∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla strømberg.
Teaterkoncerten Gasolin genfødt – nu som et fælles dødsskrig.
Meget overraskende er det lykkedes instruktøren Nikolaj Cederholm og den musikalske arrangør Kåre Bjerkø at lade den gamle legendariske ”Teaterkoncert Gasolin” genfødes. Det er helt bevidst at bruge ordet genfødsel. For nok er den nye forestillingen vokset ud af den gamle, men på en frisk og meget original facon.
“Teaterkoncert Gasolin” har siden den legendariske urpremiere i 1994 på Dr. Dantes Aveny med mere eller mindre held været genopsat flere gange. På trods af en ny scenografi og nye kunstnere på scenen næsten hver gang har basisintentionerne være fastholdt, men som regel uden den inderlighed, som er påkrævet, hvis sangene skal overbevise.
Denne gang synes showet at være ”ægte” – med både et par veteraner som Jimmy Jørgensen og Nis Pedersen og nye, unge sangere – samt nogle gedigne musikere. “Gasolin” synes igen at være et overbevisende dommedagsbillede skabt ovenpå Kim Larsens sange, der oprindelig slet ikke blev tolket som ”sidste udkald”.
Kim Witzels nye scenografi er overvældende og udnytter det fascinerende og markante rum optimalt. Det er ellers lidt af en opgave og i de senere år har der været flere middelmådige scenografier, men Kim Witzel er lykkedes med af afæske rummets dets sjæl. Via et meddigtende og fremragende lysdesign forandres spillepladsen hen igennem aftenen, mens sangere og musikere giver alt, hvad de har under først laser og pjalter, siden i drømmenes verden med et hav af flæser og guldbestrøede stoffer, der skaber øjeblikke af håb.
Det hele begynder som en tildækket losseplads, men når lyset går op, er scenen snarere et skibsdæk, men i realiteten er det vist en afdanket fabrik, et nedlagt gasværk, måske. Med et vildt og bevægende lys og mærkelige bure, rustne tønder og gule metalhegn opnås følelsen af en verden, som gik under i går.
Ifølge programmet er de medvirkende da også de sidste overlevende, som kommer nærmest krybende med al deres habengut. Et nyt fællesskab folder sig ud for en stund. Hvor Gasolin-sangene hos Kim Larsen i 1970erne kunne opfattes som hyggelige stemningsbilleder, blev de et nødråb ved den første teaterkoncert i 1994. Nu er det dødsskrig. Og som publikummer følger vi trop, for vi lever i en verden, som faktisk er lidt uforudsigelig og rystende.
Siden 1994 er der sket meget – og så alligevel ikke. Nok er Kim Larsen død og nåede at blive betragtet som ikke kun en stor kunstner, men en folkets søn og ven. Derfor kan de fleste publikummer i dag sangteksterne udenad. Allerede i 1994 valgte Kåre Bjerkø at skrue gevaldigt på knapperne og fik sangene ned i tempo og op i volumen. Nu er der yderligere sket en optimering af intensiteten, og alle faresignaler er i alarmberedskab.
Sådan er det bl.a. når ”Køb bananer ” – Langebro” og ”Midt om Natten” skriges ud – mens også de mere stille passager bliver næsten til en dødsrallen.
Jimmy Jørgensen mestrer genren til fuldkommenhed og er her både intens og nærværende. Nis Pedersen var allerede med i 1994 og har stadig en interessant blid distance og får afleveret sangene, som blev de født i momentet.
De nye yngre talenter er hver især stærke og får karakteriseret de enkelte sange ganske imponerende. Ikke mindst Carl-Christian Riestra har et skuespillertalent og tillige en fysisk tilstedeværelse, som er bemærkelsesværdig. Men det er sandelig også dumdristigt, når han hænger i et af de store udluftningsrør. Orkestret er medspillende og må højt til vejrs indimellem, mens trommeslageren Maria Juntunen sikrer den vilde, fortsatte rytme nede fra et lille bur, nærmest på forscenen.
Kostumerne er en effektiv videredigtning på det, vi har set tidligere, mens lysmanden godt kan være lidt stolt. Han fik den ombyggede gasbeholder til at leve op til sit ry.
Kort sagt – “Teaterkoncert Gasolin” synes genfødt som et aktuelt dødsskrig, hvor verden allerede er gået under, og kun Kim Larsens ord dirrer i luften.
Den nye kunstneriske direktør Søren Møller, tidligere Fredericia, kan vist glæde sig over, at der igen er kommet liv i Nyrops bygningsværk og i en imponerende visuel indpakning.
– Idé og koncept: Cederholm & Bjerkø
Iscenesættelse: Nikolaj Cederholm · Musikarrangementer: Kåre Bjerkø · Scenografi: Kim Witzel · Kostumer: Line Bech · Koreograf: Anja Gaardbo · Kapelmester: Boi Holm
På scenen:
Jimmy Jørgensen · Joanita Zachariassen · Stephanie Nguyen · Anders Bilberg/Betty Bitschlap · Carl-Christian Riestra · Nis Pedersen · Nana Weintraube Schwartzlose · Christian Hougaard · Ulla Pihl · Boi Holm og Maria Juntunen.