∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Omstigning til paradis på Aarhus Teater i en musikalsk norsk version, hvor de medvirkende tillige er husorkester hjemme hos Stanley og Stella i udkanten af New Orleans.
Forestillingen bæres igennem af en overbevisende præstation af Nanna Bøttcher som Blanche DuBois.
”Omstigning til Paradis” er et af Tennessee Williams eminente skuespil med klassikerstatus, hvor historien handler om at klamre sig til livsløgnen, hænge fast i gamle klasseskel og ikke at ville erkende livets besværligheder.
Stedet er New Orleans, tiden er lige efter anden verdenskrig eller måske i dag. Der er varmt og fugtigt, så en vigtig del af historien er de overophedede vægge, som nærmest damper, mens varmen får menneskene til næsten at bevæge sig i slow motion.
Historien blev filmatiseret i 1951 med bl.a. Marlon Brando som en dæmonisk, til dels umælende mandsperson i den berømte hvide undertrøje. På trods af Brando-referencen lykkes det alligevel ofte på scenen at genskabe historien tilfredsstillende. For Williams er helt nede at røre ved det arketypiske i mennesket, her personificeret i 3-4 vidt forskellige individer. Uden at det er alt for tydeligt, er Williams inspireret af både Strindberg og Ibsens naturalisme og deres evne til at gennemskue menneskets basale og håbløse dilemmaer. Williams ”låner” fra frøken Julies kamp med sig selv og klassetilhørsforholdet og ligeså fra Ibsens ”Vildanden”, hvor Gregers Werle partout vil tage livsløgnen fra menneskene.
Blanche DuBois og søsteren Stella var engang borgerskabets døtre og boede i en sydstat i et statelig manorhouse med søjler. Men alt blev formøblet kort efter, at Stella havde forladt barndomshjemmet og slået sig ned i New Orleans med arbejderen Stanley med polske rødder. Blanche, som var skolelærerinde, flygter nu ind i en magisk drøm, hvor alt skal være smukt, og hun tror lidt naivt, at det kan lade sig gøre hos søsteren. Bag sig har hun en ulykkelig skæbne som fyret lærerinde og en ægtemand, der begik selvmord. Det gjorde hende til det som litteraturhistorien bl.a. har kaldt hende: en alkoholiseret nymfoman.
På scenen skal hun helst først blomstre – for hurtigt derefter at visne og til sidst blive ført bort til en anstalt og siger de berømte ord: ”Jeg har altid været afhængig af fremmedes venlighed”.
Det bliver i stykket til sammenstød på sammenstød og afdækning af Blanches selvkonstruerede livsløgn, bl.a. at hun stadig er attraktiv og at nogen vil ha’ hende!
På Aarhus Teater har man endnu engang (?) indkaldt et norsk hold – instruktøren Peer Perez Øian og komponisten Gaute Tønder.
I programmet gives der med mange dyre dramaturgiske vendinger udtryk for den forskydning, som instruktøren arbejder med. Naturalismen er død og derfor har instruktøren bl.a. placeret et orkester inde i det lille hvide rum, som synes mere koldt end varmt, og hvor de tre skal bo: Stella, Stanley og altså Blanche.
At musikken skulle være speciel New Orleansk er svært at høre. Den eneste gang, det rigtig klinger Southern, er med en ekstra musikalsk krølle, da Blanche tror hun ringer til en ven i nabostaten Texas, og der kommer lidt cowboysang over det. Rigtig Jazz er der ikke meget af.
Nanna Bøttcher vokser i disse år med hver ny hovedrolle, og hendes Blanche er et fint og nuanceret studie i en skrøbelig og ulykkelig kvinde, der ender med sammenbrud, som dog ikke ses så tydeligt på scenen.
Mette Døssing dækker også fint lillesøsteren Stella, men lægger ikke noget ekstra til denne gammeldags og føjelige kvinde, hvis mantra vist er: elsker man, kan det gøre ondt, også fysisk, men der er intet at stille op. Jacob Madsen Kvols er som den brutale Stanley også dækkende, men har ikke den eksotiske mystik, som denne mand fra en anden planet (underklassen) helst skal udstråle. Han har jo ”vundet” Stella og pirrer Blanche. Og ligeså med de andre mænd, som staturmæssigt synes lidt kleine i det, fysisk som udtryksmæssigt. Hvor er de modne skuespillere henne i Aarhus?
Musikken spilles af de medvirkende som et slags husorkester med en charmerende Carla Eleonora Feigenberg som sangerinde og nabokone. Hun får etableret sin figur, så det giver balance i familien, mens hendes mand, Steve, synes bortraderet af instruktøren.
Selvfølgelig er det smaddersvært at stille alle tilfreds med en klassikerindstudering, og jeg bærer oveni på nogle sydstatserfaringer efter at have boet et par år lidt vest for New Orleans. Jeg kender den fugtige varme, som er så karakteristisk for sydstaterne.
Men det er som om instruktøren, komponisten og til dels scenografen Franciska Zahle med det smalle hvide rum (uden nogen associationer til amerikansk sydstatsliv), lige så godt kunne have brugt krudtet på en hel anden tekst, så teoretisk virker iscenesættelsen sine steder. Her hjælper teatrets chefdramaturg heller ikke med sine forklarende tekster i programmet. Jeg nøjes med at citere et enkelt sted, hvor dramaturgen interviewer instruktøren: ”Vi skal lege med brud og ambivalens ved at være uforudsigelige i spillestil og forventninger. Brud som en slags ørefigen, der ikke måske er decideret episke, men som indeholder en episk funktion, …….” (s. 15 i programmet).
Godt nok er der mange, der læser Dramaturgi i Aarhus, men det er nok ikke alle publikummer!
Tennessee Williams har i ”A streetcar named desire” (den fascinerende og malende amerikanske titel) ramt så mange grundstemninger i det komplicerede menneskelige samvær, at vi aldrig kan blive træt af hverken tekst eller de bagvedliggende overvejelser og vilkår.
Ps. I dag bliver meget bedømt ud fra et kønsorienteret udgangspunkt. I ”Omstigning til Paradis” er der nok at gribe fat i. Tennessee Williams var homoseksuel og lader netop Blanches afdøde mand være homoseksuel. Samtidig antydes det, at to af mændene måske voldtager Blanche til sidst, da hun er ved at bukke under. Instruktøren lader heldigvis ikke disse to faktorer få mere vægt end livsløgnen, og det er faktisk godt. Alt andet havde været for smart.
Omstigning til Paradis
Af Tennessee Williams
Oversættelse Louise W. Hassing
Iscenesættelse Peer Perez Øian
Scenografi & kostumedesign Franciska Zahle
Lysdesign Jim Falk
Lyddesign Kim Engelbredt
Pressefotos Rumle Skafte
Medvirkende Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Jacob Madsen Kvols, Christian Hetland, Carla Eleonora Feigenberg, Viktor Pascoe Medom, Lukas Toya