Menu Luk

Pladderhumorister vender tilbage på Café Liva.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Pladderhumorister vender tilbage  – på Café Liva.

Hvis fire mænd står på en lille bitte scene, kan de enten tale om sex og fodbold eller om politik. Heldigvis har Pladderhumoristerne valgt det sidste. Det er skuespilleren og forfatteren Flemming Jensen suppleret af de tre mere stand-up-hjemmevante Sebastian Dorset, Omar Marzouk og Michael Schøt, som endnu engang har fundet sammen.

Pladderhumorister vender tilbage. Café Liva. 2022. Pressefoto.

Her er mere politisk satire end i samtlige de fire-fem sommerrevyer, jeg har nået at se i år – og det er befriende, hvis ikke det var lidt forudsigeligt med et frontalangreb på Inger Støjberg og ligeledes knubs til højrefløjen i dansk politik. Regeringen og støtterne går nærmest fri.

De fire gutter er vidt forskellige. Om det er alderen eller hvad, så hælder jeg mest til Flemming Jensens altid venlige satire, uanset om han angriber. Smukkest er en stille hyldest til hans gamle makker, Jesper Klein. Også en gennemgang af det svære danske sprog er sjov med nye detaljer, jeg ikke tidligere har tænkt over.  Her titter den gamle skolelærer frem.

Flemming Jensen er tillige anfører af koret med ”De små synger” og ikke mindst de tilbagevendende sketches om dannelsen af et nyt parti. Også her er der vist hug til Inger Støjberg, men selve den populisme, som vor tid er underlagt, tages lige på kornet.  Selvfølgelig skal et nyt parti hedde ”Bubber”. Han er kendt,  han optræder alle vegne, alle kan lide ham, og ingen ved, hvad han tænker. Partiet skal naturligvis ikke have noget program, for så kunne folk jo været uenige. Men så var der vist en ugebladshistorie om et sidespring med barnepigen eller lign.  De vælger at se bort fra det – for efter en gennemgang af et dameblad, er Bubber faktisk på både side 5, 13 og 32.

Pladderhumorister vender tilbage. Café Liva. 2022. Pressefoto.

Michael Schøt er nok mere moderne i vittighedsniveau og sprog end de andre, men hans aldersbashing om ældreBYRDEN i bogstavelig forstand, er hverken morsom eller nyttig.  Dorset er mere politisk, mens  Marzouk kører på sin charme og i den gamle rille med dem og os.  Det er ok i disse tider, men at fire mænd hverken har en kvinde eller en intetkøn med, er vel nok til at pege fingre ad dem. Denne politiske ukorrekthed giver nu også respekt.

Lars Knutzon har som instruktør nok forsøgt at forene de meget forskellige herrer, og det lykkes et pænt stykke ad vejen.

Så en tur på Café Liva de næste uger er en anderledes og også mere samfundsorienteret oplevelse end det meste, som kan besøges for tiden. Kan anbefales – især før valget.

1. september – 8. oktober. Der kan også spises inden forestillingen.

Pressefotos.

http://www.cafeliva.dk/

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *