Mindeord om scenografen Lars Juhl.

Af Ulla Strømberg.

Mindeord om scenografen Lars Juhl.

Scenografen Lars Juhl døde på sin 79 års fødselsdag efter kortvarig sygdom.

Lars juhl var scenograf, men først som sidst en æstet, professionelt og privat. Alt skulle om ikke være i harmoni, så i en kunstnerisk balance afstemt efter den aktuelle opgave. For scenografen er jo midtimellem at være skabende og udøvende. Der skal samarbejdes med en instruktør (og eventuelt en teaterdirektør) som opstiller præmisser og sætter økonomiske rammer, og så er der ellers frit, kunstnerisk slag for scenografen.

Lars Juhl mestrede som ingen anden at skabe optimale rammer for en teaterforestilling, uanset om det var opera eller en af de store klassikere. Han satte ikke sin signatur med bastant kraft, men så man efter, kunne hans egenart, hans æstetiske og eminente tidsfornemmelse, anes. Det blev til mere end 200 scenografier til de fleste større danske teatre. Alene antallet viser en flid og konsekvens som var og er ualmindelig.

Det store antal er også bevis på en popularitet og succes i et fag, som kan være svært at leve af. Men ikke for Lars Juhl.  Opgaverne dækkede hele feltet fra den koloristiske musical som ”Sweet Charity” på Aarhus Teater – over farlige rum til Jean Genets ”Balkonen” – ligeledes på Aarhus Teater til fortællende middelalderhistorier på Det Kongelige Teater til ”Faust” med Sam Besekow som instruktør og en smuk “Hamlet” på Det Kongelige Teater med Mogens Pedersen som instruktør og Søren Spanning som Hamlet. Det var i 1980-erne og forestillingen blev også spillet på Kronborg Slot.

Livsværket  blev Wagners ”Ringen” – i Aarhus på Den Jyske Opera med instruktøren Klaus Hoffmeyer og dirigenten og operadirektøren  Francesco  Christofoli.  Samarbejdet var lykkeligt, og i 1990erne ved genopsætningen med diverse justeringer blev det tydeligt, hvor god også den scenografisk fortolkning  var med en urbræ, der flød henover scenekanten i det nye århusianske musikhus. Samtidig kunne de nødvendige sammenstød imellem natur og unatur, kultur, fornemmes, når en modernitet umærkeligt sneg sig ind i scenebilledet, ikke mindst i ”Ragnarok”.

Lars Juhl kunne sin Wagner, for han var operaelsker, og hele teaterhistorien lå gemt i baghovedet. Gad vide om de næste generationer af scenografer bærer på samme store viden?

I flere år levede Lars Juhl bogstavelig talt i Wagners ånd. Også andre operascenografier til Den Jyske Opera blev så vellykkede, at de nærmest gav fortolkningen.

Allerede i gymnasietiden i de tidlige 1960ere vidste diplomatbarnet Lars Juhl, at han ville være scenograf. Men i Danmark var der ingen uddannelse, så turen gik over Tyskland i Düsseldorf, hos Professor Theo Otto.  Det var et godt udgangspunkt og gav siden den faglige indsigt og en imponerende disciplin. For Lars Juhl blev teatret i mange år målet, men der kom også interessante opgaver fra bl.a. Nationalmuseet.

Selv oplevede jeg nogle meget frugtbare år på Teatermuseet i Hofteatret i 2002-2010, hvor Lars Juhl kom som hyppig gæst og inspirator i de år, jeg sad på museet. Næsten alle æstetiske løsninger som plakater og udstillingskoncepter blev diskuteret med og analyseret af Lars Juhl.

For allerede da Lars Juhl var i begyndelsen af 60-erne, sagde han nej tak til teateropgaver. Måske fordi dansk teater havde gennemlevet et generationsskifte, og de fleste teaterfolk som bekendt foretrækker at samarbejde med jævnaldrende, og Lars Juhls ambitionsniveau kunne og skulle  ikke nedjusteres.

En af de allersidste scenografiske opgaver blev en imponerende scenografi til ”Indenfor Murene” på Det Kongelige Teater med Ghita Nørby og Jørgen Reenberg. Forestillingen blev desværre ramt af uheld og spillede kun få gange, men samarbejdet imellem instruktøren Kasper Rostrup og Lars Juhl gav et mageløst resultat, hvor Lars Juhls perfekte fornemmelse for interiører skabte de rette omgivelser til familien Levin  og noget pompøst til den rige familie Herming.

I de seneste mange år helligede Lars Juhl sig fotografiet som kunstart, hvor billederne primært var optaget under de lange, årlige rejser til Indien. Også nogle fotocollager blev skabt i serier og var under stærk indisk inspiration. Nogle glasklare installationskasser med opstillinger af små grå figurer har et bredere inspirationsgrundlag, for her er både teatermodellen  og igen en orientalsk atmosfære indfanget.

200 teaterscenografier er et imponerende livsværk, men det kunne være blevet til meget mere, hvis ikke dansk teater var så aldersfikseret og uden tiltro til også de mere modne kunstnere. For Lars Juhl var kunstner med stor K hele livet.