∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla strømberg.
The Handmaids Tale – Poul Ruders’ opera på Det Kongelige Teater.
Gennemarbejdet og finpudset nyopsætning af Poul Ruders’ 22 år gamle opera over Margaret Atwoods roman.
Med den tidligere operachef John Fulljames som instruktør er også denne operaopsætning logisk og velgennemtænkt, næsten som en kabale, der er lige ved at gå op. Flot. Og med den polske mezzosopran Hanna Hipp som hovedrollen Offred er mere end den halve sejr hjemme. Nej, faktisk er hun aftenen værd – og tak for det.
Så kan man mene, hvad man vil om Atwoods uhyggelige science fiction roman, der såmænd ikke ligger så fjernt fra vores nuværende globale situation, hvor flere diktaturer kæmper om at gøre livet og fremtiden dyster for alle og herunder ikke mindst for kvinderne.
Historien hos Atwood er frygtelig og vist snart kendt af de fleste, fordi en lang tv-serie er bygget over bogen. Det er fra Atwoods side bl.a. et feministisk opråb, der beskriver kvinder i en form for nonneagtigt fangenskab. De tvinges til at føde andres børn, fordi fertiliteten hos overklassen, takket være radioaktivt nedfald, er for nedadgående, hvis jeg har forstået det ret. Det er nemlig ganske uhyggeligt og ikke til at bære, og man har bare lyst til at ryste historien af sig.
Men det var lige netop denne barske fortælling, som fik komponisten Poul Ruders (født i 1949) tilbage på operasporet efter, med hans egne ord, en ikke så vellykket operamodtagelse af hans opera ”Thycho” fra 1986. Der skulle mere drama til for at få komponisten til at brillere med et komplekst og nærmest bristefærdigt partitur.
”The Handmaids Tale” var en bestilling fra Det Kongelige Teater. Ved urpremieren i 2000 blev operaen fra første færd en succes og har siden med gode resultater været opført i både Canada, USA og England.
Musikalsk set er operaen meget interessant. For fuldt orkester med ekstra moderne instrumenter og mystiske slagtøj – er der fra optakten drøn på og ganske bemærkelsesværdigt en række mezzosopranstemmer, som beretter om det liv, som var engang eller kommer(?). Musikken sover aldrig, for flere ledemotiver holder handlingen i gang med bagvedliggende smukke fortløbende musikalske linjer. Komplekst i analysen, men overbevisende at lytte til.
I centrum af historien står Offred, her sunget mageløst rent og smukt af Hanne Hipp, en polsk mezzosopran. I historien er hun suppleret af sin egen fortidsfigur, mindre markant men sympatisk sunget af Sarah Champion suppleret af den tidligere ægtemand Luke, Jacob Skov Andersen. Endnu et stort parti til Hanne Fischer som den frygtelige overklassekvinde Serena Joy, der ikke kan få børn og derfor netop må ”bruge” Offred. Igen er historien ikke til at bære og løses scenisk meget kontant og klinisk. Bag tæpper m.m. bliver selv barnefødsler gennemført under hvide lagner, dog vises blodige stofbaner demonstrativt frem for publikum.
I det hele taget er scenografien ved Cloe Lamford lidt kold, neutral, velfungerende, men uden hverken fremtids- eller fortids-associationer Hvide vægge hejses op og ned, hospitalssenge rulles ind og ud sammen med designermøbler for at markere overklassens hverdag. Det fungerer, men bliver desværre aldrig et plus i sig selv, derimod er kostumerne til de tvangsindskrevne nonner i orden, men en smule romantiserede, som en kontrast til hele historien,
Operaen holder sig rent musikalsk ikke tilbage. De store udsving betyder faktisk, at man ville kunne lukke øjnene og følge udviklingen. Efter pausen bliver der i øvrigt mere samling og mod slutningen i operaen anes en lille smule håb, når musikken toner ud i fine strenge.
Det Kongelige Kapel og koret er for tiden fremragende. Med dirigenten Jessica Cottis på dirigentpodiet kom det bedste vel ud af operaen, men næppe alt.
For Hanna Hipp, Hanne Fischer samt flere andre sangere og instruktør og komponist er denne opsætning en sejr, de kan glæde sig over – men som publikummer går man faktisk hjem og har svært ved at sove. Er det Atwoods billede af en verden, som vi lever i, der forstyrrer og foretrækker vi det lille samfund, hvor arnepension, løntillæg til offentligt ansatte og politikernes frynsetillæg driver nationen frem mod en valgdag inden længe?
Næste gang i Operaen vil jeg enten have håb på scenen eller også lidt nydbar glemsel. For ”The Handmaids Tale” er med til at sætte verden i relief, desværre på den mest ubehagelige måde.
- Og så lidt om programmet: Operaafdelingens programmer er som tidligere beskrevet noget svingende og har svært ved at finde et naturligt informationsleje. Dennegang er der flere udmærkede tekster om Atwoods roman og nogle stikord fra Ruders. Men hvorfor ikke en lille biografi om Poul Ruders? Og hvorfor ikke nogle cv’er på kunstnerne? I stedet bruges endnu engang en hel side for at fortælle operagængeren, hvem der er chef, mellemchefer etc. og herunder hvem, der står for lyssignaler, skræddersal, hatteafdeling etc. Det har altså taget overhånd. Også ved gæstespil bliver alle disse mellemledere nævnt. Er det en grundlovssikret ret, de statsansatte har? Jeg vil hellere læse om kunsten og kunstnerne og gider ikke skulle google mig frem til basale informationer, mens jeg er i Operahuset.
Instruktør: John Fulljames
Dirigent: Jessica Cottis
Scenograf: Chloe Lamford
Kostumedesign: Christina Cunningham
Lysdesign: Fabiana Piccioli
Videodesign: Will Duke
Koreograf: Lidia Wos
Hanna Hipp / Offred
Sarah Champion /Offred before
Jacob Skov Andersen / Luke
Gisela Stille / Aunt Lydia
Clara Cecilie Thomsen / Moira
Hanne Fischer / Serena Joy
Morten Staugaard / kommandanten
Gert Henning Jensen / lægen
m.fl.
Kor, kapel m.fl.