∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Kammerballetten imponerer igen. 2022.
Fremragende dansere og musikere giver aftenen den tyngde, som er kendetegnende for Kammerballetten, men de fleste koreografer mangler nok lidt fortællelyst.
Kammerballetten ved pianisten og komponisten Alexander McKenzie er ikke alene en god opfindelse, det er et vigtigt og livsnødvendigt bidrag til det danske dansemiljø, der på trods af store statslige investeringer og tilskud synes drænet for kunstnerisk skaberkraft. Men ikke hos Kammerballetten. Her er der igen i år også et fint samarbejde med yngre udenlandske koreografer – og danske Tobias Praetorius.
Kammerballetten blev en realitet i 2018 og arbejder ud fra præmisserne: altid urpremierer og altid levende (klassisk) musik. Alt indfries – også i år.
Årets program er endnu engang styret af de fantastiske musikere: Alexander McKenzie på klaver, Niklas Walentin på violin og Jacob la Cour på cello.
Det er smukt, som de spiller og også hvad, de spiller: bl.a. Brahms, Schubert og McKenzies egen musik. Flere gange er det faktisk musikken, der styrer trinene – og ikke omvendt. Gør det noget? Egentlig ikke. Med Tobias Praetorius’ fine pas de deux, ”Neue Bahnen”, går det hele op i en højere enhed med Alban Lendorf og Mayo Arii som en æterisk kvinde med bløde bevægelser og tåspidssko. Klassisk og alligevel nutidigt.
Lendorf synes at være den perfekte, støttende partner, både tilstede og alligevel ikke dominerende. Til musik af Brahms, uddrag af trio opus 8, bliver det aftenens mest harmoniske værk. Men Praetorius, der tidligere også har vist, at han kan fortælle historier, må gerne snart gribe fat om livets dilemmaer og aktuelle historier. Vi venter spændt.
Disharmoni er udgangspunktet i den israelske koreograf Ella Rothschilds værk ”Unpair”. Om et umage, borgerligt par i evigt opgør. Hun er i begyndelsen iført flotte stiletter, men med hekselignende bevægelser og attituder. Han flot danset af Sebastian Kloborg, der ellers selv er en habil koreograf, men denne gang optræder som moden danser. Musikken af Schubert, igen smukt spillet af Alexander McKenzie, kunne ikke bøde på, at det er problematisk og en lettere umulig opgave at demonstrere had og frustration – uden forløsning. For faktisk endte denne ret ”moderne” ballet” lige, hvor den startede, men ikke på den forklarende måde. Få dig en psykolog, har man lyst til at råbe til danserne!
Åbningsdansen ”Unio” med musik af Peteris Vasks har fem fremragende dansere på gulvet, og musikerne er på dupperne. Det bliver dem, der fører an i en smuk, men ikke så vedkommende koreografi med de store armbevægelser og grupper, der samles og opløses – Det Kongelige Teaters bedste mandlige dansere er på gulvet: Ryan Tomash, Marcin Kupinski og Alexander Stæger flot suppleret af Emma McKenzie og Stephanie Chen Gundorph. Men noget står i vejen: De ambitiøse bevægelser? Kostumerne i lidt for korte herrebukser? Jeg ved det ikke.
Og sådan forløber aftenen med markante skift og stærk på indtryk med bl.a. en solodans af en karismatisk Alba Nadal til Schuberts toner. Aftenen slutter med Alexander McKenzies egen musik for trioen, flot og afvekslende – og med den rette styrke til de fire dansere på scenen. Her indvarsles næste uges PRIDE.
For to smukke kvindelige dansere, Astrid Elbo og Eve-Marie Dalcourt, er suppleret af Sebastian Haynes og Toon Lobach. Alle i lange tutu’er og moderne toppe. Med titlen ”Lost in time” er denne krydsning af tid og køn velargumenteret, mens koreografien ved Juliano Nunes har svært ved rent dramaturgisk at samle trådene. Måske skulle dansen ikke vare så længe?
Samlet set er det en smuk og imponerende aften – mere end værdig til at blive huset på Det Kongelige Teaters mindste scene – Takkelloftet.
Der danses hele næste uge. Det er et must for danseinteresserede. Gå der ikke mindst for musikken og dansernes skyld, og så er der rig lejlighed til at følge koreografen Tobias Praetorius’ videre færd.
Koreografer:
Bridget Breiner, Ella Rothschild, Ilya Jivoy, Juliano Nunes, Tobias Praetorius
..
Dansere
Alba Nadal, Alban Lendorf, Alexander Stæger, Astrid Elbo, Emma McKenzie, Ève-Marie Dalcourt,
Marcin Kupinski, Maria Kochetkova, Mayo Arii, Ryan Tomash, Sebastian Haynes, Sebastian Kloborg, Stephanie Chen Gundorph, Toon Lobach
Musikere
Alexander McKenzie
Jacob la Cour
Niklas Walentin
Jeg er fuldstændigt enig med Ullas anmeldelse af Kammerballetten.
Tak for din kommentar.