Menu Luk

Begavet, samfundsengageret forestilling: Insideren af Teater Katapult.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Begavet samfundsengageret forestilling: Insideren af Teater Katapult.

Insideren. Teater Katapult. turné. 2022. Pressefoto.

Dette er en anmeldelse af ”Insideren”, en turnéforestilling af Teater Katapult. Samtidigt er det også  et forsvar for teatret Katapult, som Aarhus Kommune med et pennestrøg eller en tasteknap er ved at lukke ved at fjerne tilskuddet til teatret i forbindelse med de kommende budgetforhandlingerne. For uden kommunens opbakning, vil teatret, der er hjemmehørende i Aarhus, ikke kunne fortsætte.

”Insideren” er en vigtig, velspillet og visuelt som auditivt højt professionel teaterproduktion, der ovenikøbet krydser flere udtryksformer. Men Katapult er ikke en teaterinstitution, som praler. Og det er synd. Ugentligt får jeg mange pressemeddelelser fra alverdens kulturproducenter, der informerer om deres kommende værker med beskrivelser som: aldrig set eller hørt før. Sådan er det ikke med Katapult, men faktisk har de i de seneste år skabt meget væsentlige og anderledes forestillinger, som fortjener store lovord. Jeg har som københavner ikke set alle produktioner, men heldigvis har de også været på turné adskillige gange.  For et halvt år siden oplevede jeg dog ”Dynastiet” på hjemmebanen, Godsbanen i Aarhus. Igen en anderledes, seriøs og samfundsanalytisk teateropsætning, hvor der var styr på detaljer og gode gæstekræfter.

Insideren. Teater Katapult. turné. 2022. Tegning af Claus Seidel.

”Insideren” vil forhåbentlig få et langt liv på turné: En elegant, koncentreret beskrivelse af de senere års  store udbytteskatskandale i den vestlige verden. Ikke bare den lille sag i Danmark til 14 milliarder kroner, hvor de eneste som indtil videre har nydt godt af afsløringerne jo er diverse advokatfirmaer, her og der. Nej, det er den store skandale, hvor de fleste europæiske lande er indblandet, og staternes skatteforvaltninger er blevet snydt for måske  400 milliarder kroner ved fikse, helt ulovlige transaktioner med aktier hen over landegrænserne.

Insideren. Teater Katapult. turné. 2022. Pressefoto.

Med en enkelt velspillende skuespiller i hvid skjorte og businesshabit stående i et glasbur på scenen forstår vi det meste. Christoffer Hvidberg Rønje  viser den moderne mand, hans tøvende opstigning, hans begyndende sult og siden det forudsigelige menneskelige sammenbrud, som jo måtte komme.

På afstand har man tidligere gennem litteratur og film som bl.a.  ”Wall Street” kunnet lære om den grådighed, som har været fremherskende i de seneste årtier. For verden er jo dobbeltmoralsk, vi skal være medmenneskelige og hjælpe de svage, men samtidig hylder både medier og magthavere de materielt grådige, dem med penge.

Her i denne lille forestilling ”Insideren”, hvor alt er timet og velproportioneret af instruktøren Johan Sarauw og dramatikeren Anna Skov, er ”Insideren” som stykke og person kogt ned og ind til en forholdsvis retskaffen tysk advokat, der først blot arbejder, siden bliver indrulleret i hele kabalen for til sidst at ende som anklagerens  kronvidne.

Insideren. Teater Katapult. turné. 2022. Pressefoto.

Vi som publikum følger ham i glasboksen, mens vi via høretelefoner får replikker fra forhørsdommer og tillige chefen, der satte meget af det i gang. Så flot teknisk eksekveret, som da Radioteatret i sine velmagtsdage (før et uvidende ledelseslag i DR myrdede Radioteatret) var på sit højeste niveau.

Kort sagt – velspillet, vedkommende og smukt skabt teater, hvor man ikke kan lade være med at blive emotionelt involveret.

