The Producers – fremragende opsætning på Det Ny Teater.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

The Producers – fremragende opsætning på Det Ny Teater.

The Producers – er stadig lige til at hulke over, af grin, for vi udstilles alle, og the showbiz’ hykleri afklædes på den mest underholdende måde.

The producers. Det Ny Teater. 2022. foto: Miklos Szabo.

Det er ekstremt morsomt og med en raffineret fortløbende ironi, som understreges af den velklingende oversættelse af Adam Price. Det er bashing af alle samfundslag og køn – på et højt plan, udtænkt af Mel Brooks allerede i de tidligere 1960ere, hvor hans drøm som jødisk immigrant var at ironisere over Adolf Hitler. Brooks tog tilløb, først filmen ”The Producers – Springtime for Hitler” fra 1967 – siden musicalen ”The Producers” fra 2001. Den blev et hit på Broadway med 12 Tony awards. Det er aldrig overgået andre Broadway-succeser. Allerede i 2006 satte Niels Bo Valbro ”The Producers” op på Det Ny Teater med Preben Kristensen i den dominerende hovedrolle. Første ikke-engelske opsætning.

Nu sker det igen, og over hele linjen kører showet. Man ler i det stille, for det er stadigvæk ganske voveligt, når nazifolk marcherer, men det hjælper lidt, at pigerne viser ben og går som korpiger. Der gøres grin med alt og alle: gamle, rige sexhungrende kvinder, en dulle, der kan dupere alle, og så diskussionen om kunsten, der ikke kan sælge, og det rene bras, som bliver et hit.

Jeg er sikker på, at danske teaterdirektører også ved, at det faktisk kan være billigere at aflyse en forestilling end at spille. Så ingen går ram forbi i denne historie: En Broadway-producer finder sammen med en ung, uskyldig revisor ud af, at hvis man først fundraiser og siden producerer et flop, der kun spiller en dag, så er der penge og overskud. Men skaber man en succes, der kan spille hver aften, løber udgifter op.

Derfor planlægges et flop. Men desværre for de to herrer bliver opsætningen en kæmpe kunstnerisk succes hos anmelderne, præcis som vi kender det fra kunstverdenen med Kejseren nye klæ’r. Og de to herrer ender i fængsel.

Udenom er der, som virkelighedens teaterverden er fuld af, et hav af bløde mænd med løse håndled og sandelig også en trans, allerede i 1960erne.

Preben Kristensen er helt forrygende i sin gamle glansrolle som den kyniske producer. Han er nuanceret farlig, diabolsk, og så kan han stadig synge. Imponerende. Den unge Sebastian Harris bliver for hver rolle bedre og bedre. Her mestrer han på meget amerikansk maner at være uskyldigheden selv, der dog falder for sexbomben Ulla. Hun spilles forrygende af Alexandra-Yoana Alexandrova. På scenen en hun en svensk flicka og gør det grinagtigt i flotte polkaprikker. Også Kim Hammelsvang, som har haft mange roller på Det Ny Teater, lægger flere alen til i karakteriseringen af den ydmyge tjenerinde for den store diva- transvestit, Roger de Bris. Dette monstrum spilles af Michael Carøe, der har højden og staturen med sig, men er noget underspillet. Det er nok helt bevidst, for at det ikke skal blive for frastødende.

Den engelske scenograf Paul Farnsworth har skabt en meget velfungerende scenografi, der synes tiltrækkende, når scenen viser Broadway og neonlights – og ganske frastødende grim i det lille producerkontor. Farnsworth, der har været mange gange på Det Ny Teater, er også en mester i at skabe kostumer. Her sidder de lige i øjet. Nogle er frastødende, andre attraktive, som de nu skal være, når vi er ovre i underholdningshjørnet, som kan være gennemsyret af dårlig smag.

Lisa Kent har stået for opsætningen på Det Ny Teater og som vanligt er Per Engström dirigent for det velspillende orkester.

Denne the Producers er på London og Broadway-niveau – og underholdende i en tid, hvor kvinder ikke må være sex-objekter, mænd skal være bløde og gerne gå i kilt eller kjole, mens gamle damer slet ikke må omtales. Hitler taler vi ikke om, men Putin svæver som en meget mørk sky over os alle. Og så gør Mel Brooks grin med det hele.