∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Fly me to the moon – spillet på engelsk hos That Theatre Company i Krudttønden.
That Theatre Company spiller lige nu en underholdende krimikomedie af den nordirske dramatiker og skuespiller Marie Jones. Dermed markeres tillige teatrets 25 års jubilæum. For tilbage i 1997 var allerførste teateropsætning på engelsk i København med Ian Burns’ teater ”A night in November” af Marie Jones. Nu er ringen sluttet med endnu en tekst af Marie Jones. I mellemtiden har der været næsten 50 opsætninger – alle på engelsk – og de fleste i Krudttønden på Østerbro.
Det viser en imponerende udholdenhed og målbevidsthed. Samtidig er det befriende, at That Theatre Company fastholder troen på den dramatiske dialog, det gode skuespil og historiefortællingen. Gang på gang har kompagniet i de seneste år netop spillet denne både angelsaksiske og klassiske form for teater. Og det er en glæde i denne tid, hvor ikke mindst den såkaldte nye danske dramatik yderst sjældent er i stand til at skrue et plot sammen og få personerne til at TALE sammen, dialogisere. Gang på gang ender det med at være monologer sagt ud i det blå. Men ikke hos That theatre Company.
Med Marie Jones’ ”Fly me into the moon” fra 2012 er der både plot, spænding og dialog – samtidigt er forestillingen struktureret med en opadgående spændingskurve, hvor man bliver revet med af handlingen. For det er også en krimi, hvor alle muligheder holdes åbne til det sidste. Det ringer på døren, der er politisirener, intet mangler for at skabe en højspændt situation.
To underbetalte hjemmehjælpere står over for en død patient, de er kommet hos i flere år. Det eneste de ved om ham er faktisk, at han elskede Frank Sinatras sange. Men i stedet for at ringe til læge og politi, da de ser, han er død, prøver de at score de få midler, som denne mand nu, efter at døden er indtrådt, stadig er berettiget til: den ugentlige folkepension og så en gevinst hos en bookmaker.
Den ene af pigerne er lidt smartere end den anden, mere udspekuleret, men ganske fikst svinger pendulet. De to yngre kvinder viser hurtigt flere af menneskets mere mørke tilbøjeligheder. Selviskhed, griskhed, etc. Men heldigvis vakler de, hver gang de har fået en ny idé til udskyde patientens dødstidspunkt.
Ian Burns har iscenesat med stor sans for alle detaljer i de to skuespilleres mimik og sproglige udtryk. De to yngre skuespillere, Dawn Wall og Alexandra Jespersen, er meget forskellige, men har et fint sam- og modspil. Men den første halve time havde jeg svært ved at forstå sproget, der ikke kunne ligge længere væk fra det engelske, som både den nye britiske Kong Charles og den tidligere premierminister Boris Johnson taler. Men til sidst havde mit øre vænnet sig til de ikke altid så kønne lyde.
Slutningen, nej, den skal ikke røbes.
Der er ofte mange ældre skoleelever i Krudttønden, og det er godt. Men det er faktisk synd, at ikke flere almindelige københavnske teatergængere vover sig derud på Østerbro. For det er noget ganske særligt, og tillige har THAT THEATRE COMPANY fortjent at blive værdsat for at dyrke noget anderledes, næsten eksotisk i denne moderne tid: ”Det veldrejede teater”, som var en betegnelse, der ikke mindst blev brugt om boulevardteatret i Paris i 1800 tallet med en dramatikermaskine som Eugene Scribe. Men englænderne og irerne, uanset på hvilken side af grænsen de har levet, kan også skrive dramatik og spille teater, så det er en fryd.
I øvrigt har That Theatre Company tidligere spillet ”Waiting for Godot” af Beckett, en anden irer og en lang række af de seneste årtiers bedste engelske dramatiske værker: ”The Caretaker”, ”The Dumb waiter”, ”No man’s land”, etc.
Kort sagt: ”That Theatre Company” har på alle måder igennem de seneste 25 år levet op til at være et klassisk forankret, engelsktalende teater i København.
Playwright: Marie Jones
DIRECTOR Ian Burns
CAST Dawn Wall, Alexandra Jespersen
www.that-theatre.com