∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Knald på oplevelsen på Louisiana. Et farveorgie af Alex Da Corte.
Vestfløjen på Louisiana er transformeret til et delikat sansebombardement, som om en forlystelsespark var flyttet ind i de ellers så hvidskurede rum. Det er ikke spor mærkeligt, for Alex da Corte kan ikke lide hvidt, han interesserer sig for farver og dufte. Og udstillingen er på overfladen ekstremt æstetisk overbevisende, som var udstillingen pure business til børnefamilier, der er ude efter et nyt legerum.
Pastelfarver all over
Den yngre amerikanske kunstner Alex de Corte fylder adskillige af Louisianas rum med totalinstallationer, der alle er en fryd for øjet. Gulvtæpper over det hele, pastelfarver overalt. Alt giver nostalgiske mindelser om amerikansk kultur i 1950erne og 60erne og viser tillige hen mod vor egen Verner Panton, der for tiden oplever en revival.
De mættede farver i en lys skala er behagelige for øjnene og lader rum efter rum være designet til at omslutte de mange forskellige skulpturer og installationer, som er hentet ud af en fælles vestlig fond af eventyr og erindring.
Ikke kun for sjov
I første omgang synes det hele bare at være sjov og leg, som i en anden amerikansk fun park, men nedenunder lurer alvoren og værkernes mange fortolkningsmuligheder.
Alex da Corte, født i 1980 af forældre med rødder i Venezuela, er primært opvokset i USA på Østkysten. Efter flere studier inden for bl.a. tegnefilm og billedkunst behersker og udnytter han i dag sammen med sit (store?) team mange forskellige medier, fra film, videos, skulptur og maleri.
Alex da Corte er i de seneste år blev meget anerkendt i USA og udenfor, men Louisianas udstilling er den første større samlede manifestation på europæisk grund. Alex Da Corte var repræsenteret på Venedig Biennalen i 2019 med installationen med video: “Rubber Pencil Devil” (2019). Værket blev siden erhvervet af Louisiana og er centralt placeret på udstillingen. De 57 mini kortfilm med referencer til amerikanske børne-tv-programmer rummer måske kvintessensen af hans virke for tiden: via iscenesættelse i et fiktivt, til dels genkendeligt univers, skal vi opleve det, som vi måske ved i forvejen, og som Shakespeare lod narren og filosoffen Jaques sige i ”As You Like It”:
”All the world’s a stage, and all the men and women merely players;They have their
exits and their entrances; And one man in his time plays many parts,
his acts being seven ages.”
Som regel tager man ikke de sidste, ekstra linjer med, når Shakespeare citeres, men det giver mening i tilfældet Da Corte. For ingen er, som de måske tror, de er… alt er masker, og de skiftes ud …
I øvrigt er udstillingens titel: Mr. Remember – som skal forstås som: misremember, dvs. at huske forkert…
Iscenesættelser
De enkelte værker viser sig hen ad vejen at dække over kunstnerens egne forklædninger, hvor han enten er med på videoerne eller er den figur i skulpturen, som bl.a. kravler rundt i rød habit. Det er iscenesættelse på iscenesættelse, men i modsætning til andre moderne billedkunstnere, er det hele på overfladen delikat og dermed ekstremt fordøjeligt og kan slet ikke afvises ved første øjekast. For ”kunsten” indeholder et behageligt, æstetisk og spiseligt element hos Da Corte.
Da Corte er selv hovedperson
Nok oplyses det, at Da Corte netop betragter udklædning og begrebet maske som en del af eksistensen, således at vi selv vælger hvilke roller, vi vil gå ind i. Men de mange referencer til amerikansk dagligliv skal også ses i lyset af, at Da Corte med en venezuelansk fader netop kan se på hverdagstrivialiteter med fremmede øjne og opfatte det hele som mystisk og mærkværdigt.
