repræsentanter for det strikse Verdi-politi havde indsigelser den gang.
Falstaff er som bekendt en figur hentet ud af flere af Shakespeares komedier, mens hovedhandlingen er fra The Merry Wives of Windsor. En komedie med kvinder i hovedrollerne –henlagt til en provinsiel middelklasse. Shakespeare vidste, hvad han gjorde, da han på Elisabeth d.1.s opfordring digtede mere om drukkenbolten Falstaff.
Pressefotos: Miklos Szabo
Det samme kan man sige om Verdi, der havde skabt sine store Shakespeare-operaer og så tyede til det muntre – og fik skruet en velløbende historie sammen omkring Falstaff med en musik, der er både munter, sjov og kompleks.
Alt det skal jo med i operaen. Heldigvis for Det Kongelige Teater har de også ved genopsætningen amerikaneren Donnie Ray Albert, der både illuderer den store mand og synger underholdende. Rigtig ser han ud i sine lyserøde silkehabitter anno slutningen af 1940erne – på et skummelt værtshus med kumpanerne Bardolph og Pistol, også denne gang sunget og ageret af Mathias Hedegaard og Sten Byriel. Et fint makkerpar, der kaster sig betingelsesløst ud i Langdals løjer. Tak. Også de andre herrer med Hr. Ford, sunget af Roman Burdenko og den unge elsker, ageret og sunget af Gert Henning–Jensen, passer ind selv om de vist begge er nye i partierne.
Pressefotos: Miklos Szabo
Men på kvindesiden er det tungt og uden det nødvendige musikalske overskud og dramatiske sans. Susanne Resmark er undtagelsen. Hun har holdt fast i sin sjove figur, mens både Hanne Fisher og Nicole Heaston, der begge er nye i opsætningen, skuffer som de to kvinder, der er omdrejningspunktet for Falstaffs tilnærmelser. I øvrigt sad New look-tøjet fra ca. 1948 ikke godt på dem, de syntes utilpassede og deres kvindefigurer blev blege, præcis som den unge elskende Nannetta – sunget af Gabriella Pace.
I orkestergraven stod Pier Giorgi Morandi og havde tilsyneladende besvær med de lange pauser, som de mange sceneskift nødvendiggjorde. Sjældent har der været så meget støj fra bagscenen. Og selv om man var fornøjet i starten over det visuelle, hjælper det jo ikke, hvis det er umuligt at bugsere en maxitøjkurv ind på scenen eller andre sjove påfund. Var der optræk til strejke – eller? Jeg husker nemlig ikke, at den noget rodede scenografi af Ashley Martin Davies var et problem for et par år siden.
I øvrigt skal en dekoration jo ikke reddes af et raffineret lysdesign ved Jesper Kongshaug og en kostumemæssig pragt. En scenografi skal fungere på sine egne præmisser.
Pressefotos: Miklos SzaboKort sagt: en blandet fornøjelse til en af de få muntre operaer og i en ellers gennemtænkt fortolkning af Peter Langdal, der jo ved, hvordan en komedie skal skæres. Dette er italiensk opera – og sjovt skal det være for både sangere og publikum, synes hans budskab at være. Men så skal alle være med, fra kvindelige sangere til dirigent og back stage-personale.
Instruktør: Peter Langdal
Instruktør ved genopsætning : Line Kromann
Dirigent: Pier Giorgio Morandi
Scenograf: Ashley Martin-Davis
Kostumedesign: Karin Betz
Lysdesign: Jesper Kongshaug