Et mirakel – Sofonisba, en kvindelig kunstner fra 1500-tallet på Nivaagaard.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Et mirakel – Sofonisba, en kvindelig kunstner fra 1500-tallet på Nivaagaard.

22 værker! Mere skal der ikke til for at skabe en smuk, informativ og vel også dækkende udstilling om  Sofonisba Anguissola, en kvindelig italiensk maler, der levede fra ca. 1533 til ca. 1625.

Ukendt var hun ikke i sin samtid. Tværtimod. Den berømte Vasari, som er den første, der skriver kunstnerbiografier, tog hende med i sine skriftlige værker i anden halvdel af 1500 tallet og kaldte hende  – ikke for en stor kunstner, men et mirakel. Hun var jo kvinde!

I 1800-tallet glider hun ud af de gængse kunsthistorier for så at blive genopdaget i det 20.århundrede  og nu.

Nivaagaard har ét værk af hende, men det er stort familieportræt, der er væsentligt både kunstnerisk og indholdsmæssigt. Med det som udgangspunkt har museet i flere år arbejdet på udstillingen, som er kurateret af direktøren Andrea Rygg Karberg. Der er lån fra et af Europas store museer, Prado og fra mindre samlinger i Europa og USA.

Forrige år blev Nivaagaard gennemrenoveret, så luft, lys, fugt m.m. er i bedste stand. Med denne udstilling ses forandringen tydeligt. Udstillingen er smukt designet med stilfærdige spots på de enkelte værker, som er ophængt på de mørkegrå vægge. Det hele er næsten delikat.  Da der heller ikke er direkte tekster ved de enkelte værker, syner de to udstillingsrum ganske elegante og neddæmpede.

Men der er nok af detaljer, som beskueren skal fange for at få det fulde udbytte, udover selvfølgelig Sofonisbas biografi, som ikke er uinteressant.

Hun blev født i en adelig familie, hvor der ikke var mange økonomiske midler. Hun var den ældste af seks piger og fik tillige en bror. Sofonisba fik tidligt undervisning i maleri ligesom sine yngre søstre, og faderen gjorde en ihærdig indsats for at promovere hendes talent.  Som en anden tennisfader hr. Wozniacki, bliver det også sidenhen datteren, der nærmest forsørger hele familien via sine kunstneriske evner. Hun bliver nemlig ansat ved det spanske hof som hofdame og tegnelærer for den kun 14-årige dronning. Sidenhen vender Sofonisba tilbage til Italien og bliver gift. Da den første mand dør, fører det videre til ægteskab med en yngre italiener, der er skibskaptajn. De bosætter sig først i Genova siden hen på Sicilien. Hun bliver over 90 år, men hendes svigtende syn afholder hende fra at male i de sidste leveår!

Det er ungdomsværkerne, som er kendte og signerede og til fulde lever op til det kunstneriske kvalitetsniveau, som bl.a. har betydet, at nogle usignerede billeder i en periode blev betragtet som malet af Tizian, og at hun i øvrigt var i kunstnerisk dialog med Michelangelo.

Da Sofonisba er helt ung maler hun primært familien, selvportrætter og sidenhen også personer  fra hjembyen Cremona. Som ansat ved det spanske hof underlægger hun sig de regler, som gælder for hofmaleri.

Alt, hvad hun maler, synes pletfrit. Det er en lise for øjet af betragte hendes værker.

Hun er født i renæssancen og hun maler i fuld overensstemmelse med tidens regler. Men i slutningen af 1500-tallet sniger manierismen sig ind i også hendes maleri. Næsten umærkeligt bliver halsene på portrætterne lidt mere langstrakte og hænderne ligeså. Men det er slet ikke provokerende.

Nivaagaards eget værk, hvor Sofonisba portrætterer faderen, lillebroderen og en søster, er smukt i opstillingen og malemåden. Billedet kan tolkes på mange måder. Øjnenes retning, søsteren attitude, som hun holder i kjolen, baggrunden med et utopisk landskab og så et lidt ufuldendt hjørne nederst tv. At værket tillige stammer fra maleren Marstrands dødsbo er også en interessant detalje. Marstrand havde købt det i Paris uden at vide, hvem der havde malet det. Og Nivaagaards grundlægger købte værket på auktionen over Marstrands dødsbo. Mange år efter bliver værket verificeret. Ringen sluttes med Vasaris detaljerige beskrivelse.

I den store bog ”Kunsthistorier, værker fra Nivaagaards malerisamling” (2008) har kunsthistorikeren Chris Fischer en detaljerig beskrivelse af netop familieportrættets vej igennem danske kunsthistorikeres interessefelt. Sofonisbas værk har nemlig i hele det 20. århundrede altid interesseret også danske kunsthistorikerne. Det kan undre, at udstillingskatalogets reference til Fischer er ganske utydelig, nærmest karrig. Men ellers er det et udmærket katalog med flere udenlandske forskere som bidragsydere.

For Sofonisba appellerer som kunstner til de mange forskere, som i dag inddrager mere feministiske analysemetoder. Det er kun godt og gør naturligvis udstillingen endnu mere aktuel og kan være med til at rykke vores gængse opfattelse af kvindens samfundsmæssige placering i renaissancetiden.

Kan varmt anbefale udstillingen, der er en lille perle. Forhåbentlig vil mange gribe chancen og gøre bekendtskab med denne kvindelige kunstner. At udstillingen også rammer ned i denne tid, hvor det snart er svært at hitte en overset kvindelig kunstner, er en anden sag. Men Sofonisbas 22 værker  er hele turen til Nivå værd.

www.nivaagaard.dk