Carmen – repremiere på Operaen.

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Carmen – repremiere på Operaen.

Fin genopsætning af den flere år gamle carmenproduktion på Operaen.

Hermed et dementi af min gl. anmeldelse fra 2019. For produktionen er i den nuværende form både interessant, anderledes og fascinerende – til 5 stjerner. Det var nemlig en dejlig repremiereaften, hvor Elisabeth Jansson leverede alt det, som en Carmen kræver.

Den australske operainstruktør Barrie Koskys iscenesættelse af ”Carmen” med københavnerpremiere i første omgang i 2019 ved to instruktørassistenter er nu igen på repertoiret ved assistenten Johannes Stepanek.

Men denne gang synes operaen faktisk at fungere fint på sine egne præmisser. Flot ser det ud, og endnu mere imponerende er det musikalske niveau hos Kapellet, koret og solisterne.  Ros hele vejen rundt – og videre til det tekniske, hvor scenografien er barberet ned til en trappe og alle er iført sort/grå/ hvide kostumer – samt nogle få pangfarver. Tillige en lysdesigner, Joachim Klein, der er bedre, end hvad vi ellers er vant til her ved Københavns Havn.

I øvrigt var det en færdig pakke (bortset fra sangere og kor), som har været opført i flere andre storbyers operahuse. Genbrug er vel godt i disse tider.

Med en flot syngende Elisabeth Jansson igen i den krævende rolle som Carmen opfyldes alle rollens både musikalske som dramatiske krav. En drilsk charmerende, lidt dæmonisk kvinde, der styrer festen. Og dog, for Carmen er også overtroisk. Så da kortene i tredje akt i den ensomme bjergegn bliver ved at vise døden, erkender hun, at hendes dage er talte. Derfor bliver der hen mod slutningen en mere alvorstung Carmen, vi oplever. Og til allersidst – sammen med toreadoren optræder hun som en vaskeægte Lorca-enke med meterlange sorte flæser.

Ved repremieren har Carmen to meget forskellige bejlere: Den runde bløde tenor, Don José, lidt køligt ageret, men fint sunget af Niels Jørgen Riis og her overfor  den mere taknemmelige rolle som toreadoren, Escamillo, nu en rank og flot baryton, godt sunget af Jens Søndergård og mere end understøttet af Bizets toner. Her er vinderen. Det er ikke så svært at forstå, hvorfor Carmen må vælge Don José fra og gå efter toreadoren. Andre havde gjort det samme. Med  stærke præstationer af de tre hovedpersoner bliver det lidt sværere for Michaela at markere sig. Fint sunget, men uden det ekstra følsomme, som denne rene og trofaste sjæl står for.

Iscenesættelsen er tricky. En fortællerstemme er lagt ind hele vejen igennem. En kælen, lys kvindestemmen (Maria Rich) ( modpol til Carmens mezzo!) læser en tekst, der er en blanding af den originale tekst af Mérimèe samt fra librettoen. Det fungerer, men forvirrer og stopper det musikalske flow, på samme vis som de seks akrobater, der supplerer flere mellemspil, men distraherer og koster tid.

Hovedidéen i scenografi og iscenesættelse er at skrælle ned til et minimum – derfor blot en stor trappe, der fylder hele scenerummet. Væk er Sevilla, knejpen, bjerglandskabet og arenaen. Trappen er ikke noget ukendt fænomen, hverken inden for showbiz eller nyere teaterscenografi. Alt ser bedre og mere attraktivt ud på en trappe: entréer, sortier etc.  Sådan er det også her, men igen: en smule distraherende.

Kostumerne er neddæmpede, hvor scenografen, Katrin Lea Tag, har valgt gråt og sort, bortset fra toreadorens kostume med pink strømper – og til sidst guldkostume. Også akrobaterne får kulør, når de leger toreadorer.

Det mest irrationelle er nok åbningsbilledet, hvor Carmen sidder stille på trappe i toreadorkostume og måske forudser sin skæbne. Men at identificere sig med den kommende flotte elsker, holder vel ikke?

Og sådan er der uendelig mange løse ender, der, hvis man var en pedantisk dramaturgielev, kunne blive meget forvirret,  men man skal nok bare leve med det.

Pointen i iscenesættelsen? Minimalisme, dekonstruktion, anderledeshed. Jeg køber dog pakken denne gang på grund af kunstnernes helhjertede indsats og Bizets helt vidunderlige musik, der jo i øvrigt først i anden omgang vandt publikums gunst tilbage i 1875.

Så et godt råd. Smid al viden om Carmen-iscenesættelser over bord. For her har enhver snert af fortid fået en tur i cocktailshakeren. Men flot ser det ud  og fantastisk lyder det, bare lidt anderledes. For plejer er død.

Alligevel er der noget galt. For Det Kongelige Teater kan tilsyneladende stadig ikke finde ud af, hvad teatret vil med denne Carmen-forestilling.  Programredaktionen har vist ikke læst min gamle anmeldelse, hvor jeg skrev en hel del om programteksterne. 75 procent af de gamle fejl er gentaget, og der er mere end sparet og rodet rundt med kommaerne. En helt håbløs programartikel er igen trykt med en håndfuld studentikose begreber som optik, intertekstuelle, konnotationer, receptionsteorier og et diskursivt greb!  Det går altså ikke. Værre bliver det, at “Carmen” pludselig skal passe ind i et dagsaktuelt emne som partnerdrab. Nej, så er det bedre med det korte citat af instruktøren: ”Carmen er Carmen”. Jamen, hvor har han ret.

Lad os så snart få nogle velskrevne faktuelle programartikler til de mange operaer, som heldigvis er på repertoiret på Nationalscenen. Og med ny operachef kan det være, at der fremover hverken snobbes opad eller nedad i formidlingen. For som alle ved: Operagenren skal formidles på en fornuftig informativ måde – hverken mere eller mindre. Og så for at slå det fast: “Carmen være Carmen!”

Iscenesættelse: Barrie Kosky
Instruktør ved genopsætning : Johannes Stepanek
Dirigent: Hossein Pishkar
Dirigent: Yi-Chen Lin
Scenograf: Katrin Lea Tag
Kostumedesign: Katrin Lea Tag
Koreograf: Otto Pichler ved Tone Reumert
Lysdesign: Joachim Klein

Hossein Pishkar / Dirigent

Yi-Chen Lin / Dirigent

Elisabeth Jansson / Carmen

Paula Murrihy / Carmen

Niels Jørgen Riis / Don José

Andrea Carè / Don José

Jens Søndergaard / Escamillo

Simon Duus / Escamillo

Perrine Madoeuf / Micaëla

Sine Bundgaard / Micaëla

Eldrid Gorset / Frasquita

Fanny Soyer / Frasquita

Valerie Eickhoff / Mercédès

Kari Dahl Nielsen / Mercédès

M.fl.

Det Kongelige Kapel

Det Kongelige Operakor m.fl.

Carmen er et samarbejde med Oper Frankfurt og Royal Opera House, London. Dansere er castet i samarbejde med Tivoli balletteater.

www.kglteater.dk