∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Missilet på Odsherred Teater.
Tiden er skruet tilbage til efteråret 1982 ombord på et krigsskib og i land i Lumsås. Joh, det var dengang, at et missil røg uforvarende afsted. Det er nu i 40-året blevet til interessant og oplysende, men desværre alt for aktuelt teater – hos egnsteatret Odsherred Teater.
De mere end 30 egnsteatre i Danmark er ganske forskellige, men de fleste forsøger at skabe lokalt forankrede fortællinger på scenen. Med ”Missilet” i en spritny teaterbygning, lever Odsherred Teater i den grad op til sin mission som egnsteater for det nordvestlige Sjælland.
”Hovsa-missilet” døbte Ekstrabladet det militære missil, som ved en fejltagelse forvildede sig ind over et sommerhusområde i Lumsås i september 1982. Ingen kom noget til, men ganske mange blev bange, og den første tanke var: Russerne kommer. Det er 40 år siden, det var midt i koldkrigsperioden, og alle, der var over 5 år dengang, husker episoden.
Hvordan kunne det ske, og hvad hændte bagefter – er de spørgsmål, som blevet stillet dengang og som stadigt rumsterer. Det har sat Mei Oulund i gang med at skrive en fiktionstekst her i 40-året for affyringen.
Med Frede Guldbramsen som en effektiv instruktør får de mange aktører fortalt historien fint og også poetisk. På græsk manér er der et kor, ovenikøbet delt op som både syngende og agende med en korleder Mei Ouland, der fungerer som fortæller i forskellige stemmelejer og tillige er dramatikeren bag. Flot dobbeltfunktion.
De andre skuespillere får alle skabt gode karakterer og ret forskellige portrætter af danskere anno 1982. Den højtplacerede flådemand, spillet statuarisk af Henrik Jandorf, hans vilde anti war-feministdatter med Sofie Alhøj i semipunkertøj, og den lokale sømand, Allan Helge Jensen samt den ihærdige journalist Henrik Ipsen. Deres portrætter står smukt og afrundede, skåret ud af tiden dengang. Den lokale befolkning og ikke mindst ”den offentlige mening” skabes af det lokale kor, de modne statister sammen med ”korlederen”. Flot konstruktion, der måske tynges lidt af en omstændelig, men såmænd også sjov, kærlighedshistorie mellem feministen og ”sømanden”: Det tidstypiske kommer ikke mindst frem via den daværende mode 1982, hvor damerne var spraglede inde under de mørke regnfrakker.
Pointen i historien er brandaktuel og til at græde over. For dengang placeredes ansvaret for missilaffyringen i første omgang hos en mellemofficer. Han skulle dække over den manglende kommunikation og ansvarlighed længere oppe i systemet. Hvis der er én eller flere læsere, der kan lugte mink her, så er de ikke så dumme.
Men i virkeligheden blev der efterfølgende gravet grundigt i sagen af den lokale presse, men da var det for sent. Mellemofficeren kunne som menneske ikke bære den skyld, der uretmæssigt var hældt ned over ham.
De ekstra detaljer om hensynet op ad i systemet og ikke mindst til forsvarssamarbejdet med USA siger også lidt om den tid, vi lever i nu. Selvfølgelig kunne man heller ikke i koldkrigstiden sætte spørgsmålstegn ved USA’s effektivitet og dygtighed. Så måtte en uskyldig mand hænges ud og op – eller på nudansk, anno 2020-2022 – ind under bussen og rulle!
Angsten for russerne, systemets uigennemskuelighed og det evige politiske spin findes stadig. Der er gået 40 år siden ”hovsamissilet” gik af i 1982, og vi er som ludobrikker sat tilbage til start. Godt gået af forestillingen ”Missilet” at skabe så uhyggelige paralleller at vi føler den snigende angst igen.
På scenen står som eneste scenografi eller rekvisit før forestillingen en mastodont skulptur – missilet. Meget smuk og skulpturel hvis det ikke var for den funktion. På raffineret vis går det i tusind stykker, som efterfølgende bliver hængende som vragdele resten af forestillingen. Men ellers spilles på ”gulvet”- Det synes lidt pauvert, og den erfarne scenograf burde have tænkt lidt mere kreativt.
Det nye teaterhus, betalt af en række fonde og kommunen, til en på pris på op mod 40 millioner kroner bør udnyttes optimalt, men det bliver sikkert bedre næste gang. I øvrigt er teatret svært at finde for udenbys folk, fordi adressen er på en gågade og indgangen stadig lidt undseelig der. Men omme bag ved ligger det nye, store black box teater. Der er sort alle vegne, kun afbrudt af nogle mærkelige, allerede ramponerede guldvægge. Det virker problematisk midt i den lille provinsby, men kan forhåbentlig ændres.
Ellers tillykke med det velspillede historiske nedslag, som er frygteligt aktuelt. Det er godt at tænke tilbage, men trist at samfundet faktisk ikke er blevet mere gennemskueligt.
Medvirkende: Henrik Jandorf, Allan Helge Jensen, Sofie Alhøj, Henrik Ipsen, Mei Oulund.
Koret
Charlotte Carlsen, Mette Koefoed Svendsen, Anni Martinsen, Anette Rise, Susse Grønberg, Peter Willy Nielsen, Arild Bjørn, Harry Kyllesbech.
Sommerhusejere, myndigheder, bartender
Dorte Baunsgaard, Jane Lykke, Joan Ulvedal, Lene Larsen, Tonny Larsen, Erik Rasmussen
Instruktør: Frede Gulbrandsen
Korarrangementer og sanginstruktion: Vibeke Bjergaard
Scenograf: Eilev Skinnarmo
Dramatiker: Mei Oulund