Menu Luk

Sommer i Tyrol. Repremiere på Folketeatret – nu i en turnéversion.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Sommer i Tyrol. Repremiere på Folketeatret – nu i en turnéversion.

Allerede ved premieren på Folketeatret i foråret 2021 var ”Sommer i Tyrol” noget særligt,   raffineret, minimalistisk og også lidt skæv, som alt, hvad instruktøren Rolf Heim skaber.

Det meste er med i denne turnéversion, hvor dekorationen dog er blevet endnu mere decimeret, og lyset ikke så understøttende, mens skuespillerne med flere nye på holdet, kører på for fuld kraft, men måske endnu ikke har alle raffinementerne på plads.

 

Stykket er legendarisk. For ældre generationer er historien forbundet med en folkekær dansk  film, hvor Dirch Passer spiller hovedrollen som overtjener Leopold. Men går man tilbage i teaterhistorien var der nærmest skandale på Bellevue Teatret i 1939, hvor det nye, funklende moderne teater havde brug for en publikumssucces. Valget faldt på denne mellemkrigstids-spøg.

Sommer i Tyrol. Folketeatret. turné. 2022. Teatrets egen promotion-collage.

Først blev Max Hansen vist hyret, men han havde alligevel ikke tid på grund af stor succes i Tyskland – i selvsamme stykke. Så blev det Osvald Helmuths tur. Men manden, der var kendt for at kunne synge PH’s ”Ølhunden glammer”, faldt ikke i smag hos borgerskabet nord for København. Efter få dage blev en operasanger indforskrevet og overtog rollen. Osvald Helmuth fik en check og tog på ferie med familien. Facaden på Bellevue Teatret var blevet dekoreret med blomsterkasser. Arkitekten bag bygningen, Arne Jacobsen, beklagede sig og gik i pressen. Endnu en skandale.

Sommer i Tyrol. Folketeatret. Turné. 2022. Mathias Flint. Pressefoto.

Nu er det Mathias Flint, der skal rejse syngende rundt som den forelskede tjener. Det gør han med stil og klasse uden at efterabe hverken Dirch Passer eller hvem, der ellers kunne være forbillede.

Maike Bahnsen, som den attråede kroværtinde, har gjort sin stemme mere spiselig siden den stationære forestilling, hvor hun spillede over for Pelle Emil Hebsgaard. Nu er der mere ro over forelskelsen, og i det hele taget folder de mange skuespillere sig lidt efter lidt fint ud og synger fortræffeligt alle som en. Troels Malling, Karsten Jansfort og Søren Hauch-Fausbøll gentager deres sjove og detaljerige samspil. De to første som undertøjsfabrikanter, den sidst som kejseren.Også musikerne med forunderlige hovedbeklædninger optræder tilstrækkeligt fiffigt, til at det hele bliver den spøg, som er målet. ”Halløj på Badehotellet” nævner teatret selv som en inspirationskilde.

Sommer i Tyrol. Folketeatret. Karsten Jansfort og Troels Malling.Turné. 2022. Pressefoto.

Folketeatret kan godt være forestillingen bekendt, og det er befriende en gang imellem at se et lystspil med så mange indlagte, musikalske numre.

Lige efter pausen er der plads til en helt potpourri over kærlighedssange. Her var Hebsgaard ovre i det rockede, mens Mathias Flint er mere melodisk, da han bruger stille numre fra bl.a. danskpoppen. Eller er det samme medley?  Men der skal nok mere tryk på hos Flint for at løfte taget. Siden hen, når forestillingen kommer ud på skæve og charmerende spillesteder, vil det hele sikkert gå i hak, inklusive den minimalistiske dekoration og det manglende  lysdesign. Folketeatrets prøvescene i Grøndalscentret, hvor jeg så forestillingen, er ikke et muntert sted at spille. Desværre.

Forestillingen er på turné de næste par måneder for at ende i Nørregade i slutningen af november.

Oversættelse: Mogens Dam og Jens Louis Petersen
Bearbejdelse: Rolf Heim og Jens Christian Led
Instruktion: Rolf Heim
Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen
Koreografi: Peter Friis
Musik: Ralph Benatzky
Libretto: Erik Charell
Forlag: Nordiska ApS – København
Musikalsk ledelse og arrangement: Niels Søren Hansen, Nikolaj Heyman
Alternerende kapelmestre: Niels Søren Hansen, Nikolaj Heyman, Søren Graversen
Musikere: Tom Bilde, Niels Søren Hansen, Nikolaj Heyman, Søren Graversen, Jonas Munck Hansen
Medvirkende: Mathias Flint, Karsten Jansfort, Søren Hauch-Fausbøll, Meike Bahnsen, Troels Malling, Kristine Yde, Kristoffer Sass, Rikke Buch Bendtsen, Kristine Marie Brendstrup, Søren Bang Jensen, Julian Thiesgaard Kellerman

Se anmeldelsen fra 2021: https://www.kulturkupeen.dk/sommer-i-tyrol-paa-folketeatret/

www.folketeatret.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *