∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Hun er død – Revolver Østerbro Teater.
Musikalsk, dramatisk eksperiment på Revolver, som er en del af Østerbro Teater.
Sara Viktoria Bjerregaard er ikke længere et ungt talent. Hun er nu, kun tre år efter at være færdiguddannet skuespiller, en begavet, nuanceret og musikalsk skuespiller med en stemme uden modhager. Hendes præstation i ”Hun er død” er intet mindre end imponerende, og det umærkelige samspil med musikeren Rasmus Juncker er superbt.
Forestillingen er ellers næsten ikke til at bære, men takket være de to kunstnere bliver det alligevel udholdeligt. Vi er nemlig vidner til en form for dissekering af de helt uforklarlige kvindemord, som af og til, i alle lande og samfundslag, dukker op og bliver et af den store offentligheds samtaleemner.
Vold mod og mord på kvinder
Emnet er uhyggeligt og aktuelt, og ikke kun fordi vi lever i en #Metoo tid. En sag fra Aalborg, hvor en ung kvinde forsvandt og siden blev fundet myrdet, er endnu ikke afsluttet. Og ligeledes sagen om en højgravid kvinde, der under en gåtur i Københavns omegn blev myrdet. Heller ikke denne sag er lukket med en domsafsigelse. Som danskere kan vi ikke ryste sagerne af os.
At forestillingen ”Hun er død” i sit programmateriale også vil gøre op med ”kunstens” evige interesse for den besejrede og nedlagte kvinde synes mere som et postulat og måske en undskyldning. For er det ikke netop, hvad ”Hun er død” gør? Med den bombastiske titel: ”Hun er død”, kan forestillingen appellere til nogle afvigere. Men mon de personager går til avantgardeteater på indre Østerbro i København?
For nylig viste Aarhus Teater og Betty Nansen Teatret en dansk mandemonolog om mænd, der begår forbrydelser mod kvinder: ”The Supreme Gentleman”, som i hvert fald i København ikke havde den kunstneriske nerve, der er så altafgørende for teaterkunst.
Nærværet
Sara Victoria Bjerregaard er nærværende fra første sekund, når hun står ung, smuk og velklædt i grøn silkebluse og et miniskørt og taler til os midt på den tomme scene med musikeren Rasmus Juncker tilbage på scenen med diverse perkussion-instrumenter m.m.
Det handler om en død kvinde, Hazel, en kvinde, der forsvandt og blev fundet myrdet.
Lidt efter lidt forskubbes fortællerens fokus, og beretningen ændres, som minutterne går. Først er Hazel er bly, stille kvinde, siden bliver hun til en ung kvinde, der går alene i byen. Måske er hun også kvinden, der vist ofte drikker for meget… Hele tiden fremmanes en ny kvinde, et nyt offer og alligevel er det samme kvinde. Musikken ledsager ordene, nogle gange følger musikken stemningen, andre gange giver musikken fuld skrue, men egentlig aldrig for meget og vist sjældent kontrapunktisk. Måske skal de indlagte sange, som skaber nye stemninger, også opfattes som musikalske modstykker.
Skruen strammes
Siden bliver det værre. For snart tager fortælleren noget af sit tøj af, og med statistikker som belæg, skal vi føle, hvor lang tid det tager at dø, hvis man altså bliver kvalt. Men har det været indlysende, at unge Hazel blev kvalt?
For at demonstrere et tidsforløb på 4 – 5 minutter sætter skuespilleren sit hoved ned i en klar balje vand, som synkront affotograferes meget dekorativt på bagvæggen. Men man kan ikke have hovedet under vand så længe, højst under et minut, så flere gange kommer hovedet op og snapper på en ganske uhyggelig måde efter vejret. En tilskuer tager på opfordring tid, mens en anden tilskuer – uden at være bedt om det, råber: Så hold dog op. Det er lidt voldsomt. Men Sara Victoria Bjerregaard fortsætter med sin ”Method Acting” – hvor skuespilleren lever sig ind i den viste figur for at gøre det hele så realistisk som muligt. Så efter turen i baljen er hendes bukser måske blevet våde, fordi hun på grund at den simulerede kvælning måske har mistet kontrol over sin krop, måske, måske… det ser ret naturligt ud!
For meget
Selve iscenesættelsen af Amanda Linnea Ginman er her gået for langt ud og helt overflødigt. For Sara Victoria Bjerregaard og musikeren Rasmus er så gode, at vi har forstået budskabet. Instruktøren har tilgengæld vaklet og er tyet til en billig løsning, og nu skal det være grænseoverskridende(?) Jeg tror ikke det greb var nødvendigt. Vi har forstået at kvinder myrdes af mænd, nogle gange af mænd, de ikke kender, og som forfølger dem i sorte biler. Andre gange er det mænd, de tidligere har mødt, som griber til dødelig vold. Kvinden er ofret, manden er som regel bødlen.
De sidste 15 minutter
Indtil dette punkt har teksten af Sonja Ferdinand i samarbejde med instruktøren Amanda Linnea Ginman egentlig været fint afbalanceret og interessant i de mange brudflader, hvor beskrivelsen har skiftet retning. Men i de sidste ca. 15 minutter får dramatikeren svært ved at afslutte og kører i ring. For hvem er Hazel? Måske er det en af os, der bliver det næste offer? Denne påstand gentages og gentages.
Vedkommende og relevant emne i et eksperiment
Set udefra kan ”Hun er død” opfattes som et feministisk produkt med primært kvinder bag. Derfor er det mere end klogt, at komponisten og musikeren er en mand. Derved almengøres ”Hun er Død”.
Uden at forkleine ”Hun er død” – er der som sådan ikke noget nyt i formen. En fortæller og en musiker – og diverse forskydninger hos fortællerjeget og på scenen rekvisitter som et kamera, en balje vand og noget frugtfarve, der skal ligne blod. Det er set før.
På Teater Republique og Revolver eksperimenteres der dog på flere fronter. ”Hun er død” har kun haft lidt over 3 uger til indstuderingen, og det kaldes for et dramatisk musikalsk eksperiment.
Minus de sidste 15 minutter og en skruen ned for method acting og det lidt melodramatiske, er og bliver det en imponerende lille forestilling, hvor det er lykkedes skuespiller og musiker at forenes i næsten en stemme.
Vi gribes af det menneskelige nærvær og teatrets magi og muligheder. Historien om umotiverede mord på tilfældige kvinder er blevet vedkommende for os alle. For når teatret er bedst, bliver det som en maggieterning, hvor en times spil kan redegøre for en kompleks problemstilling. Så bliver vi berørt og også lidt klogere på livet.
Sådan er teater, når det er bedst.
HUN ER DØD
Revolver
13.5. — 18.5.2022
Koncept og instruktion / Amanda Linnea Ginman
Lyddesigner og musiker / Rasmus Juncker
Medvirkende / Sara Viktoria Bjerregaard og Rasmus Juncker
Dramatiker / Sonja Ferdinand
Tekst / Sonja Ferdinand i samarbejde med Amanda Linnea Ginman
Antropolog, Center for Magtanalyse / Ditte Bjerregaard
Forestillingsfoto / Sara Galbiati
www.osterbroteater.dk
Skynd jer- sidse dag 18.5. 2022