∗∗∗∗∗
Tilgængelig og gribende Ibsen på Dramaten i Stockholm.
/Ulla Strømberg.
Et af Ibsens sene skuespil, Rosmersholm, har nærmest været umuligt at spille i Danmark. I Rosmersholm taler og taler to mennesker om det nye samfund, om et bedre og renere liv og ikke at forglemme om skyggen fra Beate, der kastede sig i elven. Danskere taler jo ikke så meget om Gud, følelser og fornemmelser, og Gudeåen er sjældent så vild, at den koster menneskeliv.
I Rosmersholm prøvede norske Henrik Ibsen omkring 1890, hvor en ny verden stod og bankede på, at afdække menneskelige relationer og tankegange. Sigmund Freud var på et tidspunkt også tiltrukket af dramaets ulykkelige skæbner og kunne indlæse alle mulige fortrængninger, som næppe har gjort stykket mere spiseligt.
I Stefan Larssons instruktion er Rosmersholm blevet til et moderne stykke om ikke mindst manden Johannes Rosmer af kød og blod. Han har en drøm, som allerede har kostet ham præstegerningen og hustruen Beate. Drømmen er både forkvaklet og håbløs. Men han holder fast – overraskende smukt forsvaret af skuespilleren Jonas Malmsjö. Hvornår har den irriterende Rosmer nogen sinde været så smuk? Men Rebekka West, der er verdensdramatikkens furie på linje med Medea og Lady Macbeth, klarer i denne omgang ikke kampen og bliver i sidste ende symbol på den moderne feminismes undergang. Og så hjælper det ikke meget, at de to forenes, hånd i hånd, på vej mod elven – i Beates fodspor.
Det lover godt for Betty Nansen Teatret, hvor Stefan Larsson fra næste år tiltræder som halv teaterdirektør, efter i øvrigt at have været chef på Aarhus Teater i en kort periode.
Seriøst teater, så det skvulper i fossen!
Rosmersholm
Premiere 29.8. 2014
Dramaten.se