Menu Luk

Skyggernes Museum på nyt spillested på Vesterbro.

Kommentar af Ulla Strømberg.

Skyggernes Museum på nyt spillested på Vesterbro.

Med “Skyggernes Museum” spillet i The Basement på Vesterbro er der lagt op til et spændende bud på anderledes teater midt i en grå januar.  Sådan har bagmændene helt afgjort tænkt, og sådan har den stribe af kulturelle fonde også tænkt, da de rystede op med tilskud. Mine forventninger var næsten på himmelfart, da jeg drog af sted til The Basement i nabobygningen til Vega, det tidligere Folkets Hus på Enghavevej. Nyt spillested og super kunstneriske kræfter!

For skuespillerne kunne ikke være bedre: Simon Bennebjerg, den unge Nanna Finding Koppel og  Morten Burian, der også er instruktør på værket. Bag ordene den garvede og finurlige dramatiker Jokum Rohde.

Skyggernes Museum, The Basement. 2023. Simon Bennebjerg og publikum. Tegning af Claus Seidel.

Jokum Rohde har med større og mindre held i mange år excelleret i at fremmane en tabt fortid i et tilsølet underklassemiljø, måske fortidens Vesterbro, måske et sted, vi aldrig har hørt om. Nogle gange er det blevet til fortræffeligt og overraskende teater, andre gange har kompleksiteten hos Rohde været svær at gestalte og fornemme.

Med ”Skyggernes Museum” er vi ovre i det svære hjørne, selv om både skuespillere og ikke mindst instruktør gør, hvad de kan for at fremmane et miniunivers tæt på det autentiske sted: Tøndergade 16. Her skulle der  tilsyneladende være begået et mord. Men så er det bare spørgsmål som hvorfor og hvordan? og hvorfor på en teaterscene i en kælder?

Skyggernes Museum, The Basement. 2023. Simon Bennebjerg, Morten Burian og Nanna Finding Koppel  og publikum. Tegning af Claus Seidel.

Desværre blev jeg ikke grebet af det, og som figurer og karakterer i vild turbulens trådte ud og ind af hinandens skabeloner i fortid og nutid, blev det sværere og sværere at fastholde interessen. Kedeligt blev det aldrig, dertil er ikke mindst Simon Bennebjerg og Morten Burian alt for nuancerede og stærke skuespillere, mens det syntes helt overflødigt, at unge Nanna Finding Koppel som en anden jomfru skulle erobre rummet nøgen i begyndelsen. Heldigvis beholdt herrerne tøjet på!

Skyggernes Museum, The Basement. 2023. Simon Bennebjerg og Nanna Finding Koppel. Tegning af Claus Seidel.

Også nogle mærkelige detaljer om den lykkelige luder dukkede frem i anden del af forestillingen, hvor publikum ganske nyttigt blev bedt om at rejse sig og gå over i en dunkel krog af den ret brutale kælder.

Figurerne dækkede vist hele menneskeheden. Kvinden var både moder, madonna og luder, mens mændene vist også kunne klare det meste, som de hoppede ud og ind af roller som troldmand, herremodel, forfatter m.m.

Hvorfor al den ståhej må til gengæld blafre i vinden, for mordet i Tøndergade, fortid og nutid, magi og hverdag kan til sidst være et fedt. Og så tænkte jeg lidt på nobelpristageren Orham Pamuks roman “The Museum of Innocence” (2009) – som vist i øvrigt også har sit rent fysiske sted i Istanbul. Ikke nogen vild fortælling.  Med bogen in mente blev  ”Skyggernes Museum” desværre ikke tydeligere denne aften.

The Basement: Enghavevej 42.

Medvirkende/ Nanna Finding Koppel, Simon Bennebjerg, Morten Burian

Iscenesættelse/ Morten Burian

Lyddesign/ Jacobe Suissa

Manuskript/ Jokum Rohde

Lysdesign/ Morten Kolbak

Producent/ Louise Palle Krog-Meyer

Forestillingsleder/ Anna Hyllested

Forestillingen er støttet af

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst

Københavns Kommunes Scenekunstudvalg

Vesterbro Lokaludvalgs Vesterbropulje

Sportgoodsfonden

Danske Dramatikere

Knud Højgaards Fond

Konsul George Jorcks Fond

Louis-Hansen Fonden

Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat

Skuespillerforbundets Produktionsstøttemidler

Wilhelm Hansen Fonden

www.basement.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *