∗∗∗∗∗∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Den ny Opera gør det igen: løfter en ambitiøs og svær opgave til topkarakter – takket være fremragende sangere med Magnus Vigilius i titelrollen og en gennemtænkt og logisk iscenesættelse.
Den Ny Operas ”Ringen” bygger på kløgt. Esbjerg-operaen kender omstændighederne: et mindre musikhus og en produktion, der i denne omgang kun opføres tre gange! Alligevel er alle kræfter sat til og der serveres en næsten perfekt ”Siegfried”, der føjer sig til tidens interesse for det enkelte individs udvikling og først som sidst om kærlighed og forbundethed menneske til menneske og til familien som institution. At programmet også gerne vil henvise til tidens interesse for kønsroller, er helt fint, men nok lidt påtaget. For det lyser ikke så kraftigt igennem denne gedigne, næsten klassiske fortolkning af ”Siegfried”. Og dog er der sket et skred i kønsrollerne. For overguden Votan er ikke stærkere, end at han søger råd hos sine tidligere hustruer med let bøjet hoved, og Siegfried har nok en fysik som en kuglestøder, men følelsesmæssigt er han ikke mindst i begyndelsen en analfabet.
Et handlingsreferat kan fylde mange linjer, men må gøres kort: Den forældreløse Siegfried er vokset op hos dværgen Mime, som han hader. Siegfried har uanede kræfter og har aldrig følt hverken frygt eller glæde. Først nu som voksen bliver han pludselig opmærksom på, hvem de døde forældre er: Siegmund og Sieglinde – søskendeparret og af guden Votans slægt. Samtidigt kommer en vandrer forbi, den forklædte Votan, og da Siegfried er udstyret med det fortryllede sværd, Nothung, kan kun han overvinde dragen, der vogter det attråede guld og tillige befri Brünnhilde. Hun er tidligere valkyrie, og faderen Votan har placeret hende i et flammehav. Kun en frygtløs person kan redde hende ud.
Med tenoren Magnus Vigilius som en fremragende Siegfried er mere end den halve succes hjemme. Wagner kunne ikke ønske sig et mere velklingende og good looking, naiv gestaltning. Det er en nydelse at lytte til med både dybde og volume og tillige et ualmindeligt scenisk nærvær. Siden Magnus Vigilius sang Siegmund (Siegfrieds fader) i 2017 i ”Valkyrien” har der været bud efter ham – også i udlandet. Forståeligt nok. Vigilius har allerede haft sin Bayreuth-debut, og der var faktisk også bud efter ham i år, siger den lokale presse. Men heldigvis for os valgte Magnus Vigilius at synge i Esbjerg. Bayreuth må vente.
Instruktøren Kasper Wilton har finpudset sin gamle opfattelse af Wagners ”Ringen” tilbage i nullerne, og med Mari I Dali som ny scenograf er også denne tredje del, ”Siegfried” blevet både smuk, enkel, æstetisk, uden at være kold, og særdeles velfungerende. Lydefri, hvis man kan tillade sig at kalde en scenografi, der smukt føjer sig til historien og alligevel tilfører nye dimensioner.
Første akt i ”Siegfried” foregår hjemme hos Mime, dværgen, der har opdraget Siegfried. I rummet findes på bedste vis både komfur og smedje – det hele næsten et moderne designerkøkken værdigt. Anden akt i skoven har de fineste mørke træstammer, der let leder stemningen hen på ekspressionistiske malerier fra begyndelsen af det 20. århundrede. I tredje akt, hvor Siegfried når frem til Brünnhildes leje, fungerer skoven stadigvæk, selv om de høje træer nu er forvandlet til afbrændte træstammer. Men her svigter lysdesigneren både instruktør og scenograf – der går simpelthen for lang tid imellem flammer og valkyrieredning, og tillige går flammer altså ikke ud, fordi der slukkes for en røde lampe. Denne visuelle irritation er nærmest det eneste, der er at indvende på hele opsætningen. For også her i ”Siegfried” er Mari I Dali på bedste vis inspireret af de lidt kontroversielle prærafaelitter, f.eks. når Brünnhilde ligger som en anden Ofelia i tung rød velourkjole og bliver fundet af den uskyldige Siegfried. Visuelt spændende.
Alle sangere bør nævnes, så gode og velvalgte er de: Mime, den irriterende dværg, hvis tanker Siegfried bliver i stand til at høre, synges med en fin og også komisk tilgang af den svenske tenor Niklas Björling Rygert. Han havde også partiet tilbage i nullerne i Esbjerg.
Basbarytonen Jens Søndergaard, som i det daglige synger på Det Kongelige Teater, er en ung Votan. Det skal man lige vænne sig til, men hans stemme og nærvær fylder godt. Fra instruktørens side er det vel bevidst, at den gamle gud godt kan være en forførende mand, når han bl.a. møder en af sine ekskoner, Erde, jordguden, som dog ikke lader sig imponere. Hermed står Votan, hvis man ser lidt mere kønsrolleagtigt på hele menageriet, i kontrast til det uskyldige og på det erotisk område, naive barnebarn, Siegfried.
Med sopranen Trine Bastrup Møller som Brünnhilde, behøver man ikke være bange for om tonerne bliver nået. Flot præstation, som ligger i forlængelse af hendes Brünnhilde på Det Kongelige Teater i sidste sæson, Og de andre sangere: Jesper Buhl, Jesper Brun-Jensen, Sofie Lund og svenske Anna Larsson holder alle det høje niveau. Alt det og mere til må man give både instruktøren Kasper Wilton og operadirektør og dirigent Lars Ole Mathiesen æren for.
Og i den skjulte orkestergrav sidder der over 90 musikere, som i den grad følger dirigenten – igen en beundringsværdig præstation.
Den simple fortolkning af den ”Siegfried” – tredje del af Wagners mammutværk: Det handler om kærlighed og selvfølgelig også om en gudeverden, som vi ved, både må og skal gå under i sidste ”akt”, “Götterdämmerung” eller på dansk ”Ragnarok”. Men som det altid er muligt i kunsten, så kan sorgen vendes til glæde eller visa versa. Og vi ved jo endnu ikke, hvor instruktøren Wilton ønsker at føre os hen.
Da hele konceptet i første omgang blev udtænkt for år tilbage, så verden anderledes ud. Nu er vi gennemsyret af en urimelig og uforstående krig i Ukraine, som også i kunsten kan sætte sine spor. For hvordan tro på en ny og bedre verden, når der henne om hjørnet er masseødelæggelse. Også den snart meget skingre kønsrolledebat og identitetsdiskussion kan ende med at sætte yderligere præg på helhedsfortolkningen.
Vi venter spændt på 2024 med sidste del. Og så ikke at forglemme – og husk at sætte kryds: 2026 – med hele ”Ringen”.
Ps. Også programmet er eksemplarisk med hele teksten på tysk og udmærkede introduktioner af dirigent og instruktør. Gode CV’er på sangerne og en forklaring på flere af de anvendte visuelle symboler.
Og så er det gratis! Det kan alle subventionerede teatre lære noget af.
”Siegfried” opføres to gange til – og jeg kan VARMT anbefale alle at drage til Esbjerg – det er bare så imponerende – og giver én tro på kunstens muligheder.
D.24.8. og d.27.8. i Musikhuset i Esbjerg.
Siegfried
Opera i 3 akter af Richard Wagner (1813-1883)
Libretto af komponisten
Uropført 16. august 1876 i Festspilhuset i Bayreuth
Premiere på Den Ny Opera i Musikhuset Esbjerg søndag den 21. august 2022
Iscenesættelse: Kasper Wilton
Scenografi og kostumer: Marie í Dali
Lysdesign: Michael Breiner
SØNDERJYLLANDS SYMFONIORKESTER
Musikalsk ledelse: Harry Sever og Lars Ole Mathiasen
Medvirkende:
Siegfried: Magnus Vigilius
Mime: Niklas Björling Rygert
Wotan: Jens Søndergaard
Brünnhilde: Trine Bastrup Møller
Alberich: Jesper Buhl
Fafner: Jesper Brun-Jensen
Erda: Anna Larsson
Skovfugl: Sofie Lund
Fotos: Steffen Aarfing