Anbefaling af Ulla Strømberg.
Cykelløb og folkefest allerede onsdag sen eftermiddag i Tivoli.
Alle ved vist, at cykelløbet Tour de France kommer til Danmark i weekenden – om ikke andet så fordi der er lagt alle mulige og umulige hindringer i vejen for ikke mindst den bilende trafik i København, Roskilde, Vejle, Nyborg etc.
Den såkaldte gule tour-feber er ved at gribe om sig. På fredag d.1. juli går starten for dette års Tour de France i København, hvis nogen har overset det.
Der er under to døgn til at Tivoli lægger have og Plæne til for at lade alle 22 cykelhold og 176 cykelryttere blive præsenteret på plænen, mens det kendte band Lukas Graham underholder.
Det er flot og viser et niveau som langt overgår det, de mere modne københavnere husker med Tina Turner i miniskørt med playback i 2005 i Idrætsparken. Dengang fejrede Danmark H.C. Andersen, nu gælder det den professionelle cykelsport.
Det begynder i Tivoli onsdag kl.15.00. Selve showet forløber mellem kl. 18.00 og 20.15. Det hele afsluttes med fyrværkeri 22.45. Der skal reserveres plads. Halløjet vil udfolde sig tæt på et højt knaldgult Eiffeltårn, som meget dekorativt er placeret foran restauranten Nimb.
Det har taget nogle år at nå hertil for Danmark, som har givet de kommende dage overskriften ”Grand depart Copenhague”.
Flere politikere forsøgte i årevis helhjertet at få Tour de France med opstart i København. Nogle er dog forduftet, andre på vej tilbage. Tidl. overborgmester Frank Jensen (S) er pist væk, mens tidl. statsminister Lars Lykke Rasmussen (tidl. V, nu M) er på vej tilbage. De var to af de varmeste fortalere. Nu står en nyslået overborgmester, Sophie Hæstrup Andersen, (S) og synes, at det er fantastisk, at København lukker indre by i flere dage og giver plads for cykelryttere og tilskuere med deraf følgende tumult. Hvad der sker i de mange provinsbyer og på Storebæltsbroen, tør jeg slet ikke tænke på.
Trods Coronaen er det altså lykkedes. Lige nu ser det ud til, at alle involverede er glade og synes, det er pengene værd. Dvs. Københavns Kommune, som får åbningsdagen fredag d.1.7. med enkeltstart, Roskilde og Nyborg lørdag med løb hen over Storebælt. Tredjedagen bliver ned gennem Jylland fra Vejle til Sønderborg med gennemkørsel i flere byer.
At være med som by eller kommune er ikke gratis. Dyrest naturligvis hvis det er startpunkt eller slutpunkt. Allerede nu tales om en minimumspris på 180 millioner kroner. Det er billigt, mener sportens og turismeindustriens marketingsfolk. Andre er mere skeptiske. Det drejer sig bl.a. om de skatteydere, der ikke er så tour-begejstrede og heller ikke ved hvem Rolf og Dennis er. Der er også nogle mere modne mennesker, der stadig er fornærmede over, at Jørgen og Jørgen (Leth og Mader) ikke sidder i kommentatorboksen. Kort sagt, lige så folkekære nogle af rytterne bliver i løbet af de tre uger, som løbet varer og sendes i TV2, lige så kendte bliver også kommentatorerne.
Forresten er der indtil videre vist 9 danske cykelryttere med i løbet. Nogle toprytterne kom alligevel ikke med, og så er der det store tab: Chris Anker, der var toprytter og siden blev en elsket kommentator. Han mistede livet sidste år ved et færdselsuheld.
I de seneste år er det primært Rolf Sørensen og Dennis Ritter, der taler dag ud og dag ind. Her føler man sig tryg. Sørensen har selv prøvet det, han ved, hvad det vil sige at cykle, og Ritter har snuset til det. Og jeg må indrømme, at jeg næsten er afhængig af den årlige Tour de France – ikke fra en vejside i Frankrig, men hjemme fra sofaen.
I år bliver det nok anderledes. Jeg må finde vej ud i de københavnske gader. Allerede på onsdag vil som sagt holdene blive præsenteret sen eftermiddag. Går man ikke i Tivoli, sendes det hele på storskærme flere steder i København, bl.a. Rådhuspladsen, Bryghuspladsen og Kongens Nytorv.
Men det er ikke lutter idyl. Der er også vrede og modstand. Bl.a. fordi den officielle pris nærmer sig 200 millioner kroner og kan kun tages af de almindelige kommunale budgetter. Så det er alle skatteyderne, der uden at være blevet spurgt, skal ryste op med pengene.
Udover pengene er der også al det besvær med parkering og nedlukket offentlig transport. Befolkningens bevægelsesfrihed indskrænkes. Fredag tager selve enkel-starten ikke meget mere end 3 timer for de i alt 176 ryttere, men H.C. Andersens Boulevard lukkede ned mandag kl.20 – og genåbner først lørdag eller søndag.
Parkeringsproblemet er ganske håndfast. I dagevis må der ikke parkeres på den 13 km lange rute i København. Hvor skal bilerne være? Jeg er heldigvis flyttet fra kommunen for flere år siden, men føler med folk. Også med dem, der plejer at bevæge sig rundt med bus. For spørgsmålet er, om den folkefest, politikerne lægger op til, måske i sidste ende primært bliver for yngre, fysisk stærke mennesker og så dem, der har tribuneplads og adgang bag afspærringer.
Men har man en hang til passiv nydelse af cykelløb, er der ikke andet at gøre end at sætte sig ind i ruterne og overveje, hvor man skal stå – om det så er onsdag i eller i nærheden af Tivoli – eller fredag i København og de to følgende dage i provinsen. Men hvordan man kommer ud til en plads på ruten? Det er ikke mit bord.
God fornøjelse de næste dage – om det så bare er hjemme foran TV2s direkte sending, hvor Rolf Sørensen og Dennis Ritter ved dagens pressemøde kunne fortælle, at de naturligvis igen sidder tæt ved målstregen i København, Nyborg og Sønderborg og kommenterer. Og vi ser med!
Tidsplan for dagen – onsdag 29. juni
Kl. 14.00-21.00: Fanparken er åben på Kongens Nytorv – se præsentationen på storskærm
Kl. 15.00-18.00: Holdbusserne parkeret på Islands Brygge – oplev rytterne helt tæt på
Kl. 15.00-20.10: Bryghuspladsen har åbent med aktiviteter og storskærmsvisning
Kl. 17.45: Rytterne sendes afsted holdvis fra Islands Brygge over Lille Langebro og kører 1,5 kilometer gennem byen
Kl. 18.30-20.10: Storskærmsvisning på Rådhuspladsen
Mere om touren:
https://sport.tv2.dk/cykling/tour-de-france
www.tivoli.dk ( dog svært at finde ud af, hvordan man reserverer)