∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Mens solen brænder. Dommedagsteater på Teater S/H.
”Mens Solen brænder” er en teaterforestilling med meget på hjerte – og masser af knofedt bag produktionen.
Smuk er forestillingen at skue: lysende og fascinerende midt imellem natur og utopi, mens lydsiden er æterisk og drømmende på vej mod undergangen.
Skuespilleren Lotte Andersen og instruktøren Niels Erling har i fællesskab ønsket at skabe teater om noget så uteatralsk som verden i morgen, på den anden side af om ikke en katastrofe, så nogle skridt nærmere undergangen. Så det er med alvorsbrillerne på, at teamet har kontaktet både fem naturvidenskabelige forskere og for at gøre det endnu mere kompliceret: fire forfattere.
Men forestillingen er alligevel til at gribe fat i. Midt i det underskønne teaterrum står moderen Lotte Andersen og passer sin have og reflekterer over at føde et barn, barnet Louis. Og så er han der, den granvoksne Louis Bodnia Andersen, også skuespiller, som kan gå ind i den dobbelte rolle inden for fakta og fiktion.
Dermed bliver ”Mens Solen Brænder” til at generationsopgør, og dog, for i grunden ”spiller” moderen vel kun naiv for at fremprovokere de mere teoretiske overvejelser, som sønnen har om en verden på den anden side af det ikkemenneskelige.
Det er svært at få rede på, hvad der egentlig er ved at ske med kloden. Jeg har hørt mere klare udredninger, men det skal holdet på scenen ikke klandres for.
Forestillingen er vel et eksperiment, der halvt er lykkedes, og holdet må lære, at en idé ikke nødvendigvis bliver bedre udfoldet, fordi man involverer en masse mennesker i realiseringen. Det er som om, at ikke mindst de fire forfattere ikke helt har fattet, hvad det går ud på. Jeg kan i øvrigt i den smukke, tilknyttede programbog ikke se hvem, der har skabt hvad.
Lotte Andersen er en god skuespiller, ofte med benene på jorden, og hun får etableret denne ”grønne” moder på smukkeste vis. Louis Bodnia Andersen har fået en svær opgave, for hans replikker er tunge og næsten umulige at formidle, det fremgår også af programbogen. Og det er mere end synd. En god forfatter og replikmager havde kunnet gøre underværker.
Komponisten Rasmus Juncker stå hen igennem forestillingen på charmerende vis ovre til siden og skaber de smukkeste og mest nydbare lydbilleder, der også har katastrofesignaler indbygget.
Mens det er scenografen Lise Marie Birch, der er med til at redde forestillingen ved at skabe et haveunivers med jord, planter og små klipper, der næsten giver Per Kirkebys broncer baghjul. Men uden lysdesigneren Jim Falks meddigtende lys ville hverken have eller landskab have haft den også beroligende virkning, som jeg faktisk oplevede.
”Mens Solen Brænder” er et fint og nødvendigt initiativ, men næste gang skal der nok ikke inviteres så mange Klogeåger og forfattere med. Teaterfolket må stole på egen intuition og eget håndværk.
Medvirkende LOTTE ANDERSEN, LOUIS BODNIA ANDERSEN, RASMUS JUNCKER (musiker) Koncept NIELS ERLING, LOTTE ANDERSEN Iscenesættelse NIELS ERLING Tekst IDA MARIE HEDE, MARIE BJØRN, PEDER FREDERIK JENSEN, URSULA ANDKJÆR OLSEN Forskning DONALD CANFIELD, PETER FUNCH, THOMAS PAPE, CHRISTINA TOLDBO, RASMUS GRØNFELDT WINTHER Scenografi LISE MARIE BIRCH Sangskrivning KATRINE MUFF ENEVOLDSEN, LARS EMIL FODER Komposition, musik og lyddesign RASMUS JUNCKER Lysdesign JIM FALK Forestillingsbilleder EMILIA THERESE
Støttet af NOVO NORDISK FONDEN, DANSK KOMPONISTFORENING, STATENS KUNSTFOND