Alle disse lovord er vigtige. For Aarhus Kommune har for at spare på kulturbudgettet og direkte 1,5 million kroner valgt at slukke for tilskuddet til Katapult. Det er et teater, som har eksisteret siden 1990-erne og tillige har et ”akademi”, der satser på unge kræfter (der er overraskende gode) både inden for dramatik og skuespil.  Aarhus Kommune har møde om besparelserne mandag d.5.12., så jeg når lige at råbe højt og vil håbe, at andre også har gjort det. Men det er også arrogant, at der i kommunens spareforslag tillige indgår, at danseinstitutionen Bora Bora skal overtage lokalerne i Godsbanen!   I øvrigt har jeg været der. Godsbanen er om aftenen et meget mørkt sted, hvor jeg løb forvirret rundt, da der ingen skiltning var. Det osede af mangel på ”ejerskab” – et udpræget nedprioriteret kommunalt sted med forskellige kulturelle aktiviteter. Jeg har hørt,  at Katapult på et tidspunkt blev bedt om at flytte ind i kommunens Godsbanen. Det fremgår i øvrigt, at Bora Bora slet ikke kan bruge den lille spillescene til deres danseforestillinger.

Aarhus kommune vil også spare på nogle vigtige børneaktiviteter på Aarhus Teater samt lukke Hasle Bibliotek og skære i servicen på bibliotekerne i kommunen om fredagen.

Borgmesteren har sin egen afdeling  med mange ansatte. Slår man op på nettet, kan man læse, hvordan nye medarbejdere til borgmesterens ”afdeling” lokkes med bl.a.

  • Rådhuset har en motionsforening og et fælles motionsrum, som kan benyttes gratis af medarbejdere fra Borgmesterens Afdeling.
  • Man har herudover hvert år op til 5 gratis klip til fysioterapi/massage, med henblik på forebyggelse eller behandling af evt. arbejdsrelaterede fysiske lidelser.
  • Fastansatte kan leje billige sommerhuse og ferieboliger gennem kommunens feriefond. Etc etc.

Måske kunne der spares nogle millioner kroner på personalegoder, der jo stiller de udvalgte kommunalt ansatte tæt på Borgmesteren bedre end alle andre borgere i kommunen.

De foreslåede kulturbesparelser er simpelthen en kulturskandale i Aarhus. Og det er ganske sørgeligt, fordi Aarhus engang var en harmonisk og kulturelt fremsynet by. I dag fremstår Aarhus som en by, der ikke kan få nok af at vise sig frem, en by der har fået storhedsvanvid og pine død skal have højhuse og skyskrabere på bekostning af gamle by- og havnemiljøer.

Teater Katapults egenproduktion
Insideren

Medvirkende
Christoffer Hvidberg Rønje

Stemmer
Marion Reuter
Hanin Georgis
Benjamin Kitter
William Halken
M. Fl.

Dramatiker
Anna Skov

Instruktør
Johan Sarauw

Lyddesign
Sun Hee Engelstoft
Peter Albrechtsen
Marcus Aurelius Hjelmborg

Scenografi Og Videodesign
Signe Krogh

Lysdesign
Jens Hansen

Idé
Torben Dahl

Tekst-Dramaturgi
Susanne Hjelm Pedersen
Daniella O. Skovgaard

Assisterede Lyddesigner
Mikkel Nielsen

Lydpraktikant
Nicolai Pedersen

Støttet Af
STATENS KUNSTFOND
AARHUS KOMMUNES KULTURUDVIKLINGSPULJE
WILHELM HANSEN FONDEN
AARHUS STIFTSTIDENDES FOND

PS: Kommunens spareprogram:

https://deltag.aarhus.dk/sites/default/files/documents/Sparekatalog%20for%20Kultur%20og%20Borgerservice.pdf

  1. Katapults hjemmeside synes at være smart og moderne, men rummer desværre ikke så mange oplysninger, hverken om teatret eller om de aktuelle forestillinger. Det er ærgerligt.

www.katapult.dk

2 Comments

  1. Annette Max Hansen

    Hej Ulla, tjek lige menuen oppe i venstre hjørne på Katapults hjemmeside. Så at du beskriver deres site som mangelfuldt i anmeldelsen af Insideren – men jeg tror du finder hvad du leder efter under menuen.

    Bedste hilsner
    Annette

    • Ulla

      hej tak, jeg har faktisk checket alt via “menuen” – og intet sted fandt jeg henvisninger til årsrapporter, økonomi og struktur. Derfor skrev jeg i første omgang også vildledende om teatret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *