Menu Luk

Ikaros – ny ballet hos Dansk Danseteater.

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Ikaros – ny ballet hos Dansk Danseteater.

Dansekompagniets medlemmer fejler intet hos Dansk Danseteater. De er alle på et højt niveau og synes at magte de fleste udfordringer. Men dem er der bare ikke så mange interessante af. Og det er synd.

logo til Ikaros. Dansk Danseteater. 2022.

Med den nye ”Ikaros” afslutter lederen af kompagniet, Pontus Lidberg, vist både sine fire år som boss for det, der engang var flagskibet inden for dansk, modern dance, og så en trilogi baseret på de græske myter.

Kompagniet har stadig et navn, som placerer det midt i dansk kulturliv og en stor pose penge via finansloven. Alt det kunne være ok, hvis vi fik valuta for pengene, dvs. stor kunst og naturligvis også en god danseoplevelse for det publikum, der i sidste ende betaler gildet. Men sådan er det ikke helt.

Ikaros. Dansk Danseteater. 2022. Foto: Jacob Stage.

Med ”Ikaros” tages fat om den gamle græske myte, men hvorfor Lidberg skal tviste historien og gøre den queer, som hjemmesiden kan oplyse, er svært at forstå og acceptere. Lad os få den rene vare, vi behøver ikke nogen forskydning.

Ikaros fader, Daidalos, er til stede hele tiden på scenen. Han smeder og regerer, og det er faktisk smukt at skue. Ifølge myten er han indespærret med sin søn og vil flygte ved at flyve bort og dermed tage kampen op med de højere magter.

Ikaros. Dansk Danseteater. 2022. Foto: Jacob Stage.

Men her i balletten gennemlever Ikaros et liv med flere kvinder. På et tidspunkt kommer der vilde heste, som forvandles til et talekor. Ikaros møder mere modstand og et lidt overflødigt tæppe, som igen og igen vender tilbage som sejl eller en del af et begravelsesritual.

Ikaros. Dansk Danseteater. 2022. Foto: Jacob Stage.

I øvrigt udskammer det engelsktalende kor (play back) Ikaros for at være ”gay”.

Ak ja. Faderen er snart færdig med at konstruere de store vinger, der skal afprøves. Som alle ved, går det grueligt galt, når Ikaros nærmer sig solen. Voksen mellem fjerene smelter. Alt brænder. Afslutningen er det mindst spektakulære i denne ballet, for det er blot et rød lys og så stilhed.

Den svenske komponist Stefan Levin har skabt et smukt musikalsk, bevægende lydbillede, som på alle måder er fint og velfungerende. Men Lidbergs koreografi er endnu engang en smule fortænkt og repeterende. Hans trin er ufri. Som om det bevidst skal være en smule fordrejet. Hvorfor ikke ose af overskud og danseglæde? Det fortjener det dygtige kompagni.

Dermed bliver budskaberne i denne og såmænd også i de to foregåede balletter i trilogien: ”Sirene” og ”Kentaur” svære at engagere sig i.

Ikaros. Dansk Danseteater. 2022. Foto: Jacob Stage.

Jeg vil citere den gamle anmelder Frederik Schyberg for i en helt anden sammenhæng at have skrevet: ”Der lå et hæderligt arbejde bag forestillingen og måske en opfattelse af det vanskelige og paradoksale stof – men ikke en opfattelse, der hævede sig overlegent op over stoffet…… ( Teater i Krig s.125. (Anm. af ”Tobaksvejen” på Alléscenen, oktober 1945.)

Dansk Danseteater skal have ny kunstnerisk leder. Der har været stillingsopslag, og fristen udløb for en uge siden, men opslaget synes på ingen måde at lede efter den person, der vil kunne vise vejen frem for det DANSKE kompagni, som blev skabt i 1981.

I 2006 havde gruppen 25 år jubilæum. Stifterne, der alle var gamle dansere og koreografer,  var stadig aktive og engagerede uden for gruppen. Der var tillige en udstilling med katalogbog på Teatermuseet i Hofteatret. Men den daværende leder var ikke spor interesseret eller imponeret over fortiden. Og sådan har det tilsyneladende også været i de seneste år.  Fortiden eksisterer ikke!

Måske skulle bøtten vendes.  Og der skulle være Time Out.  For hvis der overhovedet skal være et danseensemble på finansloven, burde det vel gøre sig fortjent til både navn og økonomisk støtte.  Jeg foreslår derfor en tænkepause – og at hele det danske dansemiljø blev både målt og vejet. For det paradoksale er, at Kulturministeriet faktisk sender mange penge efter både Den Kongelige Ballet, Dansk Danseteater og mange mindre grupper.  Men der mangler de store mål eller er det talent?

 

KOREOGRAFI/INSTRUKTION Pontus Lidberg
DRAMATURG Adrian Guo Silver
KOMPONIST Stefan Levin
KOSTUMEDESIGN Rachel Quarmby
SCENOGRAFI OG LYSDESIGN Raphael Frisenvænge Solholm
VIDEOTRAILER Omid Zarei
IKONBILLEDE 
Clément Legrand
Dansere: Medlemmer af Dansk Danseteater (der oplyses ikke hvem, der danser.)

www.danskdanseteater.dk

4 Comments

  1. Anette

    Kære Ulla
    Godt talt og tak for at give en tiltrængt opsang
    Nu bliver det spændende at se hvad bestyrelsen vælger til kunstnerisk ledet ….
    Kh Anette

    • Ulla

      Ak ja, men efter opslaget at dømme, er det ikke sikkert, at der ansættes en kunstnerisk dynamisk leder, snarere en skrivebordsperson, der har været på lederkursus.

  2. Jep Loft

    Jeg ville sådan ønske, at danserne fik lov at danse. Jeg er så træt af at se dem rulle rundt på gulvet.
    Og så ville jeg foretrække, at man talte dansk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *