∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Netop udkommet: tindrende flot katalog til Erik A. Frandsens store udstilling på Trapholt: Giottos Metode.
Det var overvældende at møde Erik A. Frandsens billedverden, da udstillingen ”Giottos Metode” åbnede for et par måneder siden på Trapholt i Kolding. Her på kulturkupeen.dk anmeldte jeg begejstret udstillingen: https://www.kulturkupeen.dk/erik-a-frandsen-giottos-metode-paa-trapholt/
Dengang måtte billederne næsten tale for sig selv i de lidt lavloftede udstillingsrum, for kataloget var ikke kommet. Museet holdt også igen med info-materiale, bortset fra de opslåede plancher. Men faktum var og er, at med et par stikord kan Erik A. Frandsens (nye) billedverden snildt folde sig ud for beskueren.
For Frandsens store lærreder med stærke og klare farver og genkendelige motiver er lige at gå til, eller er de? Får man at vide, at billederne er malet i et ruf, bliver de løse penselstrøg forståelige. Også genkendeligheden og tillige ophobningen af utallige genstande fra nutidens dagligdag og fortidens kulturhistorie bliver en naturlig del af hele oplevelsen. Erik A. Frandsen var, ligesom resten af verden, for en tid afskåret fra at rejse ud, møde andre mennesker etc., han måtte blive i atelieret sammen med familien. Coronaen havde ramt verden, marts 2020.
Det affødte en ekstrem energi hos maleren, og resultat er ”Giottos metode”. Den fine titel henviser til den italienske maler Giotto, (1267-1337), der har udsmykket Arenakapellet i Padua. Kendetegnende for billederne, og der er mange, er en vis sammensmeltning imellem forgrund, mellemgrund og baggrund. Og netop det, har Frandsen taget til sig.
Nu foreligger der et super flot udstillingskatalog, der trækker alle pointerne frem i ”Giottos metode”. Kataloget måtte komme efter udstillingsåbningen, for værkerne i kataloget er affotograferet i museet, på museumsvæggene – det er kort sagt installationsfotos.
Det er helt i orden, men jeg ved såmænd ikke, hvor meget ekstra det giver. Værkerne er så sprængfulde af udsagn, at det næsten kun forvirrer, når de bliver mindre og indplaceret i et lavloftet rum på fotografierne.
Men kataloget er der nu, eller snarere en bog, som er imponerende udformet med masser af farver og en forside, der løber hele vejen rundt om bogen. En helt speciel pink nuance går igen. Man bliver ganske oplivet, og Coronaen er glemt og ligeså al den død og ulykke, som epidemien trak med sig. Tilbage er bare en speciel, positiv oplevelse via den valgte farveskala, som nu er blevet umiskendelig Erik A. Frandsens. Går jeg galt i byen ved at sige, at der også er noget Poul Gernes over farverne. Jeg husker, da jeg gik rundt med Gernes på et hospital, han havde udsmykket, og han fortalte om farvernes positive indvirken på sjælen.
Hvis der skal være knald på kunsten og formidlingen, kunne Erik A. Frandsen ikke ønske sig et flottere katalog med videreformidling af hans nuværende billedverden. Også trykketeknikken synes formidabel og alt klart og fascinerende på papiret.
Teksterne er layoutet på bedste magasinmanér med store fremhævelser. De forskellige kapitler starter hver fra scratch, så efter endt læsning er man ikke i tvivl om præmisserne for værkerne.
I et afsluttende kapitel sætter Lene Burkard Erik A. Franden ind i en større kunsthistorisk sammenhæng, hvor vejen går over den engelske gruppe Bloomsbury, der tog navn efter området i London omkring British Museum. Gruppen bestod bl.a. af Virginia Woolf, der var forfatter – og i Erik A. Frandsens tilfælde mere interessant er en maler som Duncan Grant.
Men Frandsen shopper faktisk meget livligt rundt i hele kunsthistorien og gør det charmerende. Engang fornyede han blomstermaleriet, som ellers godt kan forekomme ret så kedsommeligt og som nu, hvor han tager lidt af det ”flade maleri”, som bl.a. blev praktiseret i 1960erne af Per Kirkeby og eks-skolens andre medlemmer. At han var med til at starte Værkstedet Værst og efterfølgende tog turen over det vilde maleri i 1980erne og skumgummiværkerne – for at havne i 1990erne med et ret nøgternt maleri – er interessant at vide, og det kan der godt skrives meget mere om.
Kataloget slutter med en henvisning til bl.a. Delacroix. Hvis Frandsen læser det, så kan man jo evt. gætte på, at der på næste udstilling vil være slavinder, vilde heste og brutale mænd på billederne. Vi venter spændt, og i mellemtiden kan man bladre i den smukke bog eller lige smutte til Trapholt. Udstillingen varer helt til november 2022, og den er hele turen værd.
Kataloget/ bogen koster vist 299 kr på museet.