∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Ugens Rapport på Det Kongelige Teater.
Normalt er det fornuftigt at forberede sig på en teatertur. Bladre lidt i Shakespeare, hvis det er en af hans tragedier, der står på programmet, checke Goethe ud eller lign. Med ”Ugens Rapport” er det anderledes. Hvem vil indrømme, at de har researchet eller ved en masse om den gamle pornobølge i 1970erne?
Gad i øvrigt vide, hvor mange af Det Kongelige Teaters publikummer, der egentlig har læst eller bladret i et ”Ugens Rapport”. Godt nok toppede bladet omkring 1976 med et oplagstal på lidt over 200.000 om ugen, men det var dengang. Fra 1980 gik det nedad og endte på bunden.
Historien om Aller-koncernens lille guldæg i kølvandet på billedpornoens frigivelse i Danmark er allerede beskrevet i flere bøger. Det må have fascineret dramatikeren Andreas Garfield og idemanden Jakob Weis, og så sprang Det Kongelige Teater vel med på ideen.
Men havde det ikke været for instruktøren Thomas Bendixens eminente timing og koreografiske snilde samt skuespillerne Mads Rømer Brolin-Tani og Mikkel Arndt, var det slet ikke gået.
Det lykkes på mirakuløs vis, på baggrund af en for lang tekst med for få vittigheder og overraskelser, at skabe en seværdig forestilling om en begrænset tidsperiode i Danmark.
I en snæver kreds af derangerede journalister og bladfolk opleves et minisamfund, et frirum, hvor folk fik løn for at leve drengedrømme ud. Det var en dekadent, maskulin og vulgær livsstil, som nogle få mænd fik lov at praktisere – en tid. Men fra den seneste tids #Metoo afsløringer på andre medieredaktioner, bl.a. inden for TV-stationerne, ved vi nu, at det var gængs levestil. Og hvad forestillingen ikke fortæller, der var alkohol fra midt på dagen og hver dag – helt frem til midten af 1990erne på danske redaktioner, mens det seksuelle frirum fortsatte helt op til, at #Metoo gjorde det for farligt for mændene. Ork, hvor der ligger mange historier og venter på at blive til underholdende teater, siger jeg, der har været journalist siden 1976 og oplevet en del fra sidelinjen.
Men det står ikke helt klart, hvad dramatikeren Andreas Garfield vil med stykket. Til gengæld synes Thomas Bendixen meget tydelig i instruktørmælet. Han vil simpelthen vise noget eksotisk, noget antropologisk interessant og forhistorisk, som det udfoldede sig i Danmark i slutningen af 1970erne.
Historien har redaktøren Kurt som omdrejningspunkt. Han er hentet i virkeligheden og hed Kurt Thyboe og skildres af både forfatter og ikke mindst af skuespilleren Mads Rømer Brolin-Tani med stor kærlighed og naturligvis også en vis afstandstagen. Det var redaktøren Kurt, der skabte succesen Ugens Rapport, hvor journalisterne praktiserede ”new journalisme”, hvilket vil sige, at de selv i egen person og med et stort ”jeg” var med i historierne, uanset om det var motorsport eller bordelbesøg i Istedgade, som var emnet.
I sorte cowboybukser og stram åbentstående skjorte og med evige bevægelser som en rockstjerne og masser af amerikanske venderinger i sproget pisker Kurt/ Mads Rømer stemningen op. En imponerende og vital og fysisk krævende præstation akkompagneret af et pige-rock band – ligeledes i usigelig grimme 1970erne kostumer. (Men så grimme så vi altså ikke ud alle sammen, så vidt jeg husker min egen garderobe.)
Forestillingen er både lige på og hårdt og tillige eftertænksom, og her kan Mikkel Arndt endnu engang vise sit eminente skuespillertalent som ikke mindst den helt vildt afsporede journalist, der bliver nødt til at tage stoffer, for at istedgademafiaen ikke skal tro, han er en strømer. Ak ja, han ender i rullestol, men inden da har han vist en usigelig sprællemandsfysik i flere scener og tillige endnu engang demonstreret sin eminente sprogbehandling.
De andre skuespillere får mindre ud af deres excentriske figurer, som alle skal beskrive det miljø, der skabte et blødt pornomagasin, hvor forsidepigen helst skulle være både topløs og blondine. Var hun brunette gik oplaget ned.
En af de fiffige effekter ved Thomas Bendixens iscenesættelse er, at det kun er mændene, der smider bukserne. Det er sjovt og dejligt anderledes, når nu det var et blad med bare damer. De forskellige navngivne personer er såmænd heller ikke udleveret mere end som så, hvor bl.a. min nabo gennem mange år også er med på scenen og i øvrigt overværede premieren. Det gik an, der er slet ikke brug for injurielovgivningen.
Der er skabt en vis diversitet i persongalleriet, hvor bl.a. Kenneth M. Christensen skiller sig ud som den store ulv, Wulff. To meter høj, dyb stemme, korte bukser, lædervest og langt slaskehår og bitte små underbukser i 1970er-stil. Hvor var det grimt dengang. Der mangler kun netundertrøjen for at fuldende billedet. Men Wulff er en macho-eventyrer, som vist stadig findes i branchen – ikke mindst blandt fotograferne i dag.
Teksten er mærkelig ved at gå ganske tæt på personen Kurt og ovenikøbet skildre hans privatliv med en døende søn. Det er faktisk for meget og burde have været luget ud, selv om det er en af motorerne i forestillingen.
Takket være Mads Rømer og Mikkel Arndt og naturligvis Thomas Bendixens mangespektrede og kloge iscenesættelse kommer portrætteringen af denne ret frastødende tidslomme i hus. Og hvor scenografen Palle Steen Christensens scenografi og kostumer i starten kan synes unødigt grimme og virkelighedstro – ryddes enhver tvivl af bordet, når Kurt/Mads Rømer kommer flyvende ind på scenen i en tilsyneladende autentisk flyvemaskine. (En historie fra det virkelige liv, hvor Kurt Thyboe til et afgørende bestyrelsesmøde kommer flyvende i privatfly).
Gid manuskriptet havde været mere interessant og dobbeltbundet, og gid teatret havde spenderet det rette antal skuespillere, så vi ikke skulle opleve de samme folk i dobbeltroller og derfor med og uden åndsvage jakker i et væk. Hvis alt det havde været i orden kunne ”Ugens Rapport”, iscenesat af Thomas Bendixen med Mads Rømer og Mikkel Arndt, godt have ramt noget grundlæggende og ganske uhyggeligt i den mandsdominerede danske medieverden i slutningen af det 20. århundrede.
( 6 stjerner til Mads Rømer, Mikkel Arndt og Thomas Bendixen, 5 stjerner til scenografen, 4 stjerner til resten af ensemblet og lidt færre til manuskriptet.)
Manuskript: Andreas Garfield
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Scenografi og kostumedesign: Palle Steen Christensen
Lysdesign: Clement Irbil
Idé: Jakob Weis
Mads Rømer Brolin-Tani: Kurt
Stine Schrøder Jensen: Bitten / Karen
Mikkel Arndt: Viffert/ Mogens
Kenneth M. Christensen: Wulff / Ray
Johanne Louise Schmidt: Marianne / Bente
Jonathan Bergholdt Jørgensen: Carl / Castella
Casper Frederik Dyhr Crump: Max / Poul
Sigurd Holmen le Dous: Torben / Lasse
Morten Christensen: Bastian / bartender m.fl.
Martine Madsen: Kapelmester/guitar
Eva Skipper: Bas
Sarah Ziebe: Trommer
www.kglteater.dk