Pop- og finkultur
Samtidig er Da Corte også en mester i at mixe høj- og lav-kultur. For at trænge ind i de enkelte værker, skal man derfor både vide noget om Eminem (amerikansk rapper) og Beyonce (amerikansk sangerinde) og uendelig mange tv-serier. Her vil mange yngre være hjemmebane. Men dertil skal lægges de referencer til den store kunsthistorie, som for andre (og ældre) er sjove at afdække. Sværere bliver det, når Da Corte i sin glæde over Louisiana Museet, som han har besøgt siden 2013, også er stødt på danske Jørgen Leth. Derfor ironiserer Da Corte over en film, hvor Leth får legenden Andy Warhol til at spise en burger foran et kamera. Men der er nok ikke mange uden for Danmark, der kan se ironien. Også den afdøde tyske kunstner Martin Kippenberger kan måske være en af de sværere henvisninger. Derfor kan udstillingen for kunstkyndige blive til en faglig eksercits af de mere udfordrende.
Hvem er kunstneren?
Alex da Corte er citeret for, at intet er, som det ser ud. Samtidig er der også i det seneste nr. af Louisiana Magasinet adskillige billeder af ham enten klædt på som en almindelig ung, nybarberet mand, en habitklædt Wall Street gut eller en yngre mand med overskæg, der placerer ham tilbage i 1970erne. Den kunstner, jeg mødte for få dage siden, ved et pressemøde, var helt anderledes. Uden et smil gik han utilnærmelig rundt på sine egen udstilling og talte kun på opfordring og var en rigtig amerikaner i t-shirt, blue jean og selvfølgelig kasket. Alt sammen forklædninger, for hvem er han?
Den ikoniske terrasse
Siden 2014 har Louisiana købt flere værker af Da Corte. I forbindelse med udstillingen står på Louisianas ikoniske terrasse ud mod Øresund skulpturen ”As Long as the Sun Lasts”. Den har tidligere været udstillet på toppen af Metropolitan Museum i New York, men virker jo helt rigtig i Humlebæk, hvor Calders ”Little Janey-Waney” (1964/76) for en tid er gemt væk – og nu har vi bare fået en mere brugervenlig en af slagsen. For den amerikanske børne-tv-serie ”Sesame Street”s ”Big Bird”, har taget sæde oppe i en Calder-lignende konstruktion og drejer rundt med vinden. Det skal nok give pote hos unge som gamle. Hvor Calders skulpturer pr. definition var abstrakte og blev kaldt mobiler evt. efter Duchamps betegnelse, er Da Cortes skulptur en effektiv parafrase.
Formidlingen synes lidt mangelfuld
Udstillingen var måske ikke helt færdig, da jeg så den ved åbningsdagen. Men uanset hvor fascinerende værkerne er og derfor kan glæde både et barn og en måske uvidende voksen, er der alligevel brug for gode forklaringer rundt på udstillingen. På Louisiana plejer det ikke at skorte på fornuftige korte analyser (uden for mange fremmedord) og generel information klistret op på væggen, vel at mærke på både dansk og engelsk. Det er der vist også her, men meget småt og gemt væk og ikke i harmoni med udstillingens samlede design. Nogle gange kan et stort katalog være den perfekte vejviser igennem et nyt, kunstnerisk bekendtskab. Denne gang vil Louisiana vente med bogkataloget til august måned. Museet ønsker at affotografere hele ”iscenesættelsen”, da udstillingen som helhed betragtes som et samlet værk. Det er forståeligt nok, men gør faktisk udstillingen ringere formidlet. En fiks (gratis) pastelfarvet miniguide havde været publikumsvenlig, ikke mindst hvis museet ønsker at ramme den gamle rekord med over 700.000 besøgende på et år og vel at mærke 700.000 glade gæster.
Don’t touch eller er det ok at sætte spor på de lyse gulvtæpper?
Hvor Louisiana for få år siden i forbindelse med den japanske kunstner Yayoi Kusama, hende
med de mange prikker, havde publikumsrekord og en invasion af børnefamilier med repræsentanter fra vuggestuealderen, vil børn fra 5-15 år nu endelig have noget at se på. Men hvad med ”don’t touch” og hvad med forståelsen?
Men på alle måder er “Mr. Remember” anbefalelsesværdig – uanset af der næppe er nogen, der forstår samtlige værker.
Mr. Remember: til og med 8.1.2023.