Kunsten at være Okay på Nørrebro Teater.

∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Kunsten at være Okay på Nørrebro Teater.

Stjernerne tilkommer skuespillerne og musikeren. For faktisk er ”Kunsten at være Ok” slet ikke teater. Det er en række monologer, fordelt på en håndfuld skuespillere,  sat på en musikalsk snor indpakket delikat i candyfloss af scenografen Julian Toldam Juhlin.

Instruktøren Niels Erling må have kæmpet godt og grundigt med den række af enetaler uden substantielt indhold, skrevet af skuespilleren og dramatikeren Nanna Cecilie Bang.

Teksten

Vi oplever desværre lige nu en ekstrem dramatikerkrise inden for dansk teater.  Måske er der for mange, som ikke evner at skrive dialoger, måske ligger fejlen skjult i den århusianske dramatikeruddannelse?

Det kan godt være, at jeg ikke er målgruppen for Nørrebro Teaters forestilling. Nej, jeg er ikke målgruppen. Men der skal trods alt noget til, når man inviterer 500 mennesker ind i et rum, hvor det offentlige har betalt en stor pose penge for løjerne, og opgaverne er fordelt blandt hårdtarbejdende skuespillere og teknikere, som ikke tør sige nej af angst for ikke at få et job i næste ombæring.

Nørrebro Teater er ikke et enestående tilfælde med ” Kunsten at være Okay”. Den nye teateropsætning er snarere et tydeligt bevis på en uhyggelig spiral, hvor endnu et teater af angst for ikke at tiltrække et ungt publikum til teatret vælger at lægge ikke mindst den verbale barre nede i fodhøjde. Det er synd for skuespillerne – og det er synd for publikum.

Som ”Kunsten at være Okay” folder sig ud nu, ligner det noget, jeg har oplevet også andre steder: en gang elevopvisning på et dramahold, hvor man nærmest har improviseret teksten frem, så de enkelte spillere kan få lov at udtrykke et par følelser eller tre: ”Jeg kører på cykel mod Nørrebro, mobilen ringer ikke, det begynder at regne….”

På scenen i Ravnsborggade står et flok unge aktører, som aldrig får personlige karaktertræk. De siger almindeligheder samlet op af forfatteren fra livet i det nære København og omegn. Gennemgående er følelsen af ensomhed: Telefonen ringer ikke, den hun elsker, elsker ikke, livet er ikke værd at leve, etc.

Men menneskeheden har faktisk større problemer. En klode, der er overbefolket, et Europa i krig, en energisituation, der er uoverskuelig, lækkede gasledninger, et skolesystem, som er kuldsejlet, en ældrepleje, som ikke kan finde ud af det og et psykiatriområde, der er opgivet. Tilbage står desværre en dansk kunst- og kulturverden, som ofte tror, at den er uundværlig og udødelig og derfor kan tillade sig at være direkte navlebeskuende.

Det allerstørste og overskyggende problem ligger i teksten af Nanna Cecilie Bang, der tidligere har afleveret tekster til Aarhus Teater og Betty Nansen teatret og i øvrigt selv er skuespiller.

Kunsten at være Okay. Nørrebro Teater.2022. Marie Dalsgaard. Tegning af Claus Seidel.

 

Det visuelle

Også scenografen Julian Toldam Juhlin, der ellers kan være spændende, opfindsom og fornyende, synes at have handlet i panik og grebet ned i gemmekassen med tidligere scenografier, bl.a. fra Benny Andersen-forestillingen ”Svantes lykkelige dag” – fra 2016, også på Nørrebro Teater.

I øvrigt: At placere kunstige blomster i scenegulvet er ikke et nyt fænomen, og det bør faktisk ikke genbruges uden tak til koreografen Pina Bausch’s ”Nelken” (1982 – og bl.a. vist i København i 1996).

På scenen står der nogle blege plastictræer med fin bladornamentik.  Forestillingen åbner med en knaldgul badescene, hvor kostumerne sandelig ikke klæder alle kropsbygninger, for at tale diplomatisk. Hvis en skuespiller skal agere over for 500 mennesker i flere minutter, må vedkommende ikke føle sig utilpasset, grim, eller … Da kulden sætter ind i forestillingens univers (vist uden grund), ifører scenografen samtlige skuespillere pastelfarvede flyverdragter, som plejer at være til de et-årige, men her syet op til granvoksne mennesker. Selvfølgelig skal mændene være i lyserødt. Åh, hvor tendentiøst, og helt uden sammenhæng med den ikke-eksisterende historie. Som en teaterkoncert 25 år for sent.  Den sidste scene er er i hvidt – og igen en opvisning af ganske uklædelige kjoler til flere af kvinderne!

Skuespillerne

Skuespillerne på Nørrebro Teater slider i det, og nogle af scenerne kunne godt anvendes i en sommer-ungdomsrevy, for Thomas Buttenschøn har skrevet noget letfordøjeligt ledsage-musik, spillet af Viktor Dahl på en mærkelig muzakmanér.

De københavnske teatre, store som små, er desværre ved at udvikle sig til de rene konceptteatre: et par er for neofeminister, andre for de mere bredt konsumerende, som vil have ”kendisser” fra tv, og så er der teater for ungdommen. Hvis Nørrebro Teater sammen med Aveny-T nu vil være et rent ungdomsteater, er det vigtigt, at der fortsat satses på gode, gedigne gennemarbejdede dramatiske tekster.

Det er mærkeligt, at Nørrebro Teater med denne produktion i den grad skyder forbi målet, for teatret har i de seneste år vist meget interessante forestillinger, der smukt balancerede på kanten af underholdning og væsentligt indhold, bl.a. Ibsens “En folkefjende”.

( PS. I det seneste offentliggjorte regnskab 2020/21 havde Nørrebro Teater et offentligt tilskud på op mod 20 millioner kroner.)

 

 

Medvirkende:

Ari Alexander, Andrea Øst Birkkjær, Mathias Bøgelund, Marie Dalsgaard, Ena Spottag Fog, Lea Thiim Harder, Isa Marie Henningsen, Mikkel Becker Hilgart og musiker Viktor Dahl

Instruktion: Niels Erling

Manuskript: Nanna Cecilie Bang

Komponist: Thomas Buttenschøn

Scenografi og kostumer: Julian Toldam Juhlin

Musikalsk arrangør: Viktor Dahl

 

www.nbt.dk