Menu Luk

Come from Away – trampende god musical på Fredericia Musicalteater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Come from Away – trampende god musical på Fredericia Musicalteater.

Fra første sekund er salen med: for det store orkester med  Martin Konge i spidsen og hele ensemblet har slået tonen an: Nu skal der danses og trampes til irske toner, og i det hele taget skal man slå sig løs på den civiliserede måde, mens en virkelig historie oprulles.  ”Come from away” bliver dermed til en rigtig folkemusical!

Come from away. Ny musical på Fredericia Musicalteater. 2022. Foto: Rumle Skafte.

Det er imponerende flot, at der igen er musical i Fredericia efter store økonomiske problemer for få år siden. Under nyt navn, Fredericia Musicalteater, holdes danmarkspremiere på den canadisk/amerikanske prisbelønnede musical ”Come from Away” fra 2015.  En fascinerende ensembleforestilling, som i den grad passer til Fredericia. Nok er der stjerner på scenen, men hvis ikke alle 16 aktører både kunne danse og synge, ville det hele være ligegyldigt.

Det interessante er, at forestillingen er dobbelt symbolsk. Musicalen handler om at hjælpe og stå ved sit ansvar. Det samme er tilfældet på scenen i Fredericia, hvor nogle af veteranerne fra teatrets haydays stadig er med: Instruktøren Thomas Agerholm, scenografen Benjamin la Cour og sangeren Lars Mølsted. Og uden om yngre og mere modne sangere og dansere, som næsten alle er uddannede i Fredericia til denne helt specielle teatergenre. Det er beundringsværdigt, og noget vi alle bør støtte.

Come from away. Ny musical på Fredericia Musicalteater. 2022. Foto: Rumle Skafte.

Og sådan er det også med historien bag ”Come from Away”, der bygger på virkelighedens hændelser. Der skal løftes i flok, når ulykkerne ramler ned. D.11. september 2011 blev verden i løbet af en halv time anderledes. Ligeså med den lille by Gander i Newfoundland, hvor 38 fly måtte nødlande, da det amerikanske luftrum var lukket ned i flere døgn oven på den ulykkelige terror i New York.

Musicalen viser en række af de gode samaritanere, lokale borgere, som tog sig af de strandede passagerer, deres medmennesker. Den lille by Gander på små 10.000 indbyggere fik næsten fordoblet  antallet  af beboere i nogle få dage. Siden udviklede sig venskaber og nye relationer, som blev til sammenhold på nye måder.

Come from away. Ny musical på Fredericia Musicalteater. 2022. Foto: Rumle Skafte.

Men for at få en virkelig hændelse til at fungere på scenen, skal der være noget ekstra. Det er et scoop med den lokale sound: folkemusikken i Newfoundland, i familie med keltisk og irske toner iblandet lidt inspiration fra Cornwall. Derfor lyder der fra start til slut en smittende, trampede rytme, som man ikke kan lade være med at blive grebet af. Vi klapper med og i det hele taget overstrømmes alle i salen af en bølge af feel good.

Denne feel good folkemusical er canadisk/amerikansk. Portrætterne oser også af alt det bedste, som findes blandt (demokratiske) amerikanske mellemklasseborgere.  Man interesserer sig for de andre, man hjælper, man støtter, man tager hånd om andres problemer, og det hele sker i den gamle nybyggerånd.

Come from away. Ny musical på Fredericia Musicalteater. 2022. Foto: Rumle Skafte.

Instruktøren Thomas Agerholm viser endnu engang sit greb om musicalgenren. Alle er i vigør, og alle yder deres bedste eller mere til. Ingen falder igennem.  Benjamin la Cour havde sit gennembrud som scenograf netop i Fredericia med ”Klokkeren fra Notre Dame”. Denne gang er det hele mere stilfærdigt, men la Cour mestrer at klæde det ikke nemme rum på, så vi er i Newfoundland på en knejpe, i en hangar og inde i flyvemaskinerne. Stilfærdigt manes mange forskellige lokaliteter frem, mens der hænger vragstumper af fly i loftet. Kostumerne er næsten for autentiske 2001.

En lang række af skuespillerne er bare så gode, at de bør fremhæves: fra Lars Mølsted, Anne Fuglsig, Johanne Milland til Katrine Skovbo, Maria Skuladottir, Ulla Ankerstjerne, Søren Bech-Madsen og mange flere. Også musicaleleverne  er gode og får skabt knivskarpe portrætter. På splitsekunder hopper hele ensemblet ud og ind af den lille bys lokale befolkning og over i de strandede og ulykkelige sjæle fra resten af verden, mens de varme folkemusikalske toner dunker i baggrunden.

”Come from Away” er en musical, der med udgangspunkt i en kollektiv tragedie, hylder fællesskabet i et lille samfund.  Det kan vi alle lære noget af.

Come from away. Ny musical på Fredericia Musicalteater. 2022. Foto: Rumle Skafte.

Nu er der kun at håbe, at den nye teaterkonstruktion og ledelse i Fredericia ikke lader succesen  stige til hovedet, men fortsætter et stødt og kontinuerligt kunstnerisk arbejde og holder styr på økonomien. Det fortjener både musicalverdenen og publikum. Og så kunne man jo ønske for alle, at denne musical med hele besætningen fra Fredericia kom på danmarksturné.

Bag scenen:

Thomas Agerholm – Instruktør

Benjamin la Cour – Scenograf

Martin Konge – Kapelmester

Kim Ace – Koreograf

Mads Æbeløe Nielsen – Oversættelse

Thilde Jensen – Kostumedesigner

Martin Jensen – Lysdesigner

Agerholm & la Cour – Videodesign

Tim Høyer, Tone Art Aps – Lyddesigner

 

COME FROM AWAY – A new musical

Presented by arrangement with Music Theatre International.

Book, Music and Lyrics by IRENE SANKOFF and DAVID HEIN

Original Broadway Production produced by Junkyard Dog Productions

Orchestrations by August Eriksmoen

Arrangements by Ian Eisendrath

Medvirkende:

Cast: Anne Fuglsig, Christian Damsgaard, Jean Michel, Katrine Skovbo, Lars Mølsted
Mads Æbeløe Nielsen, Maria Skuladottir, Nicoline Siff Møller, Oliver Aagaard-Williams, Johanne Milland, Søren Bech-Madsen, Ulla Ankerstjerne, Aviaya Steinø, Mira Andrea Balloli, Rosa Kuhlmann Gehl,Tobias Arentoft Gräs og Jacob Prüser.

www.fredericiamusicalteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *