∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg
Amadeus. Repremiere på Gamle Scene – Det Kongelige Teater.
Nodeark blafrer og silkekjoler knitrer i denne sprællende og flotte genopsætning på Gamle Scene af “Amadeus”.
Historien og opsætningen af det 40 år gamle skuespil ”Amadeus” holder sig frisk, selv om de allerfleste roller er blevet nybesat. Men med Henrik Koefoed, Lukas Toya – og Ole Lemmeke i en birolle, som en dekadent kejser, er forestillingen stadig sprællevende.
Historien eller myten er fantastisk og almen og kan forstås på mange niveauer. Om geniet Mozart, der tilsyneladende som menneske var en smule enfoldig, men som kunstner en gudbenådet komponist. Her over for hans rival, den middelmådige og misundelige Salieri.
Tilbage i 1970erne, i kølvandet på offentliggørelsen af gamle breve fra Mozart, skrev dramatikeren Peter Shaffer (tidl. manden bag ”Hesteguden”) skuespillet ”Amadeus”, der hurtigt blev en verdenssucces i London, New York, København (i 1982). Få år efter fulgte filmen af Milos Forman i 1984.
I 2019, netop som Kasper Holten blev udnævnt til teaterchef på Det Kongelige Teater, skabte han en forrygende ny og overrumplende sceneversion af ”Amadeus”, hvor både musik, dans og skuespil gik op i en højere enhed. (Se den gamle anmeldelse nedenfor.)
Det er denne version, som netop har haft repremiere i en form, hvor næsten alle skuespillere og dansere er skiftet ud. Men det gør ikke så meget. Det nye ensemble, stadig med musikere fra Det Kongelige Kapel og sangere fra bl.a. Operaakademiet, er alle fremragende. Ikke mindst bærer de tre hovedkræfter: Henrik Koefoed som Salieri, Lukas Toya som Mozart og Ellaha Lack som hustruen Constanze figurerne videre og giver deres personlige bud på figurfortolkningerne.
Det betyder, at det er en mindre neurotisk og ond Salieri, sammenlignet med henholdsvis Jørgen Reenberg i 1982 og Søren Sætter Lassen i 2019. Koefoed spiller Salieri som et almindeligt menneske, der i misundelsens vold må tilintetgøre den spirende kunstner, som Gud tilsyneladende har givet alt. Salieri sørger for, at det lysende talent Mozart hverken får opgaver eller løn i Wien, hvor de begge er bosat. Men han indgår samtidigt en kontrakt med djævelen, helt på linje med Faust og såmænd også Don Juan i den gamle myte, og hos Mozart personificeret i kommandanten og stengæsten.
Lukas Toya som Mozart har både lethed og verbalt overskud og charme og skaber et troværdigt og elskeligt portræt af dette geni, som vi stadig ikke rigtigt forstår nu 241 år efter hans død. Flot gået af den unge skuespiller. Som Constanze skaber Ellaha Lack sin egen figur, lidt grov i starten, men får til sidst, da Mozart sulten og døende er ved at forsvinde væk fra denne verden, vist både smerte og medmenneskelighed.
Ellers kører showet efter den gamle opskrift fra 2019 med kor og dansepiger, der både skal vise det frigjorte selskabsliv og agerer i de forskellige glimt fra bl.a. operaen ”Bortførelsen fra Seraillet”.
Det er en fin detalje at Det Kongelige Kapel er på scenen meget af tiden og spiller uddrag af ganske mange Mozart-værker.
En del af iscenesættelsens stærke appel til publikum ligger også i Maja Ravns scenografi og kostumer, der ved første møde syntes helt overvældende. Her ved gensynet er genskabelsen af Gl. Scene og det store nodebjerg gimmicks, der fungerer overbevisende som enhedskulisse, der kan klare hoffet, operaen og ”hjemme hos” både Mozart og Salieri.
Der er mange detaljer, og samtidigt blomstrer flere bipersoner. Ole Lemmeke er en fascinerende, uimodståelig dekadent kejser Joseph II. Kagespisende det meste af tiden, når han ikke sidder eller ligger i en maxiudgave af Det Kongelige Teaters tilskuerstole. Igen en velfungerende leg, der her leder tankerne hen på Abildgaards skærmbilledet ”Lykkens Tempel”, hvor hoffolkene tumler ned ad den stejle trappe som tegn på degradering og det der er værre.
Også Michael Moritzen får alle nuancer med i sin venlige, men pedantiske bibliotekar og baron.
Alt fungerer igen, så ”Amadeus” er en velvalgt mulighed for også yngre generationer at stifte bekendtskab med det, som vi af og til rynker på næsen af, nemlig den store kulturarv. Her får man på et par timer serveret guddommelig musik, fra Don Juan, Figaros Bryllup, Tryllefløjten til Mozarts egen dødsmesse ”Requiem”, og desuden åbnes op for teatrets og scenens magi samt de eviggyldige menneskelige luner og dårskaber.
Varm anbefaling til alle – og også til de yngre publikummer. NB Husk børne- og ungdomsrabat på alle billetter.
Se anmeldelse fra 2019:
Dramatiker: Peter Shaffer
Iscenesættelse: Kasper Holten
Genopsætningsinstruktør: Anna Schulin-Zeuthen
Scenografi og kostumer: Maja Ravn
Musikalsk ledelse: Mikkel Futtrup
Lysdesign: Bruno Poet
Lyddesign: Rasmus Balch
Lyddesign: Jakob Bo Nystrup
Koreografi: Signe Fabricius
Koreograf ved genopsætning: Olivia Sol Anselmo
Oversættelse: Kasper Holten
Medv.
Henrik Koefoed / Salieri
Lukas Toya / Mozart
Ellaha Lack / Constanze
Ole Lemmeke / Joseph II, kejser
Bjarne Antonisen / Greve Orsini-Rosenberg
Viktor Pascoe Medom / Mozart, Venticello 1
Martin Bo Lindsten / Venticello 2
Michael Moritzen / Baron Gottfried van Swieten
Morten Hauch-Fausbøll / Grev Johann von Strack
Cecilie Bogø Bach / Constanze, Ensemble, Venticello 1
Sune Kofoed / Ensemble
Renate Ekerhovd / Katherina Cavalieri/Nattens dronning
Gina Gloria Tronel / Katherina Cavalieri/Nattens dronning
Joakim Larsson / Figaro, Stengæsten
Antti Mähönen / Figaro, Stengæsten
Claus Nielsen / Chefkapelmester Bonno/Mozarts far
Helena Bjarkadottir / OA-kor
Michaela Sîmkova / OA-kor
Laura Helene Hansen / OA-kor
Sunniva Fevang / OA-kor
Marcus Dawson / OA-kor
Johannes Bødtker / OA-kor
Alex Nielsen / kor
Fredrick Skjeldal / kor
Ingeborg Meier Andersen / Danser
Alexandre Bourdat / Danser
Oliver Zohore / Danser
Maria Malmström / Danser
Malik Asidah With / Danser
Tone Reumert / Danser
Medvirkende fra Det Kongelige Kapel
Tak! – En helt igennem fantastisk oplevelse!
Der mangler og savnes billede af de to skuespillere, der spiller Constanze🤔 Ellers er alle de mandlige nævnt🤔
Skynd jer at få dem på👊