∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Gæstespil på Det Kongelige Teater af Nederlands Dans Theater.
De danser, som gjaldt det livet – og måske gør det? Der er koncentration, spændstighed og indlevelse, men var det ikke for dansernes eminente koordination og samhørighed kunne det være det samme.
Herrer i habitter – damer i smukke silkekjoler. Vi er langt væk fra romantiske dansekostumer, og det er en befrielse. I det hele taget er Nederlands Dans Theater ikke mindst en visuel oplevelse og nydelse, fordi der umærkeligt bygges bro imellem nutid og en traditionsrig og tung kunstart.
Nederlands Dans Theaters to ledere og koreografer, Sol Leon og Paul Lightfoot, får danserne til at yde det optimale. Flot ser det ud, men historierne er egentlig ikke særlig interessante. Abstrakte variationer over nogle stemninger. Gid de ville tage noget mere livsnært op.
Ved dette gæstespils første aften vistes tre balletter, og kun den første havde en egentligt fortløbende historie om to-tre par. ”Shoot the Moon” har en utrolig scenografi med tapetserede vægge på drejescenen og ovenover: lysbilleder eller projektioner. 3 mænd og 2 kvinder danser sig igennem flere stemninger, men selv i de mere stille øjeblikke til Philip Glass’s veltrimmede musik, bliver kroppene spændt helt ud som var de trommeskind.
Pressebillede.
Flot og trist at se på disse sameksistenser, for hvor er det svært at være sammen, nærmest skriger balletten i aftenens bedste øjeblikke, mens et par danserne løber fra rum til rum med andre betragtende optrinene igennem vinduer.
De følgende balletter var stadig smukke, men rent dramaturgisk lidt irriterende: hvornår holder det op? Det var som cirkelbevægelser. I ”Same Difference” fik danserne lov at skrige og fylde hele scenen, så man som tilskuere aldrig kunne se det hele, for på Gamle Sene er udsynet begrænset nede på gulvet. Så det blev til brudstykker. Måske var det meningen, eller også egner de moderne balletter sig kun til en bred, åben scene hvor alle sidder amphiteatralsk.
Pressebillede.
Igen så smukt så smukt at skue i gråt og et skærende lys, som skiftede i nogle melodiske retlinede formationer.
”Stop Motion” fra 2014 med musik af Max Richter var også en abstraktion over det flygtige – med reminiscenser fra baroktiden og op i nutiden – igen dramaturgisk lidt valen, koreografisk repeterende fra de andre balletter, men dansemæssigt overrumplende, smittende og betagende udført. Hvilke dansere!
En god aften i godt selskab- og man kan ikke lade være at tænke tilbage på forgængerne hos Nederlands Dans Theater – Jiri Kylian og tidligere Hans van Manen og Glen Tetley. De kunne også få danserne til at yde næste mere, end de havde i sig, og samtidig var de som koreografer i stand til at fortælle historier, der blev siddende i baghovedet.
Dette gæstespil blev dansernes fortjeneste mere end koreografernes.